Mattias Tesfaye: Vi vil ikke ramme abortmodstandere med donationslov

Jeg vil gerne slå fast, at regeringen og jeg ikke er ude på, ”at kirkelige organisationer skal betale regningen for kampen mod islamister”

Mattias Tesfaye: Vi vil ikke ramme abortmodstandere med donationslov
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Man har flere gange i de senere år kunnet læse i aviserne om danske moskéer, der modtager millionbeløb fra Mellemøsten.

Ærligt talt er jeg noget skeptisk over for, at potentielt ekstreme kræfter i udlandet finansierer aktiviteter i Danmark, der kan modarbejde eller underminere vores demokrati og vores grundlæggende friheds- og menneskerettigheder. Det er derfor, regeringen har fremsat et lovforslag, der skal modvirke netop det.

Jeg kan konstatere, at der siden donationslovforslaget blev fremsat tidligere i denne måned, er blevet rejst bekymring om, hvordan det vil ramme de kirkelige organisationer. Både blandt nogle af mine politiske kolleger og i Kristeligt Dagblad.

Jeg vil gerne slå fast, at regeringen og jeg ikke er ude på, ”at kirkelige organisationer skal betale regningen for kampen mod islamister”, som Kristeligt Dagblad skriver i sin lederartikel onsdag den 25. november.

Med forslaget vil det i sidste ende være den siddende udlændinge- og integrationsminister, der kan sætte personer, organisationer og myndigheder på forbudslisten.

Jeg vil selv sige, at hvis det eneste, jeg kan se om en organisation, er, at den eksempelvis taler imod fri abort, så synes jeg ikke, at det er grundlag for at lægge til grund, at organisationen er antidemokratisk.

Det er en organisation, som jeg helt åbenlyst er uenig med i abortspørgsmålet. Men det betyder jo ikke, at den organisation er i gang med at underminere det danske demokrati.

På samme måde har vi i lovforslagets bemærkninger skrevet, at det ikke i sig selv er nok, at en religiøs organisation eksempelvis taler imod, at kvinder kan være religiøse forkyndere.

Donationslovforslaget er meget vigtigt for mig. For jeg er overbevist om, at der er folk, som aktivt bekæmper det danske demokrati.

Vi har nok været lidt for naive og lidt for sene til at opdage, hvor bevidst fundamentet under vores samfund stille og roligt undergraves.

Hver gang folkestyret ikke formår at træde et skridt frem og forsvare sine værdier, erobrer de ekstreme kredse terræn.

Dette forslag er det næste skridt, som vi i regeringen vil tage for at gøre op med ekstremistiske kræfter. Det kan selvfølgelig ikke stå alene, og det kommer det heller ikke til.

Mattias Tesfaye (S) er udlændinge- og integrationsminister.