DANSK FOLKEPARTIS forslag om hjemmepasning af småbørn har vakt blandede reaktioner, som det fremgår af Kristeligt Dagblad den 18. september. Jeg er enig med Alternativet, der i princippet støtter forslaget, men at kravet om, at man skal have boet mange år i Danmark, skal væk. Og som avisens lederartikel anfører, risikerer samfundet en alt for stor udgift, hvis man får ret til knap 19.000 kroner pr. måned.
Meningen er vel også bare at skyde en bold op til en forhåbentlig frugtbar debat. Hvorfor ikke foreløbig gøre kommunernes tilskud landsdækkende? Altså, at det tilskud, som 98 af landets kommuner allerede i dag giver til forældre, der selv passer deres småbørn et år ekstra, også bliver et tilbud for resten af landets kommuner? For eksempel svarende til udgiften til en institutionsplads.
Det går galt for Sofie Carsten Nielsen, vores ellers sympatiske politiske ordfører for Radikale Venstre. Selvfølgelig er det tidligere kønsrollemønster udfaset, hvor kun manden havde lønarbejde, og kvinden var henvist til ubetalt arbejde med børn og hjem. Vi giver jo også kvinder en uddannelse, fordi de skal bruge den.
Men man skal ikke diskriminere de hjemmearbejdende mødre med udtrykket ”tilbage til kødgryderne” – de kvinder, som måske har sat sig selv og deres karriere til side for børnenes og familiens skyld i nogle år. Tværtimod, de skal have stor respekt.
Vejen frem bør være en livsfasemodel: først småbørn – så karriere. Det mest følsomme tidspunkt i et hvert barns hjerne er de første tre år. Det er her, at hele grundlaget for dets kommende personlighed dannes. Det lille barn har i den grad brug for en nær tilknytning til mor og far, der ikke kan erstattes af skiftende pædagoger i en fortravlet institution. Vi har vel ikke fået børn for at gøre dem stressede fra starten af deres liv?
Derimod kan forældre derhjemme opbygge et ordentligt stress-beredskab, der beskytter barnet resten af livet.
Danskerne har som bekendt europarekord i brugen af vuggestuer – og det er ikke for børnenes skyld. Ifølge Eurostat bliver 70 procent af de 0-3-årige danske børn anbragt der i 30 timer eller mere om ugen. Til sammenligning er de tilsvarende tal for Sverige og Finland 43 procent og 25 procent. I de andre nordiske lande er der betydeligt bedre forhold for hjemmepasning af småbørn end her.
Der er brug for mere forskning på området, og alene af den grund er det et drabeligt eksperiment, de danske politikere har udsat børnene for.
Men vi ved allerede nu, at nogle børn kan have fordel af hjemmepasning, fordi de har brug for mere nærhed og kærlighed i de første år, som professor Per Schultz Jørgensen udtaler i Kristeligt Dagblad.
Til TV 2 News udtalte han den 30. december sidste år, at børn vil have godt af at komme i børnehave. Men at det ville være en god investering for landet, hvis flere børn kunne blive hjemmepasset i de allerførste leveår: Langt flere børn ville få en god start i livet, hvilket vil betyde, at de ville være lidt mere seje, trivselsorienterede, trygge og sikre på tilværelsen. De ville også have flere kompetencer bygget op igennem livet, så langt færre af dem ville droppe ud af uddannelser, blive afhængige af stoffer og komme på kontanthjælp.
I endnu højere grad har andre forskere på området, såsom børnepsykolog John Aasted Halse og ph.d. Ole Henrik Hansen, været betænkelige ved for tidlig og for lang institutionalisering af vores børn. Ud over de forskningsmæssige resultater overser Sofie Carsten Nielsen helt, at mange kvinder og fædre faktisk gerne selv vil passe deres børn i de første leveår.
Hvorfor må de ikke have lov at bestemme selv og blive økonomisk i stand til det? Det er ikke rimeligt, at staten og politikerne skal trække en bestemt ideologi om familien ned over os – det tangerer totalitær tankegang.
”Frihed til alle,” som vores slogan hos Radikale Venstre lyder.
Niels Arbøl er lektor, forfatter og tidligere folketingskandidat for Radikale Venstre.