Professor emeritus: Erik A. Nielsen misforstår Kingos forfængelighed

Erik A. Nielsen er en medrivende fortolker og formidler og har solidt fodfæste i det store fællesområde mellem litteraturen og kristendommen i kulturhistorisk sammenhæng. At han alligevel kommer på afveje, når han skal udlægge og aktualisere Kingo, er noget forbløffende, skriver professor emeritus

De, der har fulgt med i skolen og i universitetets danskundervisning (i hvert fald tidligere) bør vide, at Kingo ikke taler om det, som Erik A. Nielsen lægger ham i munden og derfor ikke kan tages til indtægt for en ”forfængelighedskritik” med perspektiv frem til ”vor tids selfie-kultur”, skriver professor emeritus.
De, der har fulgt med i skolen og i universitetets danskundervisning (i hvert fald tidligere) bør vide, at Kingo ikke taler om det, som Erik A. Nielsen lægger ham i munden og derfor ikke kan tages til indtægt for en ”forfængelighedskritik” med perspektiv frem til ”vor tids selfie-kultur”, skriver professor emeritus. Foto: Leif Tuxen.

Kingo taler direkte ind i vor tids forfængelige selfiekultur! Den havde man ikke lige set komme, men alt er muligt, når ældre litteratur skal reddes med over i noget, der er aktuelt og relevant i dag.

I Kristeligt Dagblad i fredags var der en helsidesartikel om Kingo med udgangspunkt i Erik A. Nielsens monumentale flerbindsværk om salmedigterne og deres billedsprog, hvoraf bind 2 (2010) var om Kingo. Artiklen er i sin kerne et interview med Erik A. Nielsen on location, det vil sige ved Kingos kiste i Fraugde Kirke på Fyn.

Erik A. Nielsen er en medrivende fortolker og formidler og har solidt fodfæste i det store fællesområde mellem litteraturen og kristendommen i kulturhistorisk sammenhæng. At han alligevel kommer på afveje, når han skal udlægge og aktualisere Kingo, er noget forbløffende. Især da hans udlægning er helt ude af takt med almenviden om en af Kingos allermest kendte salmer, ”Far verden, far vel” med første afdelings omkvæd ”forfængelighed, forfængelighed”.

I artiklen er vi inde i kirken, stående ved Kingos ”smukt udsmykkede kiste, der vidner om en mand, der ikke har overvundet sin egen forfængelighed, selvom kampen mod forfængeligheden netop er et hovedtema i Kingos salmedigtning”. Ordene er journalistens, men de bygger på Erik A. Nielsens tale, for de fortsætter med citat:

”Det er jo Kingo, der lærer os at rime på forgængelighed og forfængelighed. Han levede selv i en forfængelighedskultur med fornemme dragter, puder (der skal nok stå ”pudder”!) og parykker, som også var en del af kulturen omkring hoffet. Men han prøvede at kæmpe imod. Og Kingos forfængelighedskritik peger jo ind i vor tids selfie-kultur. For han viser, at forfængelighed er forgængelighed”.

Rent bortset fra, at pudderparykkerne primært hører hjemme i 1700-tallet og ikke på Kingos tid (han dør i 1703, og hans salmer er fra 1679 og frem), så bygger hele udsagnet på en fatal misforståelse af omkvædet i Kingos store salme fra ”Aandeligt Siunge-Koors Anden Part” (1681). Det hører til vores elementærviden siden gymnasietidens danskundervisning, at ordet forfængelighed ikke betyder forfængelighed i vores nutidige betydning af ordet, men intethed, tomhed. Skulle nogen alligevel være i tvivl, kan man bare slå op på nettet i ”Ordbog over det danske Sprog”, hvor denne betydning er første og fyldigst belagte udlægning med stikordene ”forgængelighed, tomhed” og talrige eksempler fra 1600-1700-tallet og helt op i 1800-tallet.

Det hører også til elementær viden, at Kingos salme bygger på ”Prædikerens Bog” i Det Gamle Testamente, hvor kapitel 1 indledes med ordene: ”Forfængelighed, sagde Prædikeren, det er idel forfængelighed, alt sammen forfængelighed”, og længere fremme i vers 14 lyder det: ”Jeg så alle de gerninger, som er gjort under solen, og se, det var alt forfængelighed og åndsfortærelse.”

Sådan lød det på Kingos tid og langt op mod vor tid, men i de senere oversæt

telser – også den nyeste – er ordet forfængelighed erstattet med tomhed. Korrekt nok, men et grundskud mod vores kulturhistoriske og sproglige horisont. Men lad det nu ligge: De, der har fulgt med i skolen og i universitetets danskundervisning (i hvert fald tidligere) bør vide, at Kingo ikke taler om det, som Erik A. Nielsen lægger ham i munden, og derfor ikke kan tages til indtægt for en ”forfængelighedskritik” med perspektiv frem til ”vor tids selfie-kultur”.

Vi er et helt andet sted henne: Fra Thomas Kingo til St.St. Blicher (”En Landsbydegns Dagbog”) og hos mange flere end dem finder vi en kristen tale om de jordiske tings forgængelighed og intethed. Den tale er der ikke mange, der gider høre på i dag, hvor den materielle her og nu-kultur er altdominerende.

Men selvom vi hører en anden tid til, bør vi ikke, heller ikke stående ved Kingos kiste i Fraugde Kirke, fordreje hans ærinde og lade ham tale, som om han var optaget af at profetere lige ind i vor tids vaner og uvaner.

Men tilfældet er netop tilfældigt: Vi har med et generelt problem at gøre, vi vil med alle til rådighed stående midler have klassikerne til at tale, som om de var os. Så bliver de jo vedkommende og relevante.

Johan de Mylius er professor emeritus, dr.phil., Odense.