”Kom i den sidste nattevagt/ i en af mine kæres dragt.”
Nr. 538 i Den Danske Salmebog
En tilskyndelse fik mig til at tage bogen ”Bankede på ved Paradis” ned fra reolen. Forfatteren er Ulrich Vogel, tidligere præst i Tingbjerg, nu i Sydslesvig. Bogen udkom i 1994 som en udløber af Vogels ph.d.afhandling om N.F.S. Grundtvigs kriseoplevelser.
Grundtvig havde i sit lange liv nogle dybe personlige kriser, der med mellemrum slog benene væk under ham. Den første kom med voldsom kraft, da han var 27-28 år; den næste ramte ham, da han var omkring 60, og senere indtraf der yderligere to kriser. Den sidste, hvor Grundtvig var 83 år, resulterede i en meget omtalt og højst ekstatisk gudstjeneste i Vartov.
Ét af flere interessante temaer i Vogels bog drejer sig om Grundtvigs tilbageblik på, hvad der hjalp ham igennem de forfærdelige oplevelser. I ungdomskrisen, præget af dyb angst, var det vennen F.C. Sibbern, senere professor i filosofi, der trofast sad hos Grundtvig, mens han følte sig suget mod mørke afgrunde. Ved den næste krise var Grundtvig som forstenet og isolerede sig i sit arbejdsværelse, hvor den eneste, han tillod at komme ind, var datteren Meta, som tavst kom og var lidt hos ham.
Grundtvig skriver, hvor afgørende det blev, at der var mennesker, som ikke lod sig forskrække bort af hans syge sindstilstande. Og for ham at se var der noget uendelig stort på færde: Det var Kristus, som kom til stede hos ham. Disse mennesker blev Kristus-repræsentanter, gjorde Kristus nærværende – som en hyrde, der hjalp ham tilbage mod fast grund.
Det er den erfaring, der afspejles i salmen ”At sige verden ret farvel”: at Kristus ”i en af mine kæres dragt” kan tale roligt til ham ”som ven med ven”, når han med gru mærker dødens nærhed.
Det er en side af inkarnationen, det, at Ordet blev og bliver kød, kommer i menneskeskikkelse.
Nu skal vi imidlertid passe på: Det går galt, hvis vi tænker om os selv, at nu skal vi gå ind i rollen som Kristus for det eller det menneske i nød. Så kører storhedsvanviddet med os. Vi skal ikke være andet end et medmenneske på niveau med den anden. Nærværende. Hvilken gave, vi mennesker kan være for hinanden – når vi ikke gør os til af det.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.