Johannes. Det hedder min søn. Det hed min søn. Vi navngav ham efter lange overvejelser og granskninger af listen over godkendte drengenavne i Danmark. Det var lige før, navngivningen af børn blev liberaliseret, og man kunne kalde sine børn hvad som helst.
Johannes. Fordi navnet både angiver blidhed og styrke. Eftergivenhed og vilje. Stærk som en eg, tænkte jeg, fordi Johannes blev født som et stort og robust barn, der bedre end jeg vidste at overleve. Han drak min mælk, og jeg kan huske min benovelse over, hvor dygtigt han vidste at holde mit bryst fast i et trepunktsgreb, udspændt mellem arme og mund. Han sugede kraft til sig. Men før jeg fortæller min yndlingshistorie – den om Johannes og hans liv – vil jeg gå til sagen med mit ærinde, som er at rette opmærksomhed mod spørgsmålet om orlov til forældre, der har mistet et barn.
I VIRKELIGHEDEN ER SPØRGSMÅLET temmelig enkelt. Der gives allerede 14 ugers sorgorlov til forældre, der har mistet et spædbarn på op til syv måneder, og derfor bør det være en formssag at udvide den rettighed til forældre, der mister større børn.
Ingen kan være i tvivl om, at det ikke er nemmere at miste et ældre barn, end det er at miste et spædbarn eller opleve sorgen over et dødfødt barn. Men til disse forældre findes der for indeværende ikke nogen sorgorlov. Mit forsigtige bud på en forklaring på forskelsbehandlingen er, at der dør langt flere spædbørn, end der dør større børn i Danmark. To ud af tre børn af de cirka 300 børn, der årligt mister livet før deres 18-årsfødselsdag, er spædbørn. Af den grund er systemet mere opmærksom på denne forældregruppe. Det bør dog ikke forhindre politikerne i prompte at udvide retten til at gælde alle forældre, der mister et barn.
Johannes blev fem et halvt år. Næsten fem trekvart – eller fem ”trequart”, som hans klare stemme endnu lyder i mit hoved. Han var lige begyndt i skole efter en lang og smuk sommer. Vi mistede ham efter et vanvittigt kort, helt uventet og ekstremt chokerende sygdomsforløb. Det gør mange forældre. Vi mister vores børn i trafikulykker, sportsulykker og efter ultrakorte sygdomsforløb. Som lyn fra klare himle bliver vores børn revet fra os. Vi mister dem også efter længere tids sygdom eller endog et helt liv med sygdom.
MEGET KORT TID EFTER Johannes’ død begyndte henvendelserne fra systemet at tikke ind i min e-Boks, og jeg stod hver dag op til nye administrative gøremål. Jeg blev hurtigt stresset over min jobsituation, og tre dage efter Johannes’ begravelse tog min mand og jeg til et foredrag i forældreforeningen Vi har mistet et Barn og spurgte til standarderne for tilbagevenden til job. Der var ikke nogen. Frygten for at blive fyret var en realitet med det samme. Jeg har været så heldig at have en arbejdsgiver, som har mødt mig med stor empati og imødekommenhed og endda udskudt min tilbagevenden til job, men sådan er det desværre ikke for alle.
Jeg vil ikke gå i detaljer omkring, hvad det gør ved et menneske at se sit barn dø. Desuden kan jeg ikke. Det er fem måneder siden, jeg mistede mit barn, og min koncentrationsevne er svækket. Det er svært for mig at tænke og skrive sammenhængende. Jeg oplever i atomer, i fragmenter. Jeg husker ekstremt dårligt. Jeg glemmer aftaler. Jeg sover ikke om natten. Men disse omstændigheder er kun sideefffekter. Desuden ligner det som nævnt en ren formssag at gøre sorgorloven til gældende praksis, også for forældre der mister større børn.
Helle Lykkeberg Laursen er lærer.