Prøv avisen
Debat

Min nabo er en gave. Vores fællesskab har spredt sig til resten af vejen

Vi kunne gøre en stor forskel for vores medmennesker, hvis vi ville sige ”hej” til naboen, også uden at antage, at man skal indgå i tætte relationer, mener Maiken Rosenkjær Nielsen. – Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Maiken Rosenkjær Nielsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi kunne gøre en stor forskel for vores medmennesker, hvis vi ville sige ”hej”, også uden at antage, at man skal indgå i tætte relationer, skriver jordemoder Maiken Rosenkjær Nielsen

KLOKKEN ER 08.15, og jeg kigger over til naboen for at se, om deres vindue står åbent. De plejer at lufte ud, når de er stået op. Måske starter dagen med en fælles kop morgenkaffe, eller også er det en af de dage, hvor vi siger ”hej” til hinanden, fordi vi skal videre i vores travle hverdag.

”Hvis jeg havde en kop kaffe, så ville jeg byde jer på en.” Sådan startede et naboskab, som er blevet et af de venskaber, som man aldrig ville have været foruden. Grunden til, at jeg har lyst til at dele et par ord om et unikt naboskab, er, at jeg har lyst til at blande mig i mængden af sætninger om fællesskabet og om den ensomhed, der desværre præger overskrifterne. Det er et faktum, at ensomheden stiger, og det er virkelig trist.

For et par år siden valgte min familie og jeg at flytte til Djursland, da naturen kaldte på os. Uden nogen form for kendskab eller forbindelse kastede vi os ud i et husprojekt, og så heldige, som vi altid har været, fulgte der et ældre ægtepar med, nemlig vores naboer Freddy og Inge. Vores huse ligger tæt, og vores have går ud i ét, for vi har nemlig ingen hæk.

”KOM DU MED IND OG FÅ EN IS, imens dine forældre fælder træer.” Sådan sagde Inge til vores dengang otteårige søn, og få minutter efter var der hjemmebagte boller og kaffe på bordet.

Mange is og boller er igennem årene røget igennem vores maver, men det er kun en lille brøkdel af, hvad naboskabet indeholder. Jeg kunne fortælle i timevis om de antal gange, de har passet vores søn, hentet, bragt, leget, hygget, lånt og om alle timerne med et glas vin på terrassen, hvor der er talt om stort og småt, delt drømme og dilemmaer, talt om opdragelse og om politik.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi har spist sammen, eller når man hver især er kommet hjem fra ferie, og der er sørget for mad til køleskabet, og brændeovnen er tændt op. Blomsterne, der står på bordet, og bollerne, man kan dufte, lige så snart nøglen sidder i hoveddøren.

Dit er mit, og vores er jeres. Sådan har vi det, men med en uudtalt grænse. Nu vil mange sikkert tænke: ”Det kunne jeg ikke leve i, for jeg har brug for privatliv,” og det vil vi også, og det har vi.

For et par uger siden, da jeg stod i en kø i Netto, overhørte jeg en samtale om en kvinde, som lige havde fået en ny nabo. Hun ville så gerne sige ”hej” til naboen, men hun havde ikke fået taget sig sammen til det, da hun ikke ville have, at naboen skulle antage, at de skulle være venner, for det havde hun ikke tid til. Mange mennesker har det sådan. Samtalen ramte mig, fordi tanken om at Freddy og Inge ikke havde sagt ”ja tak” til os og omvendt, det kan jeg slet ikke forestille mig.

Vores fællesskab har spredt sig til resten af vejen. Åbenheden i, at alle er velkomne, trygheden i at blive passet på. Tanken om, at der er altid nogen, der lægger mærke til, om jeg har det godt.

Det gør livet meget dejligere og lettere. Vi er forskellige mennesker med mange kompetencer, og vi har allerede haft meget glæde af alle de kære mennesker, vi bor i nærheden af. Alle har hjulpet os og støttet os. Ingen af os, der bor her, har vores familier lige ved siden af, så prøv engang at forestille jer en fordel, det er at kunne dele et fællesskab med de mennesker, der bor tættest på en.

Jeg er klar over, at vores naboskab er unikt, og naboskaber kan foregå på mange måder, men vi kunne gøre en stor forskel for vores medmennesker, hvis vi ville sige ”hej”, også uden at antage, at man skal indgå i tætte relationer.

Tanken om, at Freddy og Inge bor ved siden af, giver mig tryghed og glæde indeni. De giver tilværelsen det fine ekstra og troen på, at det sagtens kan betale sig at være et åbent menneske. Vi har alle brug for at indgå i sociale relationer og sammenhænge, så hvorfor ikke starte med de mennesker, der bor allertættest på en, nemlig naboerne som er en gratis gave

Maiken Rosenkjær Nielsen er jordemoder.