”Det er da særligt nu, du skal tro på Gud!”.
Sådan sagde en af mine kammerater insisterende til mig, da vi i teenageårene var samlet hos en veninde. Min mor var lige død, og min verden var væltet. Jeg vidste ikke længere, hvem jeg var, fordi et af de to verdenshjørner, jeg som barn og ung havde navigeret ud fra, var forsvundet. Mit livs kurs var ude af syne og dermed også jeg selv.
Kommentaren ramte mig, efter at jeg havde udtalt, at jeg ikke længere kunne se mig selv blive præst, fordi jeg ikke længere kunne tro på Gud. En drøm, jeg ellers havde haft siden konfirmationsundervisningen i 7. klasse. Drømmen brast, og Gud var ond. Ellers kunne han da ikke have taget min mor fra mig, tænkte jeg, som det sorgfulde barn, jeg var.
Siden har kommentaren fulgt mig, uden at jeg har tillagt den særlig betydning. Troen på det gode i livet kom langsomt tilbage helt af sig selv. Jeg husker ikke konkret, hvordan det skete, jeg husker blot, at jeg ikke kunne se en mening med at fortsætte livet, men heldigvis heller ikke havde lyst til at slutte det. Noget holdt mig fast.
I retrospekt kan jeg se, at jeg havde en iboende tro på livet – på trods. En lille kim af mig troede på kærligheden og håbet, og det eneste sprog, jeg havde for det, var kirkens. Det viste sig, at Gud ikke havde sluppet sit greb om mig, og i dag er jeg alligevel endt som præst. Min mors død har ført mange overvejelser om livet og døden med sig, ligesom den har udviklet mig som menneske på godt og ondt. Det var en helt konkret, endegyldig begivenhed. Alligevel indebar situationen noget tilbagevendende og almenmenneskeligt.
Da pandemien ramte, følte jeg igen håbløsheden lure. Det var jeg næppe ene om.
Den 11. marts 2020 blev dagen, hvor verden, som vi kendte den, væltede. Det lyder klichéfyldt efterhånden, men som med så mange andre klichéer indebærer det en sandhed. Min krop reagerede tydeligt med alle de velkendte symptomer på angst: hjertebanken, trykken for brystet, åndenød – og magtesløshed. Jeg var i alarmberedskab for at genfinde kursen i det liv, jeg havde skabt mig.
Siden har jeg måttet se i øjnene, at jeg nok var blevet for fast i min tro. Forstået på den måde, at den var blevet en selvfølgelighed. Jeg var blevet så vant til at prædike solid teologi, at jeg havde glemt inderligheden i det. Udefra set var min tro stærk, men inderligt set var den svækket.
I påsken sidste år var jeg fortaler for, at kirkerne skulle lukke. Frygtsomt så jeg ind i den situation, ingen af os kendte, og mente – og mener fortsat – at Ordet for en stund kunne lyde fra distancen. At Ordet var stærkere end mursten. Forkyndelsen fandt hurtigt andre former, der ingenlunde stod mål med højmessen, men som dog alligevel kunne noget.
Alligevel fandt jeg ikke ro fra angstens mørke. Kroppen reagerede fortsat, selvom jeg ellers havde det så godt, og tingene i mit liv var, som jeg ville have dem. Måske var det egentlig det sande problem. Den fejl, jeg havde begået, var at holde den hverdag, jeg havde skabt, hellig. Således havde jeg gjort mig til gud i eget liv, selvom jeg ugentligt prædiker imod den fælde.
Omstændighederne for vores liv må vi ikke gøre os selv til herrer over – det burde min mors død have lært mig. Samtidig havde jeg glemt, at min tilgang til omstændighederne er det altafgørende. Den inderlige tro på, at jeg er sat i livet med den ene opgave at værne om kærligheden, druknede i bekymringerne for, hvordan jeg mon skulle finde min hverdagen igen. Mit fokus var på omstændighederne i stedet for på min tilknytning til livet.
Igen havde jeg glemt, hvem jeg er. Heller ikke dette er jeg ene om. Det er en indbygget defekt i os, at vi går og glemmer, hvem vi er, i bestræbelsen på at blive dem, vi gerne vil være. Det sidste kan være fint, hvis det første er på plads.
