Min mor på 80 år er frisk og rørig, går til gymnastik tre gange om ugen, er frivillig i Røde Kors og nyder at tage på eventyrlige ture med veninder, børn og børnebørn.
Hun har, som de fleste på sin alder, levet et imponerende liv, hvor hun som ufaglært, enlig mor til fire børn og mod alle odds fik et rigt familie- og arbejdsliv på døgninstitutioner for anbragte børn, for dem kunne hun i den grad række ud til og rumme, eftersom hun kom med samme baggrund. Alt i alt et levet liv hun er stolt af.
Hun oplever ikke sig selv som ensom, men føler sig desværre ofte overset, som om hendes tilstedeværelse er ubetydelig, særligt i større sociale sammenhænge, hvor det ikke forventes, at hun kan have noget væsentligt at bibringe en interessant samtale.
Det sker som oftest, når vi er mere end to-tre personer samlet. Hun ekskluderes fra samtalen. Folk hilser hjerteligt og spørger til hende, bevares, ingen tvivl om, at alle holder af hende, men når snakken går, glemmer mange, at hun er der, og søger alle andres øjne, blot ikke hendes – også selvom hun ved flere lejligheder prøver at byde ind med sit perspektiv. Sådan har det været de seneste par år.
Vi har ofte talt om, hvad det gør ved hende, og hun fortæller, hvor nedværdigende hun oplever det. Og hvor tomt det føles at sidde der med folk, man holder af, som ikke længere ser en. For nyligt fik min mor konstateret diagnosen alzheimer. Hun får medicin, og sygdommen er i sit allerførste spæde stadie, så det er sparsomt med symptomer på dette stadie. Men måske gør bevidstheden om hendes sygdom kun situationen værre? Jeg ved det ikke.
Jeg må dog konstatere, at hun sjældnere og sjældnere inkluderes som en ligeværdig samtalepartner i en fælles snak eller debat. Det synes jeg godt nok er et besynderligt og sørgeligt menneskesyn. Min mor har altid haft sine meningers mod og kan med sin righoldige livserfaring helt fra krigens begyndelse og til i dag stadig bidrage med sine vilde, kreative, ofte politiske og morsomme perspektiver.
Kan det virkelig passe, at vi ikke er i stand til at udvise respekt, interesse og nysgerrighed nok til at lytte, inddrage og rumme vores ældre som en naturlig del af vores fællesskaber, når vi endelig samles på tværs af alder?
Personligt har jeg en ældre veninde. Hun er 93 år. Vi har været venner i 40 år. Hun er uden sammenligning det menneske, der får mig til at grine mest højlydt, inderligt og længe. Jeg kan dele mine mest sårbare tanker med hende, for der kommer aldrig en dom.
Sidst vi sås, spurgte jeg til, hvordan hun synes, det er at blive ældre. Hun brød grædende sammen. For som hun sagde: ”Du er den eneste, der spørger. De kommer alle sammen og kigger forbi, men de spørger aldrig rigtigt til mig. Og når vi samles hele familien, sidder de med deres mobiler og glor ned i skærmene. Så vil jeg faktisk hellere sidde alene. Det er, som om jeg dør en smule før min tid, når jeg er sammen med dem.”
At blive behandlet som usynlig og ligegyldig er som at dø en smule før sin tid. Jeg vil gerne opfordre alle til at tænke sig om en ekstra gang, når I samles til komsammen for eksempel til jul. De gamle er ikke en antikvarisk kuriositet, men i allerhøjeste grad i live.
Se dog folk i øjnene og spørg til, hvad der rører sig i dem. Lyt af hjertet til svaret og inddrag dem i enhver samtale, uanset indhold, så vi alle får en følelse af at være til stede, mens vi endnu er her, sammen.
Michelle Skov Karantonis er cand.mag. i dansk og minoritetsstudier.