Fire store kommuner i Danmark har netop taget initiativ til at hjælpe døende og deres pårørende til at få ønsket om at dø hjemme opfyldt. Der er to ting i livet, vi kan være sikre på: at vi fødes, og at vi skal dø.
Min far og jeg lavede i den grad sjov med døden. Måske netop fordi vi havde så meget at være taknemmelige for. Latteren havde altid været et godt kommunikationsmiddel mellem os, så hvorfor skulle vi stoppe i hans sidste dage?
Indimellem sker det, at livet giver os knubs. Knubs, vi sjældent ville være foruden. Min far troppede en dag op på Rigshospitalet med sin lille rejsetaske til en mindre operation. Lægen trak ham ind på kontoret og overbragte ham de få, men sande ord: ”Vi opererer dig ikke. Du har kræft over det hele. Gå hjem og nyd de få uger sammen med din familie.”
Min far drog hjem til sig selv og satte familiesystemet i gang. Jeg fik en besked fra min far: ”Dårlige nyheder. Jeg skal dø,” midt i en konfirmandundervisningstime.
Min far var en gammel mand, og døden kommer til de gamle. Desværre også til børn og unge. Men når man er gammel, er døden helt okay. Problemet var, at min far var alene og netop havde oplevet den store sorg at måtte sende min mor på plejehjem. Det tog hårdt på ham. Han følte, han svigtede de ord, han gav hende ved alteret i Skt. Mortens Kirke i Randers for over 60 år siden.
Nu lever vi heldigvis i et land, hvor der bliver taget hånd om os. Muligheden for plejeorlov stod heldigvis åben for mig med hjælp fra en velvillig provst og biskop, så jeg tøvede ikke med udsigten til at få lidt tid sammen med min far. Nu vil jeg ikke trætte læseren med vore gode og ærlige samtaler om døden, men blot understrege, at plejeorlov er en god idé for familier med døden inde på livet. Hvis man kan magte det.
Vi kan ikke skjule det faktum, at vi skal dø engang. Vi må ikke skjule og gemme os for det. Vi skal tale om det. Heldigvis virker det, som om vi er begyndt at blive bedre til det. Jeg oplever dog stadig ved begravelsessamtaler voksne børn, der intet ved om deres afdøde forældres ønsker eller tanker.
Og indimellem er hospitalet bare den bedste løsning. Sådan som det er ved fødsler. Ingen ved, hvad der venter, når man dør, og min far var da nervøs. Kunne vi klare det hjemme? Men døden er lige så naturlig som fødslen. Vi kan godt selv. Med hjælp af sygeplejersker og assistenter.
At få lov til at dø hjemme var et ønske, vi børn havde for min far, og også for os selv som hans børn. At kunne trække sig ud i køkkenet og brygge en kop kaffe. At lade tv’et køre. At sove på gulvet eller ved siden af ham uden duften fra et hospital.
Men hvor vi lo i min fars sidste tre dage. For med døden kommer også hallucinationerne. Og i min fars tilfælde var de meget livlige og fantasifulde. Og han tøvede ikke med at fortælle, hvad han så. Det var lange historier fra barndommen og ungdommen. Fra hans arbejdsliv i militæret.
Og historierne var så morsomme og komiske, at latteren genlød i lejligheden. Vi grinte af, at der blandt andet på et tidspunkt stod 12 mennesker i hans soveværelse. Og så: Jo, måske var det netop det, der gjorde. Jeg kunne bare ikke se dem. Måske var det engle, der kom for at hente ham. Men genkende dem, det gjorde han ikke. Engle er dybest set fremmede, indtil man møder dem for første gang. Bange var han slet ikke. Historierne kørte på skabene, i loftet, på væggene og lærte mig også en del om min far og det liv, der snart var omme.
Selv når døden kommer til de gamle, kan vi måske le af den. Lige op i hovedet på den og råbe: ”Du får os ikke, for vi skal ses igen.”
Tina Hastrup von Buchwald er sognepræst i Blistrup.