Derfor er mit syn på kirkens betydning også et andet nu, end det var hen over påsken. Kirken er altafgørende, fordi den minder os om, hvem vi er. Jeg er overrasket over den debat, der har udspillet sig inden for folkekirken hen over julen og nytåret. Der var god logik i at aflyse de festivallignende juleaftensgudstjenester, hvor folk flokkes til for at synge sammen. Vi må sande, at omstændighederne underlægger os visse begrænsninger.
Samtidig stak det i mit hjerte, at vi første og anden juledag ikke kunne komme i kirke og høre det Ord, der taler os på plads i livet.
”Det er da særligt nu, du skal tro på Gud!”, klingede min kammerats ord i min bevidsthed. Det gør jeg. Men med tro følger tvivl, og den tvivl tager til, når vores verden ramler. I de situationer har vi brug for, at Ordet kommer til os – ikke blot i hjertet hjemme i de ensomme stuer, men i kød og blod gennem sakramenterne, ritualerne, liturgien og alt det andet, der gør, at kirken langtfra er overflødig.
Kirken bliver først overflødig, når den glemmer, hvorfor den er til. Præcis ligesom vores liv bliver overflødigt, når vi glemmer, hvem vi er. Omstændigheder er vilkår i livet. Dem må vi forholde os til. Det har vi som kirke været gode til siden genåbningen. Skrappe restriktioner på areal, deltagerantal, sakramenteforvaltning og salmesang. Vi har indstillet os på at måtte gøre tingene anderledes, skønt vores frihed til at tage ansvaret på os har været underlagt visse jerngreb. Vi må fortsat insistere på, at kirken ikke er overflødig, men at den tværtimod bestrider den opgave, som ingen andre på samme måde kan tage på sig: at fortælle os, hvem vi er.
Sorgen og magtesløsheden over min mors død er selvsagt uden sammenligning med den magtesløshed, den nuværende situation medfører. Ligheden er dog, at verden, som jeg kender den, er ramlet. Den orden, jeg trygt levede mit liv ud fra, er opløst. Risikoen i sådanne situationer er, at vi glemmer, hvem vi er, og får svært ved at genfinde vores plads i livet.
Man kan spørge, om kirken skal udvise samfundssind og lukke ned, nu hvor vi opfordres til at blive hjemme. Jeg synes, det er det forkerte spørgsmål at stille.
Til den kritiske læser vil jeg understrege, at jeg er konservativt anlagt, hvad angår restriktionerne – hellere for mange, end for få. Alligevel mener jeg, at kirkerne skal holde åbent for at udvise det samfundssind, de er sat i verden for at udvise: at kalde os på plads i livet. Som skrøbelige skabninger, der i kraft af troens fællesskab sættes i stand til at møde livet i tryg tillid til lyset og håbet.
Kirken kalder os til at blive hjemme – ikke i fysisk forstand, men i åndelig. Når vi mister os selv af syne, fordi den kurs, vi har lagt i livet, viser sig at være ustabil, har vi brug for at blive mindet om, at vi er Guds elskede børn, og at vores livs kurs er sat i troen. Deri har vores liv evig betydning, selv når tingene til tider ramler.
Vi er magteløse over for livet. Mit naive forsøg på at kontrollere mit liv var det, der lod angsten vende tilbage, da pandemien ramte. En fornemmelse af det mørke, jeg første gang havde mødt som teenager, og som aldrig helt kommer til at slippe sit tag i mig, viste sig igen.
Jeg tror, det bedste, vi kan gøre, er at erkende, at vi er løst fra magten over omstændighederne i det store og hele. Nok kan vi stræbe efter det liv, vi ønsker, men vi må først som sidst erkende, at livet skaber os. Og så forholde os til det.
Det er det, kirken minder os om. Fra det udgangspunkt sættes vi i stand til at leve det liv, vi ikke kan styre, i forpligtelsen på at værne om kærligheden imellem os. Det er altid vigtigt – men i særlig grad når vores verden vælter, og vi glemmer, hvem vi er. Det er da særligt nu, vi skal tro på Gud!