Som socialdemokrat anser jeg værdien af at have et arbejde som noget af det vigtigste i alle menneskers tilværelser – uanset om de befinder sig i Bagsværd eller Bagdad. Derfor er fritidsjobs også vigtige. Ikke alene for unge med indvandrerbaggrund, men for alle danske unge i alderen 13-18 år. Den holdning har jeg haft længe, og den bakkes nu op af dugfrisk forskning fra både Aarhus Universitet og Vive, som jeg så omtalt i Kristeligt Dagblad forleden.
Unge, der har et fritidsjob, får bedre karakterresultater og begår mindre kriminalitet. Ikke nok med det bidrager tidlig arbejdserfaring til, at deres selvdisciplin og selvværd stiger.
Færre unge har dog et fritidsjob i dag. Det er en tragedie for børn og unge med sociale problemer. De har nemlig særligt godt af at have et fritidsjob. Jeg er ofte stødt på argumentet om, at de hellere bør fokusere på at få lavet lektier end at spilde deres tid på et fritidsjob. De kan jo bare få nogle lommepenge og fokusere på det vigtigste, nemlig skolen. Men erfaring fra et fritidsjob er mindst lige så vigtigt som lektier og lektioner.
Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere har markant dårligere beskæftigelsesfrekvens, kriminalitetsgrad og karakterresultater end etniske danskere. Fritidsjobs har klare positive effekter på alle tre parametre, så hvorfor gør vi ikke mere for at få de unge i arbejde?
Indtil nu har det haft økonomiske konsekvenser for lavindkomstfamilier, hvis deres børn havde et arbejde ved siden af skolen. De ville blive modregnet i boligstøtten, og derfor ville børnene undgå at bestride et fritidsjob. Det har jeg i næsten to år kæmpet for at få ændret her på Christiansborg, og der er allerede et flertal, der bakker op. Lovforslaget har været behandlet i folketingssalen, og denne regel er nu afskaffet fra den 1. januar.
Jeg ved, at flere unge med indvandrerbaggrund har dårlige oplevelser fra undervisningen i skolen. Deres faglige selvtillid er i bund, og de får flere røde streger i diktater og blækregninger end deres etnisk danske kammerater. De fortjener at opleve, at de kan noget. At få ros og være trætte på den der tilfredsstillende måde, der er udtryk for, at de har bidraget i stedet for at have været utilstrækkelige. De vil indse, at deres arbejdskraft er nødvendig for at få resten af arbejdspladsen til at fungere, og de vil ikke føle sig overflødige, men stå med rank ryg og oprejst pande. De fortjener at opleve at være stolte, selvsikre og fulde af selvdisciplin.
Mattias Tesfaye er integrationsordfører, Socialdemokratiet.