Prøv avisen
Debat

Vi skal bekæmpe ensomhed – også selvom vores godgørenhed ikke kommer i avisen

”Hvis man vil bekæmpe ensomhed, må det ske før bisættelsen, og her er der rigeligt at tage fat på,” skriver pensioneret lærer Ellen Skov Birk. – Arkiv Foto: Adam Garff

Ellen Skov Birk

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis man vil bekæmpe ensomhed, må det ske før bisættelsen, og her er der rigeligt at tage fat på. For eksempel sidder der mange ældre på plejehjem, som vil have glæde af et besøg eller en køretur i det gode sommervejr, skriver pensioneret lærer

DER ER I DEN FORGANGNE UGE opstået stor opmærksomhed om en bisættelse i Møllevangskirken i Aarhus, hvor omkring 30 mennesker mødte op til en bisættelse af en gammel, dement mand efter sognepræst Anni Albæks efterlysning af kistebærere på Facebook.

Jeg kender Anni Albæk som en dygtig, omsorgsfuld præst, så hendes initiativ vil jeg ikke kommentere. Kun at det blev til et mediestunt, som skulle blæses op til at bekæmpe ensomhed. Selv fra biskoppens side. Men det blev efter sigende en meget stemningsfuld bisættelse for de fremmødte.

Så derfor jeg vil hellere sætte fokus på dem, som mødte frem til bisættelsen af den afdøde, gamle mand. Man kan vel roligt sige, at de kom for sent til at bekæmpe ensomhed i forhold til den afdøde. Jeg ved fra en nær veninde, som har sin daglige gang som frivillig på det ud

mærkede plejehjem, hvor afdøde boede, at han nok var alene, men ikke ensom. Der sad blandt andet nogen hos ham, da han døde. Det er ikke alle forundt.

Så på en underligt bagvendt måde blev det mere præstens ensomhed end afdødes, der blev afhjulpet ved bisættelsen, for det må være ensomt at stå i kirkerummet uden menighed/pårørende.

Hvis man vil bekæmpe ensomhed, må det ske før bisættelsen, og her er der rigeligt at tage fat på. For eksempel sidder der mange ældre på plejehjem, som vil have glæde af et besøg eller en køretur i

det gode sommervejr. Min pågældende, uselviske veninde, som holdt sig uden for mediernes søgelys, selvom hun nok var den eneste frivillige fremmødte til bisættelsen, som vidste, hvordan afdøde så ud, brugte i samme uge en eftermiddag på at fragte en halv snes kørestolsbrugere fra samme plejehjem til en lille reception på en nyanlagt terrasse ved ældreboligerne.

Her fik de ældre plejehjemsbeboere en god eftermiddag med drikkevarer og pølser, som hun selvfølgelig også skulle hente til hver enkelte, før de skulle køres tilbage. Sådan en eftermiddag kræver både tid og kræfter, og det er at bekæmpe ensomhed, men det kommer ikke i avisen, for der findes mange frivillige, som ikke har behov for at sole sig i deres godgørenhed, men viser deres omsorg i medmenneskeligt nærvær, mens personen stadig lever.

Ellen Skov Birk er pensioneret lærer.