Min brors sidste tid blev et vidnesbyrd om en professionel og kærlig plejesektor

Asger døde den 1. januar på Plejehjemmet Bauneparken i Skævinge. Inden sin død, vidste han, at han blev hjulpet frem mod dette ukendte. Denne hjælp var meget kontant - og i den grad fagligt forankret, skriver Bertel Heurlin, professor emeritus, Københavns Universitet.

Bertel Heurlins bror havde forsvoret, at han skulle ende på plejehjem, men på plejehjemmet blev han raskere, gladere og udfoldede sig socialt. Personalet var kærligt, forstående, tålmodigt, professionelt, indfølende og empatisk. – Foto: Kåre Viemose/BAM/Ritzau Scanpix.
Bertel Heurlins bror havde forsvoret, at han skulle ende på plejehjem, men på plejehjemmet blev han raskere, gladere og udfoldede sig socialt. Personalet var kærligt, forstående, tålmodigt, professionelt, indfølende og empatisk. – Foto: Kåre Viemose/BAM/Ritzau Scanpix.

Vi i Danmark – blandt de mest privilegerede i verden og måske ikke så overraskende også blandt de mest lykkelige – er generelt rigtig tilfredse med os selv og vores tilværelse. Vi er ikke mindst glade for vores velfærdssystem. Vi ved, at falder vi om på gaden, er der hjælp at hente. Uanset økonomi og alder.

Principielt er vi kritiske over for ”systemet”, men vi accepterer det og glæder os over, at det fungerer. Som det jo ikke altid gør. For hvad med plejehjem, nedslidning, overbelastede hospitaler, svigt i psykiatrien?

Svigt er svært at skjule. Det kommer frem. Vi har længe hørt om Arne, den tidligt nedslidte og om Else, den mishandlede ældre plejehjemsbeboer. Men skal vi ikke også have historien om Asger frem? Et markant eksempel på, at systemet ikke svigter, men præsterer, ja, overpræsterer?

Asger er min bror, årgang 1934. Nummer to af tre drenge. Opvokset i en villa i Vanløse med mange bøger og klassisk musik på lakplader. Men ingen radio. Beskyttelse for verdens ondskab. Kristent og kærligt.

I midten af teenagerårene døde forældrene kort efter hverandre. Det gik hårdt ud over Asger. Han var ikke robust og havde i stigende grad en række fysiske og psykiske skavanker. Han klarede sig. Blev folkeskolelærer, men blev meget tidligt pensioneret på grund af svagelighed.

Asger dannede ikke familie, men havde i 35 år en trofast kæreste og fik på den måde stærke relationer til sin kærestes familie. Gennem årene fik han flere og flere sygdomme. Hans hus groede til. Han faldt for tit.

Kommunen satte effektivt og professionelt ind med omfattende hjælp og overvågning. Ikke mindst på grund af sygdomme endte det i kaos.

Asger blev for to år siden indstillet til plejehjem: Han havde forsvoret, at han nogensinde skulle ende der. Meget hurtigt mærkede han, at et plejecenter var ideelt for ham. Han blev tryg, tilfreds, mæt. Han blev raskere: Hans sygdomme blev behandlet. Han blev gladere. Asgers sociale gen blev frit udfoldet.

Han blev et hit på plejecenteret, som ikke var et center, men i den grad et plejehjem. Han satte sig ud på gangene og sad hver dag i timer og sang engelske, amerikanske, tyske og nordiske sange. Han blev glad, når unge kvinder fra personalet vinkede til ham og sagde: ”Hej, min ven.”

Han var også glad for sin lejlighed, som virkelig var hans suveræne område. Her havde han sit arkiv med aviser, bøger, tidsskrifter, notater i en syndig ophobning på borde, stole, sofaer. Aldrig et ondt ord. Og Asger elskede sit plejehjem. Han sagde altid: Jeg klager ikke. På hans smil kunne man se, at der lå langt mere bagved. Alt var godt. For en måned siden blev han indlagt i flere omgange. To store scanninger viste, at hans hovedpulsåre var perforeret; blod sivede ud. Ikke mindst omkring hjertet. Operation var ikke gennemførligt. Tiden ville løbe ud for Asger. Der var kun ét tilbage: palliativ behandling.

Det, jeg oplever som hans bror, er helt enestående. Personalet har altid været kærligt, forstående, tålmodigt, professionelt, indfølende, empatisk med en helt særlig blid, humoristisk, indforstået og ofte drillende omgangstone. Med et kys på kinden. Det hjalp nok også, at Asger spurgte ind til hjælperne, lærte at kende navne på deres kærester, ægtefæller, børn og hjemsted.

Men nu begyndte den store indsats. Med ét var plejehjemmet blevet til et hospice. Professionelle, højtuddannede medhjælpere, med en ufattelig værdifuld erfaring i dødshjælp. Indsatsen fungerede værdigt, men ligefremt. Følsomt, men uden føleri. Professionelt, men uden systembårne fastlåsninger. Kærligt, men åbent og ærligt. Baseret på en omhyggelig, fagligt systematisk tilgang, men hele tiden åben for fleksible muligheder.

Indsatsen er helt og fuldt bygget på patientens ønsker og behov. Asger ønskede ikke at tale om døden. Som han sagde: ”Det evige liv er her og nu. Nu er jeg her. Nu er I her. Jeg holder af livet.”

Inderst inde vidste Asger, at der var en ændring forude. Noget ukendt. Han vidste også, at han blev hjulpet frem mod dette ukendte. Denne hjælp var meget kontant, i den grad fagligt forankret.

Den hedder i sin realistiske, professionelle udformning: ”Morfin ad libitum mod smerter og lufthunger, Midazolan mod uro og angst, Glycopyrronium broom mod dødsrallen, Furosomin mod lungeødem, Seranase mod uro, sitren og kvalme.”

Det, der overrasker og glæder mig, er, at plejehjem også indeholder et fuldt fungerende professionelt hospice, perfekt fagligt udstyret, baseret på stor menneskelig indsigt. Det var en lise og en oplevelse for Asger. Og ikke mindst for hans nærmeste.

Vi lever i et fantastisk land, hvor alle kan få en fuld, fin og oplevelsesfuld alderdom. Alderdommen i Danmark leve! Men alle kan også få en venlig, kærlig – ikke uvejsom, men i den grad vejsom udgang på livet, uden smerter, med et kys på panden, en hånd på kinden og et varmt farvel.

Asger døde den 1. januar på Plejehjemmet Bauneparken i Skævinge.

Bertel Heurlin er professor emeritus, Københavns Universitet.