DET ER ÅBENBART sæson for jagt på bisper. Forleden kunne vi læse en hel sides mistænkeliggørelse af, at bisperne mødes og diskuterer ting af fælles interesse og ovenikøbet inviterer deres grønlandske og færøske kolleger med, som jo ikke har nogen bispekolleger derhjemme at diskutere med.
I avisen den 8. februar gælder det så bisperne som menighedsrådsplagere. Ifølge Sten Haarløv plages de sagesløse menighedsråd med tungt teologisk læsestof, som de forventes at kommentere, men Haarløv kommer os til undsætning: Højmessen skal vi holde os fra. Ja, vi må vel godt deltage, men enhver diskussion af dens form skal vi overlade til kompetente folk.
Selvfølgelig skal der kompetente fagfolk på banen, når det kommer til udformningen af eventuelle ændringer i højmesseliturgien, men jeg kan ikke se, at det skulle udelukke, at der forinden er en bredere samtale om højmessen. Og jeg kan slet ikke se, at menighedsrådsmedlemmer og andre kirkegængere ikke med fordel kan deltage i samtalen. Der er jo ting, der tager sig anderledes ud fra kirkebænken end fra prædikestolen.
I øvrigt er det min erfaring fra mit eget sogn, at samtale om gudstjeneste ofte bliver til samtale om tro, men den samtale skal vi måske også overlade til teologerne?
Og filmen knækker helt for mig, når Haarløv mener, at det er mere interessant at tale med ”ikke-kirkelige aktører” om højmessen end med kirkegængere. Hvad er logikken i, at det er mest interessant at tale om gudstjeneste med nogen, der aldrig deltager?
I øvrigt er det en påstand uden hold i virkeligheden, at der ikke er behov for at drøfte højmessen. De mange forsøg, der gøres rundtomkring, viser med al tydelighed, at behovet er der.
Der er også behov for mange af de initiativer, som Haarløv nævner til slut i kommentaren, men hvad har det med liturgidebatten at gøre? Det ene udelukker jo ikke det andet.
Hvis der er noget, der hindrer alle de glimrende initiativer, som opregnes, så er det noget helt andet end højmessefikserede bisper.
En af hindringerne ligger i, at mange menighedsråd glemmer at se ud over sognegrænsen og tror, at de skal opfinde alt selv. Og en anden grund er, hvad man kunne kalde teologisk askese, det vil sige tilbageholdenhed over for at gå i samarbejde med kommunale institutioner og civilsamfundsorganisationer af frygt for at være politisk ved at engagere sig i samfundsspørgsmål.
En tredje hindring i forhold til nye initiativer er de uhensigtsmæssige beslutningsstrukturer, som gør det meget vanskeligt at etablere ikke blot de landsdækkende sogneinitiativer, som opregnes, men såmænd bare stiftsdækkende. For der skal jo penge til at betale de mange kompetente fagfolk, som Haarløv nævner, og pengene ligger som bekendt lokalt i folkekirken.
Inge Lise Pedersen er medlem af Lindevang Menighedsråd og af Københavns Stiftsråds gudstjenesteudvalg.