For nyligt udtrykte børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) frygt for, at den kritiske dækning af børnelivet i daginstitutioner vil få kvinder til at flygte tilbage til 1950’erne og kødgryderne.
Som hjemmepasser er jeg vant til, at folk, som ikke har kendskab til hjemmepasning, udtrykker uro for, at det valg, vi har taget i vores familie, er et udtryk for en bagstræberisk tendens.
Jeg kan godt forstå, at det virker sådan, men heldigvis er det ikke sådan, virkeligheden ser ud for mig, og mange andre kvinder i mit netværk. Jeg vil derfor gerne hjælpe Pernille Rosenkrantz-Theil og alle andre tvivlere til at forstå, hvorfor valget om at hjemmepasse tilhører fremtiden og ikke fortiden.
Jeg er uddannet pædagog og har en kandidatuddannelse i pædagogisk sociologi. Jeg har arbejdet med børn og undervisning i mange år. Jeg har også et job som kursusleder på en højskole som jeg rigtigt godt kan lide. Alligevel vælger jeg ikke at sende min datter i daginstitution. Hun er i dag næsten tre år.
Da vores datter var to år, havde alle andre familier omkring os sendt deres børn i daginstitution for længst. Vi har modtaget mange spørgsmål og bekymrede blikke omkring vores valg. Hvordan skal hun socialiseres? Hvordan skal hun lære at vente på sin tur? Hun skal da lære at livet er hårdt, så hun ikke går rundt og tror, at hun får alt hvad hun peger på, ikke? Vi kan vel ikke have hende hjemme for evigt? Hvordan har vi overhovedet råd til det?
Lige så mange spørgsmål og kommentarer har handlet om, hvordan jeg som mor skal kunne vende tilbage til ”det rigtige liv” og komme væk hjemmefra og møde andre voksne. Mange forældre kan slet ikke se, hvordan de skulle kunne få råd til at være hjemme med deres børn. Det er et dilemma, der desværre ofte efterlader børn som tabere i et samfund, hvor individets selvrealisering er alfa og omega. Jeg tror dog, at det er fuldt ud muligt at leve på en måde, hvor vi prioriterer vores børns optimale livskvalitet, samtidig med at vi bidrager til samfundet på en meningsfuld måde. Det starter med at turde stille spørgsmålstegn ved de ting, vi tager for givet i det samfund, vi lever i.
Jeg kan ikke slet ikke forestille mig at sætte min datter i en børnehave længere, med mindre hun virkelig selv ønskede det. Når jeg spørger hende, vil hun gerne, men kun sammen med mig. Jeg kan heller ikke se, hvordan det skulle være bedre for hende at være i en børnehave end at være hjemme med sin familie, eller sammen med mennesker hun holder af. Når alt kommer til alt, er jeg sammen med hendes far den, der har det det primære ansvar for hendes liv, så længe hun er barn. Tanken om at vække hende tidligt om morgenen, skynde os til børnehaven, forlade hende – måske grædende – og gå på arbejde for derefter at gøre det hele baglæns om aftenen, er ikke særlig tiltalende for mig. Jeg ønsker at være en del af hendes liv, ikke kun om aftenen, men også i hverdagen, i alle de små øjeblikke. Derfor har vi i vores familie sagt stop, og er stået af hamsterhjulet.
Hvordan får vi så logistikken til at gå op?
Siden vores datter var atten måneder, har min mand og jeg begge arbejdet deltid. Han arbejder som jurist og jeg som uddannelsesleder på en højskole. Vi har sparet på vores barselspenge, så vi har været i stand til at strække det til vores datter var over to år. Nu arbejder han fuld tid, og jeg arbejder deltid.
Vi bor på en gård i det sydlige Sverige, har dyr og starter vores dage med at vågne langsomt. Nogle gange ligger vi i sengen, fjoller og snakker, og nogle gange springer vi ud af sengen, tænder for musikken og danser. Vi bager, laver trylledej, papmache, og skriver postkort til vores venner. Vi prioriterer at gå ugentligt og svømme eller møde venner. Vores datter er en del af hverdagen på gården og er med til alt fra at fodre dyr til at gøre rent og lave mad. Jeg kan ikke forestille mig en bedre barndom. Som forældre er vi afslappede og kan være til stede med vores datter, fordi vi ikke lever et liv baseret på stress. Det er ikke kun bedre for vores datter, men også bedre for os. Om aftenen efter min datter er gået i seng, har vi overskud til at tilbringe tid sammen og hygge os med hinanden, eller til at fokusere på vores egne projekter og interesser. Jeg kan ikke forestille mig at leve et liv, hvor jeg ikke har lov til at tilbringe så meget tid med min familie, som jeg gør. Det er hamrende privilegeret, og det er ikke noget jeg tager for givet.
