Frygten har taget i os. Vi er styret af den, og den er flyttet langt ind ikke blot i den politiske retorik, men i vores bevidsthed. Vores statsminister og hendes regering ønsker øget overvågning, og også en lang række øvrige partier ønsker øget overvågning. Og rationalet er tostrenget: Dels giver overvågning politiet mulighed for at opspore og opklare forbrydelser, da gerningspersonerne optræder på videoerne, dels er overvågning forebyggende, for når du ved, at du bliver filmet, ja, så vil du holde dig i skindet og undlade at begå kriminalitet.
Overvågningens dystopi kender vi fra George Orwells roman: ”1984”, hvor Big Brother holder befolkningen i skak gennem konstant overvågning. Ræsonnementet er, at når du bliver overvåget, så holder du dig på dydens smalle sti. I ”1984” får det den betydning, at borgerne holder op med at handle som frie individer og lader sig begrænse i deres bevægefrihed. Overvågningen medfører her, at borgerne udøver selvkontrol og ikke færdes frit. Så er det jo også vanskeligere at begå kriminalitet eller blive udsat for terror, hvis man sidder hjemme. Men er det nu ganske ufarligt at blive hjemme?
Der begås mere kriminalitet i hjemmet end ude på gaden – men betyder det så, at vi skal have mere overvågning i de små hjem? Næppe. Men ak, vi har allerede masser af overvågning i hjemmet gennem kameraer på computere og gennem søgemaskiner og sociale medier som Google og Facebook, der har taget i os og styrer os mere, end vi aner.
Så hvad er det for en tryghed, vi regner med at ”købe” os til ved at sætte flere kameraer op? For at forstå logikken må vi kigge på frygtens filosofi eller anatomi.
Grundlæggende er frygt en god egenskab hos os mennesker, som eksempelvis får os til at flygte, hvis vi møder noget, der truer vores eksistens, altså en rationel handling på baggrund af en objektiv trussel udefra. Problemet opstår, når vi handler irrationelt.
Den amerikanske filosof Martha Nussbaum har for nylig udgivet en bog om frygt, hvor hun netop påpeger, at frygten er en primitiv tilstand hos os mennesker, altså en følelse, der kommer forud for tryghed.
Det lille spædbarn græder frygtsomt, hvorved det kan føle tillid til, at andre vil stille dets behov. Her fødes det demokratiske selv. Frygten appellerer til det førbevidste i os mennesker og kan bringe os helt ”ud af os selv”.
Når politikere således taler om terror, bandekriminalitet, finansielt sammenbrud og indvandring, så taler de til vores primitive frygt. At lave love og regler, der skal holde frygten i ave, er et Sisyfos-projekt, for det får frygten til at leve mellem os.
I et demokrati skal man bearbejde og gennemleve frygten ved at dyrke omsorgen og skabe trygheden i forhold til andre mennesker. Derved plejes tilliden og fællesskabet, og den demokratiske dannelse vokser. I tillidens muld har frygten trange kår.
Sascha Haunstrup Qvortrup er viceforstander på Den Rytmiske Højskole.