Prøv avisen
Debat

Medieforliget skulle have styrket demokratiet – men man forspildte chancen

Kulturminister Mette Bock (LA) præsenterer her regeringens udspil til nyt medieforlig ved et pressemøde i Kulturministeriet i april. Knap tre måneder senere blev regeringen og Dansk Folkeparti enige om en medieaftale. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kasper Sand Kjær

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Regeringen og Dansk Folkeparti forsømte i medieforliget muligheden for at styrke demokratiet og valgte i stedet at lave en skærekageøvelse, der ganske vist styrker medielandskabet uden for hovedstaden, men som slet ikke tager en række udfordringer op, skriver formand for Dansk Ungdoms Fællesråd

Medieforliget er en forspildt chance for at styrke vores demokrati. I et længere indlæg her i Kristeligt Dagblad slog jeg tilbage i marts på tromme for, at medieforliget var en oplagt mulighed for at håndtere en række centrale udfordringer for vores demokrati.

Kulturminister Mette Bock fra Liberal Alliance skrev dengang i et modsvar i avisen, at demokrati og kvalitet også var et spørgsmål om balance. Jeg mener, at det forlig, vi endte med at få, er ubalanceret.

Regeringen og Dansk Folkeparti forsømte desværre muligheden og valgte i stedet at lave en skærekageøvelse, der ganske vist styrker medielandskabet uden for hovedstaden, men som slet ikke tager følgende demokratiske udfordringer op:

1) Mediernes ansvar for den demokratiske samtale online. Den hårde tone i den politiske debat online får over halvdelen af danske unge til at holde deres meninger for sig selv. Der er brug for at skabe en debatkultur, som flere har lyst til at være en del af, men desværre forholder medieforliget sig slet ikke til mediernes ansvar for at moderere den demokratiske samtale online.

2) Sociale mediers ansvar. Sociale medier er den primære nyhedskilde for flertallet af danske unge, og når man som medie tjener penge på at være en del af det danske medielandskab, har man også et ansvar for vores demokrati. Det nye medieforlig burde have forpligtet Facebook og andre sociale medier til at leve op til bare et minimum af det kæmpe ansvar, de har for, hvordan den demokratiske samtale udvikler sig i de her år.

3) Kampen mod fake news. Medieforliget var en mulighed for én gang for alle at gribe hårdt ind over for udbredelsen af falske nyheder, der kun har til for mål at polarisere og splitte vores befolkning.

Der er flere eksempler på, at danske medier har medvirket til at dele deciderede falske eller stærkt fordrejede nyheder, uden at det har haft nogen form for konsekvens.

Hvad vil regeringen og Dansk Folkeparti stille op med de udfordringer? Det savner jeg svar på efter at have læst medieaftalen.

Hvis ikke medieforliget var muligheden for at tage livtag med nogle af de udfordringer, som vores demokrati står over for lige nu, hvornår tænker regeringen så at påtage sig ansvaret for at rette den ubalance, der kendetegner vores demokrati i disse år

Kasper Sand Kjær er formand for DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd.