”Når sprutten går ind, går forstanden ud”. Den kendte vending beskriver malende det fænomen, at store mængder alkohol nemt afføder rigtig ufornuftig adfærd. Det er også almen viden, at alkoholmisbrug kan medføre dårlig lever, forhøjet blodtryk og forværring af eventuel psykisk sygdom. For ikke at tale om de sociale ulykker: skilsmisser, omsorgssvigtede børn samt tab af arbejde, hjem og relationer.
Mærkeligt nok er der ikke så meget fokus på, at længere tids alkoholmisbrug også kan medføre hjerneskader, herunder varige demenslignende tilstande.
Måske skyldes den manglende opmærksomhed på alkoholrelateret demens, at de ramte som regel er kommet så langt ud i misbrug, at de ikke længere har hverken helbred eller økonomi til at være synlige på den lokale bar eller i det sociale liv i familien eller på jobbet.
I stedet sidder de ofte alene i beskidte og kaotiske hjem i ringe helbredsmæssig tilstand. Tit er regelmæssig ernæring, personlig hygiejne og pasning af kroniske sygdomme for længst opgivet. Med ujævne mellemrum bringes de på hospitalet efter ulykker, massiv desorientering, eller fordi de slet og ret er fundet i hjemmet liggende i deres egen urin og afføring. Forud kan der ligge et utal af forsøg på at blive ædru ved egen hjælp, ligesom familie, netværk og sociale myndigheder ofte har forsøgt forskellige tiltag, som den drikkende ikke har villet eller evnet at tage imod.
Rigtig mange af vores beboere på plejehjemmet har et årelangt alkoholmisbrug bag sig. En stor del af disse beboere har erhvervet sig massive kognitive problemer som følge af misbruget. Hos os er det derfor ikke usædvanligt at møde et menneske i 50’erne, som ikke kan redegøre for sit personnummer, sin adresse og alder. Eller blot er korrekt orienteret i, hvilket årti vi befinder os i. Går de ud på gaden for at ryge, kan de glemme at vende tilbage til bygningen. Andre kan efter ugers ophold stadig ikke finde fra opholdsstuen tilbage til deres værelse; heller ikke selvom de fortsat skriver værelsesnummeret inde i hånden. Viden og indsigt i egne problemer kan være helt fraværende, og enkelte kan fra minut til minut glemme, hvad de taler med andre om. En tidligere beboer var for eksempel ude af stand til at fastholde viden om, at han ikke kunne gå, selv når vi gjorde opmærksom på, at han faktisk sad i en kørestol.
Mennesker med alkoholrelateret demens kan opleve verden som diffus og vanskelig at orientere sig i. En tidligere beboer – veluddannet og få måneder forinden i job – var usædvanlig god til at beskrive dette: ”Jeg vågner hver morgen og skal finde ud af, hvor jeg er. Jeg kigger på tavlen og kan se, hvad jeg fejler, og at min arbejdsplads godt ved, at jeg er sygemeldt. Jeg skal ud i spisestuen. Det er svært at gå derud. For jeg ved godt, at de mennesker var jeg sammen med i går. Men hvad er det nu, de hedder? Hver dag er som et koldt stykke hvidt papir, jeg skal flytte ind på.”
Trods hendes høje grad af selvrefleksion var hun afhængig af hjælp hver dag. Hun var for eksempel ude af stand til at tage et bad uden støtte. Vaskede hun hår, glemte hun at skylle sæben ud. Hun tog fejl af sæbe og håndsprit. Uden hjælp kom hun til at tage sit snavsede tøj på igen. Hun turde ikke forlade huset alene, fordi hun ikke kunne finde tilbage. Efter måneders pleje, vitaminbehandling og sund kost var hun fortsat i tvivl om sin gamle adresse, om hvordan hun havde afsluttet sin ansættelse, hvor hendes ting var. Hun lærte at finde rundt i afdelingens lille verden med dens rutiner, men kunne ikke klare sig udenfor. Selvom hun kun var i 50’erne, flyttede hun videre til et plejehjem for yngre demente.
Mennesker, som oplever verden som diffus og uoverskuelig, har brug for al den hjælp, de kan få til at skabe sammenhæng, mening og tryghed i deres nære omgivelser. Det gælder naturligvis også alkoholdemente. Derfor er hurtig godkendelse til og indflytning i en blivende plejebolig af stor betydning for dem.
Desværre mangler der et tilstrækkeligt antal pladser netop til denne målgruppe. Det betyder, at vores alkoholdemente beboere skal vente uhensigtsmæssigt længe under midlertidige forhold på en plads. Ventetiden er ofte mindst et år. Inden da er der gået tid med hukommelsesudredning – som der også kan være ventetid på.
Der er hårdt brug for flere institutionspladser til mennesker med alkoholrelateret demens. Unødigt lange ophold på et midlertidigt opholdssted er ikke en god løsning for nogen. Uanset hvad, og hvor meget vi gør for at pleje, aktivere og drage omsorg for vores alkoholdemente beboere, mangler de at kunne falde til ro og orientere sig i en ny stabil verden på et blivende opholdssted. De har mistet så utroligt meget. Det mindste, vi som samfund kan gøre, er at give dem en relevant og varig bolig i deres sidste leveår.
Dorte S. Andersen er cand.psych. og centerchef og Torben Larsen er bestyrelsesformand i Arbejde Adlers Aflastning på Nørrebro.