Tak til Kristeligt Dagblad for serien ”Kampen om kiloene” og for at have kastet lys over et af de områder, hvor mobning og intimidering trives i ekstrem grad.
Jeg blev meget lettet over – omsider – at læse, at læger melder ærligt ud om, at de faktisk ikke ved, hvordan patienter skal fastholde et tilkæmpet vægttab. Og at de heller ikke forskningsmæssigt kan sige noget om, hvorfor nogle mennesker bliver overvægtige, mens andre upåvirket kan spise næsten, hvad de lyster. Det er på høje tid!
Jeg bliver 70 år næste år og har i mange år kæmpet mod overvægt.
Faktisk siden min daværende mand mente, at det var voldsomt, som jeg så ud. Da var jeg 19 år og vejede cirka 65 kilo. Jeg burde måske have vippet både ham og badevægten ud og i stedet gået mig nogle lange ture.
Der er faktisk ingen ende på den mobning, man bliver udsat for som overvægtig.
En kollega på universitetet sagde i en frokostpause til mig: ”Jeg ved, hvor der ligger en forretning, som sælger tøj til sådan én som dig.” Man slår ikke andre mennesker, så jeg tog i stedet min madpakke med ind på mit kontor.
En veninde sagde engang til mig – helt uden anledning, for vi talte om noget helt andet: ”Du kunne da også cykle dig nogle ture.” Jeg tabte masken. Mit udseende provokerede hende åbenbart så meget, at det bare faldt ud af munden på hende. Vi er fjerne bekendte i dag.
Uanset årenes gang, så husker man alle disse bemærkninger, og de gør ondt.
På et tidspunkt i mit lange liv fik jeg ny læge. Han nåede kun lige at sige goddag, hvorefter han målte mig op og ned og udbrød:
”Hvordan i alverden er du kommet til at se sådan ud!”.
Nu har jeg en sød og rar læge, som indledte første konsultation med at sige:
”Fortæl mig det, du synes, jeg skal vide om dig.”
Det var en meget positiv oplevelse.
Han har bestemt også fokus på min vægt, og det er en del af hans job, mener jeg.
Jeg har også selv både fokus på min vægt og en plan for den motion, jeg kan holde til, for som Kristeligt Dagblad så rigtigt skriver, så er der forskel på at være moderat overvægtig og så at være svært overvægtig.
Det kunne være rart, hvis alle læger først fokuserede på, hvordan man havde det – både arbejdsmæssigt og socialt – i stedet for at læne sig op ad en tabel, hvor vi åbenbart er en del, som bliver dømt ude på.
Hvis man skulle forestille sig, at ens kommune uopfordret skulle tage kontakt til en for at ”hjælpe” med ens vægt, ville jeg helt klart opleve det som overgreb og endnu en måde at mobbe borgere, som ikke passer ind i den skabelon, man kalder normen. Man kunne i stedet tilbyde alle, som havde lyst, aktiviteter, tilpasset deres generelle helbred efter eget ønske.
Læserbrevet er skrevet af Jane Bengtsen, Hvapsundvej 66, Aalborg Øst