MeToo-bølgen har for nylig ramt Danmark med hård kraft efter, at Sofie Linde kom med et meget velrettet spark i familien Danmarks skridt med fokus på to ting: sexisme på jobbet og manglende ligeløn.
Siden har mange skrevet under på støtteerklæringer – det har jeg selv som journalist –, og diskussionen om sexisme har taget fart. Især og nærmest ensidigt med fokus på sexchikane.
Jeg vil mene, at det nu står ret klart i offentligheden, at der er en grund til, at mange unge kvinder går for sig selv med grænseoverskridende oplevelser fra overordnede og aldrig melder det til nogen. Godt, at det er kommet frem.
Men det må ikke ende i gabestok og udskamning. Mange har den seneste tid efterspurgt navne på de grænseoverskridende typer, og der er fuld gang i rygterne blandt mediefolk. Nu har en partileder mistet sin position angiveligt på grund af en hånd på et lår og et mislykket forsøg på ikke at få den historie delt, hvilket får mange til at tale om, hvorvidt bevægelsens kraft er gået for vidt, fordi den brøde ikke lyder til at være diskriminerende, nedgørende eller chikanerende nok til at skulle koste et helt livs arbejde.
Jeg tror, det er en naturlig del af processen med en kulturændring, at vi som mennesker i flok søger efter nogle syndebukke, så vi kan få ”udgrænset”, hvem der skal skamme sig, så det ikke er noget, vi alle skal stå med. Det gør det umiddelbart lettere at håndtere, når nogen står frem og siger, at de har været ofre for en syg kultur.
Men uanset om vi udskammer ofre eller udskammer dem, vi kalder ”krænkere”, så er det efter min bedste overbevisning ikke det, der skal til for at ændre vores kultur.
Og det siger jeg på baggrund af, at jeg de seneste syv år har arbejdet med facilitering af events for amerikanske studerende med fokus på netop social justice og talrige møder med markante og modige aktivister i Danmark med fokus på sexisme og racisme.
Hvis vi skal ændre en kultur, skal vi – i stedet for at jagte syndebukke og udskamme folk – diskutere og fokusere på at kunne se og forstå, hvordan diskrimination, nedgørelse og chikane/mobning af mennesker med fokus på deres køn, seksualitet, etnicitet og så videre er med til at konstituere nogle magtstrukturer i vores samfund, som giver nogle flere privilegier og mere ”frihed” end andre. Vi skal i vores grupperinger lære klart at kende forskel på akavet flirt og truende, nedgørende og grænseoverskridende opførsel og sige fra over for det, der skal stoppes. Og så skal vi sikre os, at vi i gruppen ikke accepterer, at der tilsyneladende har været fordele ved det sidste. For hvordan kan folk, der opfører sig truende, nedgørende og grænseoverskridende over for andre mennesker, befinde sig på chefniveau i stort set alle brancher?
I en konfliktsky dansk hyggekultur tror jeg, at vi har en udfordring i ikke at ville ødelægge den gode stemning ved at sige: ”Så stopper du, kammerat! Det skal du ikke gøre eller sige, hvis du vil være her.” Og så længe det giver ”bonus” i form af privilegier, så er nogle mennesker bare skruppelløse nok til at gå efter det. Jeg er sikker på, at det går ud over både mænd og kvinder i deres kølvand. På den ene eller anden måde.
Lige nu bekymrer det mig, at det brus, der er på MeToo-bølgen, nu med Morten Østergaards afgang som politisk leder for Radikale Venstre, vil skabe en kollektiv skamfuldhed, som vil være med til at slukke for bølgen!
For vi er slet ikke kommet i gang med at tale om ligeløn og lige adgang til lederskab og magtpositioner. Vi er kun lige begyndt med at indse og kunne udfordre kollektive normer om kvinder som opofrende kontormus og allround problemknusere og mænd som handlekraftige executives.
Hvis Sofie Lindes dygtige start på en debat om sexisme i Danmark skal gøre en positiv forskel for kvinder og mænd nu og fremover, så skal vi tilbage til hendes udgangspunkt og væk fra udskamning og enkeltsager.
At ændre normer i en kultur er virkelig svært og et langt sejt træk. Det kræver åbenhed, rollemodeller og nye fortællinger. Vi skylder vores børn af begge køn at give dem muligheden for lige rettigheder og et liv med så lidt diskrimination, nedgørelse og chikane/mobning som muligt.
Det skal ikke være en del af et almindeligt arbejdsliv, bare fordi man har et bestemt køn.
Gry Brøndum er selvstændig journalist og cand.mag. i historie.