Min bedstemor døde på grund af coronavirus, men har aldrig været smittet med virussen. Hvordan kan man dø af en virus, man ikke har haft? Ja, den sammenhæng er vigtig, men også umådelig trist at få belyst.
Da min bedstemor levede, boede hun i en plejebolig og var derfor underlagt samme covid-19-restriktioner, som gælder for beboerne på det plejehjem, boligen er tilknyttet: total isolation fra omverden fra den 11. marts 2020 og frem til den 27. april 2020, hvor der så småt blev åbnet op for udendørs besøg med god afstand.
Familien, herunder min far, overholder ikke helt det med ingen besøg inden den 27. april. – de kører forbi min bedstemor og vinker og snakker til hende igennem den halvåbne terrassedør. I begyndelsen vinker og svarer hun også tilbage – og hun smiler både med øjnene og munden. Men det viser sig ret hurtigt, at vink og et forsigtigt ”hej-hej” på afstand ikke er nok. Og selvfølgelig er det ikke det.
Jeg er jævnligt i telefonisk kontakt med min bedstemor under forårets nedlukning. I begyndelsen snakker vi frit. Min bedstemor holder hovedet højt og ringer sammen med de andre, vennerne, i de andre plejeboliger. Hun tænder for morgensang med Phillip Faber, og vi taler om de blomstrende vibeæg og foråret.
Min bedstemor og jeg har altid haft et stærkt bånd mellem os. Jeg bilder mig ind, at vi ser verden gennem samme sensitivitet. Det fine og fantastiske sanseapperat, min bedstemor er udstyret med, opfanger og forstørrer alt, hvilket gør hende helt fantastisk at være sammen med, fordi hun ser én.
Men sanseapparatet forstørrer også følelser som ensomhed og angst. Det har min bedstemor lært at håndtere. Og min bedstemor har et godt liv med fællesspisning på plejehjemmet, motionering, salmesang, indkøb og hyppige besøg fra børn og de mange børne- og oldebørn. Men så kommer nedlukningen. Og min bedstemor isoleres ufrivilligt.
Og så begynder det: den omfattende ensomhed og dybeste depression.
Jeg bor ret langt fra min bedstemor og ser hende derfor først gennem havedøren den 15. april 2020. Da er det begyndt: ”indsvindingen”. Der er blevet mindre af hende. Både fysisk og til kontakten i hendes øjne. Appetitten er ikke god. Hun er svimmel og sidder i stuen med nedrullede gardiner, men har dog normalt tøj på. Og jeg kan stadig få hendes smil til at strække sig op og stråle ud gennem øjnene
Den 2. maj 2020 ringer jeg til min bedstemor om formiddagen for at informere hende om, at jeg gerne vil komme og se hende gennem havedøren. Min bedstemor afviser mit besøg. Hun har aldrig afvist mig før. Jeg bliver bange og vælger at overhøre hendes afvisning og besøger hende. Eller rettere sagt: Jeg vinker til hende gennem den nu snævert åbne terrassedør.
Min bedstemor er iklædt nattøj. Hun spiser stort set ikke længere, drikker ikke nok væske. Hun ligger i sengen hele dagen. Med nedrullede gardiner. Og vil i første omgang ikke se mig. Se på mig.
Jeg konstaterer med knugende frygt i hjertet og en voksende klump i maven, at jeg ikke længere kan få min bedstemors smil til at nå øjnene. Hun har brudt forbindelsen til mig. Fordi hun er blevet syg, psykisk syg, af isolationen. Og jeg må på grund af restriktionerne ikke gå ind til hende. Kramme hende. Og hun vil ikke ud – selvom hun nu langt om længe godt må komme lidt ud. Hun ser ingen mening med det. Men jeg kan se en afsindig stor mening med det. Og det har jeg brug for, at hun ved.
Sådan tænker jeg den 2. maj. Den 23. maj dør min bedstemor.
Jeg ender med at miste hende. Og måden, jeg mister hende på, har rejst uendeligt mange spørgsmål og skabt søvnløse nætter. Jeg har intet ønske om at angribe eller bebrejde nogen eller noget for det, der er hændt min bedstemor eller os efterladte. For vi, Danmark og verden, har aldrig stået i noget lignende. Og alt, vi og regeringen gjorde og gør, var og er prøvehandlinger, som uden tvivl kommer af de bedste intentioner. Men jeg er blevet bekræftet i og gjort opmærksom på, at der er noget, som fortsat er helt skævt i vores måde at anskue sundhed på, og jeg har brug for at sætte et stort spotlys på dette problem.
