Tager man i fugleflugtslinje turen fra liberalismens fædre i 1700-tallet til deres arvinger i nutiden, vil man finde i hvert fald én ting, der fortsat løber ufortyndet i årerne: idéen om, at den enkelte har rettigheder, som hendes medborgere og staten skal respektere.
Resten af den liberale arv er hen over århundrederne og på tværs af politiske kulturer blevet justeret, udviklet, forvrænget eller slet og ret glemt. Hvordan det er sket, kan man læse i historiker og debattør Michael Böss’ nye bog, ”Liberalismens vildfarelser”, der dykker ned i 250 års vestlig politisk historie og fremdrager en række, ofte ret forskellige liberalismer. Plus deres skødesynder. Men hvad er problemet med liberalismen i dag?
”Liberalismen har efterladt os nogle idéer og principper, som vi alle i en eller anden grad må tilslutte os. Men jeg forholder mig meget kritisk til især neoliberalismen. Hovedproblemet er, at den ikke anerkender fællesskabets betydning for individet. Den har et samfunds- og menneskesyn, der er ødelæggende for samfundslivet. Og dermed også for den stat, vi har sat til at sikre det.”
Hvis du har ret i, at vi alle er en slags liberale, må vi forholde os til den liberale arv. Hvad kan vi som samfund bruge den til?
”Det bedste, liberalismen har givet os, stammer fra den franske revolution: friheden og ligheden. Ikke broderskabet, altså værdien af fællesskabet. Frihed betyder, at hvert enkelt menneske og hvert folk har ret til leve, som det selv ønsker. Lighed betyder en anerkendelse af alle menneskers lige værdighed og ret til at nyde de samme sociale og politiske rettigheder. Desuden er begreber som tolerance og åndsfrihed frugter af den liberale tradition. Selvom traditionen også lagde kimen til det moderne demokrati, har liberale altid haft et tvetydigt forhold til folkestyret.”
Den klassiske liberalismes fokus på individets rettigheder har knopskudt i mange retninger – i de seneste 50 år i det, man kalder neoliberalismen. Hvad har den betydet?
”Neoliberalismen har tre former: markedsliberalisme, rettighedsliberalisme og kulturliberalisme. Den første er udviklet af økonomer, der mener, at alt kan prissættes, også sociale institutioner som familien. I sin gennemførte udgave er den så radikalt individualistisk, at den ophæver forestillingen om et samfund.
Den anden variant, rettighedsliberalismen, går tilbage til oplysningstidens idéer om borgernes rettigheder, men er et fænomen, der for alvor tog form i USA efter Anden Verdenskrig. For dens støtter er rettigheder vigtigere end demokrati. Rettighedsliberale ønsker at give mere magt til domstolene og er skeptiske over for det flertalsdemokrati, vi har.
Men liberalismen findes også i en venstreorienteret udgave: kulturliberalismen. Den er baseret på den klassiske liberale forestilling om det enkelte individs suverænitet og sociale og politiske rettigheder. Men den tilføjer kultur til listen over rettigheder og kræver ikke blot anerkendelse af den enkeltes ret til en kulturel identitet – hvilket man som liberal godt kan gøre – men også en ligestilling af hans eller hendes kultur. Men så er man på vej ind i en værdirelativisme, hvor ingen værdier kan betragtes som bedre end andre, og hvor intet kan gøres gældende for hele samfundet.”
Og hvad sker der så?
”Man kan sige, at hvor rettighedsliberalismen atomiserer samfundet i enkeltindivider, splitter kulturliberalismen samfundet i forskellige grupper, der lever i hver deres verden med hver deres værdigrundlag.”
Den værdirelativisme har flest fortalere på venstrefløjen. Er de nu også liberalister?
”Ja, for venstrefløjen deler de markedsliberales syn på den grænseløse verden og de rettighedsliberales opfattelse af, at alt handler om at sikre borgerne rettigheder. Neoliberale globalister og venstreorienterede globalister kan tale med lige stor foragt om grænser, og på den måde har de kulturliberale paradoksalt nok været med til at understøtte den liberale globalisme.
Endelig kan man sige, at identitetspolitikken er den sidste knopskydning på den udvikling, der begyndte, da ungdomsoprørets marxistiske element fortonede sig til fordel for et engagement i kulturelle mindretal. Mangfoldighedsfilosofien trives ikke kun på venstrefløjen, men nyder også støtte blandt borgerligt liberale. Men nutidens radikale identitetspolitikere er liberalismens perverse oldebørn.”
Herhjemme kalder Venstre sig for ”Danmarks liberale parti”. Hvordan forvalter de arven?
”Positivt formuleret er Venstre et parti, der samler mange forskellige holdninger – negativt formuleret er det et parti i indre splid og dyb krise. Der er både en fraktion af markedsliberale, for hvem alt kan reduceres til økonomi, og en større gruppe af socialliberale. Da socialliberalismen opstod i slutningen af 1800-tallet, opgav den tanken om, at staten ikke skulle blande sig i samfundet. I stedet indså en ny generation af liberale, at staten havde en vigtig rolle i forhold til at hindre splittelse af samfundet og sørge for beskyttelse af socialt udsatte individer.
Når jeg mener, at liberalismen i dag er i krise, skyldes det, at den har gjort utrygheden og usikkerheden i samfundet værre. Den har i sin nyliberale form en tilbøjelighed til at fratage det enkelte menneske dets værdighed og tingsliggøre det. Som borgere bliver vi reduceret til kun at være forbrugere og producenter på markedet.
Venstre har aldrig været et hardcore neoliberalt parti, for den socialliberale tradition har historisk altid været den stærkeste herhjemme, men partiet har en betænkelig evne til at glemme sin egen historie. Den bør Venstre besinde sig på, hvis partiet skal ud af deres nuværende krise.”
Hvordan mener du, Venstre skal udtrykke den socialliberale arv?
”Ved at anerkende statens betydning. Man har overtaget den neoliberale statsskepsis, som er fremmed for Venstres tradition. Selvom deres partislogan lyder ’Frihed og fællesskab’, er der i dag en tendens til at tale om friheden snarere end om fællesskabet. Det har vi i høj grad set under coronakrisen, hvor partiet har tabt stemmer til Mette Frederiksen, der meget dygtigt har talt det nationale fællesskab op. På det punkt har Venstre svigtet.”
Så Mette Frederiksen har vist sig som arvtager til den socialliberale tradition?
”Helt givet. For mig at se, står Socialdemokratiet for en moderne socialliberalisme.”