”Dannelse er en politisk mangelvare,” lyder overskriften på lederen i Kristeligt Dagblad i fredags, som handler om kulturøkonomi, omprioriteringsbidrag og om, hvorvidt det er rød eller blå blok, der dominerer kulturdebatten i disse år.
Jeg vil gerne tilføje nogle vigtige nuancer, som ofte overses. En dybere erkendelse af kulturens betydning forudsætter, at vi løfter os op over de klassiske klichéer, dansen om ideologiske modsætninger mellem rød og blå blok, en fortænkt krig mellem hovedstad og provins og et ensidigt fokus på omprioriteringsbidraget, der formentlig snart afskaffes og heldigvis ville blive det, uanset regeringens farve.
Dannelse, kultur og kunst er det afgørende fundament for et samfund.
Derfor er det meningsløst at reducere kulturdebatten til et spørgsmål om rød eller blå ideologi.
Bach er ikke forbeholdt de borgerlige, og der findes rock-entusiaster overalt i det politiske spektrum. Vi kan mødes i frugtbare og åndrige samtaler på tværs af partipolitiske skel. Overalt i landet. Og i særligt lykkelige stunder såmænd også på Christiansborg, når mikrofonerne er slukkede.
Der er lavet store borgerundersøgelser i både Aalborg og Aarhus. Begge steder kommer kulturtilbud ind på en klar førsteplads, når borgerne skal svare på, hvad der gør deres by god at bo i. Og det er givetvis borgere, der fordeler sig over hele det politiske spektrum, der har svaret.
Og så er der økonomidiskussionen. Omprioriteringsbidraget har været et spøgelse i min tid som kulturminister og kirkeminister.
Men den dag, omprioriteringsbidraget afskaffes – og det bliver det – vil diskussionen om økonomi alligevel fortsætte, hvis ikke vi gør os mere umage. Alene af den grund, at det er meget enklere at stille krav om flere penge, end at diskutere indhold og betydning.
Hvad er dannelse? Hvilken betydning har kulturen? Hvordan bryder kunsten nye veje?
Det går galt, når vi blander begreberne dannelse, kultur og kunst sammen i en stor pærevælling. Dannelse er det bredeste begreb, kunst det smalleste. Begreberne rækker ind over hinanden, men der er afgørende forskelle.
Meget firkantet kan man sige, at dannelse handler om, hvad der er vigtigt at erkende og vide om fortid og nutid for myndigt at kunne tage stilling til egen fremtid. Vi dannes hele livet igennem, og både sprog, historie, natur, familie, lokalsamfund, tro, skoler og kulturinstitutioner har betydning for vores dannelse som mennesker og som borgere.
Kulturen omfatter så det, der mere konkret samler os som folk eller gruppe. Det kan være læsegruppen, teaterforeningen, spejderne, fodboldklubben, foredragsaftener, sangkoret med videre. Kulturen er også, bredt betragtet, skik og brug og alle former for vaner, vi tilegner os.
Kunsten, som er det smalleste begreb, kan derimod bogstavelig talt skille os ad. Kunstværkerne konfronterer os med vores eksisterende opfattelser, provokerer vores vaner og vante forestillinger.
Og kunsten kan røre ved de dybeste lag i dette menneskeliv, hvad enten det drejer sig om musik, scenekunst, billedkunst, litteratur, film eller andre udtryksformer. Kunsten er grænseløs og grænseoverskridende.
Sagen er bare, at hvis vi kun diskuterer økonomi og ideologiske konflikter, bliver indholdsdebatten trængt i defensiven.
Det har medierne et medansvar for. I mange medier – Kristeligt Dagblad er ikke blandt storsynderne – er det økonomi og politiske konflikter, der vinder spalteplads. Her har politikere naturligvis et medansvar, for politikere på begge fløje elsker at definere sig selv i modsætning til andre i stedet for at sige, hvad de selv vil. Vi er de gode. I er de onde.
Der er behov for, at vi løfter os ud over den kulturelle forfaldshistorie, der desværre kendetegner mediebilledet. For den dækker ikke virkeligheden. Overalt i landet diskuteres der i disse år dannelse, kultur og kunst som aldrig før. At medierne sjældent dækker disse hverdagssamtaler, uanset om de finder sted i læseklubber, foredragsforeninger, i sognehuset, idrætsklubben, hos spejderne, på rådhuset, i skolebestyrelsen, på museet eller i teatret betyder ikke, at de ikke er der. Jeg ved det, for jeg har været der.
Det er helt på sin plads at kritisere skiftende regeringer og politikere for ikke at ville eller magte samtalen om ånd, dannelse, kultur og kunst. Dermed bliver kulturpolitikken til et reservat på en øde ø i stedet for det fundament, hvorpå al anden politik bygger.
I det seneste regeringsgrundlag, kaldet et forståelsespapir, står der ikke ét ord om hverken kultur eller kirke. Begge fløje er lige ringe. Og det er ganske ubegribeligt i en tid, hvor identitetsdiskussionen raser, hvor flere og flere opsøger kulturtilbud og er tiltagende optaget af deres børns dannelse.
I den seneste regeringsperiode opfordrede jeg ved adskillige lejligheder Lars Løkke Rasmussen (V) til at inddrage kulturen i sine taler, med meget ringe held. Og intet tyder på, at den nye statsminister bliver bedre i den henseende.
Så er det godt at vide, at folket har taget sagen i egen hånd. Og den bølge rammer vel også Christiansborg på et tidspunkt.
Mette Bock er tidligere kirke- og kulturminister.