Problemet består i, at vi med valid grund er og har været umådeligt optaget af den fysiske virussmitte og ladet det seneste års restriktioner vedrørende nedlukning samt genåbning tage udgangspunkt i, hvor fysisk syge de fysisk sårbare kan og skal undgå at blive af covid-19, men vi har stort set ikke, indtil for ganske nyligt, talt om de psykisk sårbare.
Det er desværre ikke noget nyt, at psykisk sygdom overhovedet ikke får lige så meget anerkendelse, økonomisk støtte eller taletid som fysisk sygdom. Vi er heldigvis den seneste tid begyndt at se en nuancering i den offentlige sundhedsdebat, fordi den omfattende psykiske mistrivsel er begyndt at boble op til overfladen. Det er blandt andet blevet belyst, at der som følge af det sidste års nedlukninger, social isolation og restriktioner er blevet henvist markant flere børn og unge til psykiatrisk afdeling. Jeg savner yderligere nuancering og ikke mindst et opgør, der én gang for alle gør op med den vældig konservative, rigide og dualistiske opdeling, som fortsat hersker over alt, der berører menneskets sundhed.
Hvornår begynder vi at sidestille vigtigheden af psykisk sundhed med fysisk sundhed?
Vi oplyses gang på gang om de fysiske mén, som mennesker, der har haft covid-19, risikerer at skulle bøvle med efter sygdommen. Vi taler også meget om risikogrupper. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at vi laver og har stor fokus på en ekstra risikogruppe, nemlig dem, der er i særlig stor risiko for at få langvarige psykiske mén som følge af afstandstagen, isolation og en uforudsigelig hverdag under covid-19. Eller en risikogruppe, hvor gruppemedlemmerne risikerer at begå et akut eller mere langstrakt selvmord for at slippe for den forhøjede lidelse, som corona-situationen skaber inden i dem.
Mennesker behøver kontakt til andre mennesker for at trives og for at overleve. En planløs og utilregnelig fremtid kombineret med omfattende underskud på social kontakt gør livet stramt for stort set alle, men kan blive livsfarligt og destruktivt, hvis du for eksempel er psykisk sårbar eller befinder dig i en livsfase, blandt andet ungdommen, hvor dét at kunne spejle sig i andre ligesindede betyder alt og alverden.
Hvorfor kigger vi ikke mere helhedsorienteret på, hvad mennesker reelt har brug for?
Plejehjemmets leder giver i midten af maj os, familien, lov til at komme fysisk ind til min bedstemor i hendes plejebolig. Vi må nu træde ind i hendes hjem, fordi hun ikke længere kan bevæge sig, og fordi hun nu klassificeres som kritisk fysisk syg – så gælder der andre regler for besøgende. At hun har været kritisk psykisk syg i mange uger tæller ikke i forhold til gradbøjning af reglerne.
Så jeg sidder dér, endelig sidder jeg der, hvor jeg i flere måneder har ønsket at sidde. Nemlig ved siden af min bedstemor. Jeg holder hende i hånden. Stryger hendes skulder og hår. Giver hende lidt af min hjemmelavede og medbragte rabarbersaftevand gennem et sugerør. Og vi smiler til og mærker igen hinanden.
Jeg kan se, at hendes smil igen når op til øjnene og ind i hjertet.
Men det er for sent.
Hun har tabt sig for meget. Bevæget sig for lidt. Hun er døende. Trækker vejret i små, anstrengte ryk. Og efter nogle døgn, hvor jeg har siddet ved hendes side, passet og hjulpet hende, aet og trøstet hende, når hun blev urolig i nattens mørke, stopper hun med at trække vejret.
Jeg begraver min bedstemor den 29. maj 2020. Hendes dødsfald registreres ikke som et covid-19-dødsfald. Men det var dét. Min bedstemor døde af covid-19, men var ikke fysisk smittet.
Katja Bitsch er psykomotorisk terapeut.