Mette Bock: Jeg blev klogere af at være med på kursus for vielsesforrettere

Det er en alvorlig handling at være den, der forretter en vielse. Derfor skal alle, der skal bemyndiges hertil, forberedes. Det er hverken at tale ned til nogen eller at diskriminere, skriver kirkeminister

Mette Bock.
Mette Bock. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

”Det er spild af tid og penge. Og symbolpolitik af værste skuffe.” Jeg skal da lige love for, at Kristendemokraternes landsformand, Stig Grenov, i avisen i torsdags ikke lægger fingrene imellem i sin ”anmeldelse” af det kursus i familieret, frihed og folkestyre, som vielsesforrettere uden for folkekirken har skullet gennemføre siden den 1. april 2017. Kursuskravet følger af loven om trossamfund uden for folkekirken.

Hensigten er, at eftersom det har civilretlige konsekvenser at blive gift, skal vielsesforretteren have et grundlæggende kendskab til de retlige følger af en vielse. Det er nemlig ikke kun en religiøs ceremoni, man udøver som vielsesforretter. Man har også, i tillid, fået et ansvar overdraget som myndighedsperson, når man vier folk.

Jeg tror næppe, Grenov har sin viden og vurdering fra deltagelse i kurset. Jeg oplevede imidlertid kurset ved selvsyn, da jeg for en uges tid siden havde fornøjelsen af at deltage i en del af kurset.

Jeg kan fortælle, at der både var god stemning og samtale mellem de deltagende, der kom fra vidt forskellige trossamfund. Og så blev jeg faktisk også en del klogere, selvom jeg er født og opvokset i Danmark.

Derfor synes jeg, at Stig Grenovs beskrivelse er nedvurderende. Både over for de deltagende, for kursusudbyderen og myndighederne.

Og egentlig også over for kommende folkekirkepræster. Eller mener Stig Grenov mon også, at kursuselementer af lignende karakter skal fjernes fra Pastoralseminariet, der jo også omfatter undervisning i ægteskab og dets retlige konsekvenser? Er det også spild af tid?

Det er en alvorlig handling at være den, der forretter en vielse. Derfor skal alle, der skal bemyndiges hertil, forberedes. Det er hverken at tale ned til nogen eller at diskriminere.

Uanset om man går på Pastoralseminariet for at søge embede i folkekirken, eller om man skal på et todages kursus, hvis man får bemyndigelsen som præst og vielsesforretter i et trossamfund uden for folkekirken. Det er tværtimod at udvise respekt.

Efter afslutningen af de første kurser skal forløbet naturligvis evalueres og eventuelt justeres. Sådan er det med ethvert undervisningsforløb, også dette.

Både ægteskab og myndighedsudøvelse skal omfattes af alvor og respekt.

Mette Bock er kirkeminister (LA)