Jeg er ikke villig til at gå på kompromis med mit barns velbefindende, og derfor har jeg været nødt til at prøve at finde løsninger, der giver mig mulighed for at tage mig af mit barn, samtidig med at jeg kunne gå ud i verden og gøre en forskel. Som aktivist arbejder jeg for, at det skal være muligt for familier at være hjemme med deres små børn. Derfor er vi nu om efteråret sammen med tre andre familier, hvor vi har skabt et familie-kooperativ, hvor vi hjælper hinanden med at tage os af vores børn. Drømmen er, at vores kooperativ kan være en prototype, som kan inspirere andre familier til at starte deres egne kooperativer. Lige nu er min datter i kooperativet en dag om ugen sammen med børn, hun elsker, og med voksne, som elsker hende, og som vi har brugt flere år på at lære at kende og være sammen med, inden vi lod hende være der alene uden os. De andre dage er min mand sammen med hende en formiddag og min svigermor en eftermiddag om ugen, og så arbejder jeg i øvrigt også om aftenen.
Jeg er taknemmelig for de muligheder, som kvinderne, der gik foran mig, har skabt, og jeg har ingen interesse i at gå tilbage til 1950’erne og blive en hausfrau og hjemmegående. Ikke fordi der er noget galt med det. Det er bare ikke sundt for mig. Men jeg kan og vil ikke acceptere, at jeg er nødt til at vælge mellem vores families økonomiske overlevelse, min egen selvrealisering som kvinde og mit barns velbefindende. Jeg tror, at løsningen ligger i, at vi som familier skal begynde at organisere os, blive uafhængige sammen og skabe virksomheder og kooperativer i stedet for at vente på, at politikerne ændrer situationen for os.
Det er vigtigt at huske, at daginstitutioner ikke kun blev skabt for at give børnene den bedst mulige udvikling, eller fordi forældre ikke selv havde kapacitet til at opdrage og socialisere deres børn på den bedst mulige måde. Daginstitutioner blev skabt for at få kvinderne til arbejdsmarkedet, så de kunne skabe vækst i samfundet. Det handlede ikke om at frigøre kvinderne. Desværre betød det også, at familielivet blev sekundært og ikke længere bliver betragtet som det primære sted, hvor børn vokser op, lever og udvikler sig. Og her er vi nu, 40 år senere. Vi har lært meget, vi kvinder. Vi er uddannede og vi er selvstændige individer. Men vi er også blevet mere isolerede, ensomme og deprimerede. Vi adskilles fra vores børn, fra vores familier og fra vores egne kroppe. Og spørgsmålet vi burde stille os er: Har det været det værd? Var det, hvad vi ønskede, da vi kæmpede for at befri os fra patriarkatets greb? Har vi ikke bare internaliseret patriarkatet, så vi nu er agenter i dens tjeneste i stedet? Og er det muligt at gå en anden vej, en vej, hvor vi ikke behøver at gå på kompromis, hvor det eneste, du muligvis må gå glip af, er ting, der virkelig aldrig betyder noget alligevel?
Jeg vil være sammen med min familie. Jeg ønsker ikke at leve et liv baseret på stress og overlevelse og med fokus på at købe gadgets og rejser, som jeg skal bruge for at flygte fra min hverdag. Jeg vil leve. Og jeg vil, at mit barn skal leve – ikke bare overleve. Og jeg vil bidrage og gøre en forskel i verden. Jeg tror på, og jeg ved, at det er muligt ikke kun for mig, men for alle, der ønsker det. Vi må huske, at vi skaber samfundet sammen. Det er en menneskeskabt konstruktion. Og det betyder, at vi kan ændre det. Men vi er nødt til at starte med os selv.
Anna Brix Thomsen er pædagog, uddannelsessociolog og forældreskabsaktivist.