Prøv avisen
Debat

Jørgen Bukdahl udvidede min verden, så den omfattede mere end min egen selvoptagethed

Som 18-årig var Ebbe Larsen til foredrag med skribent og kritiker Jørgen Bukdahl (1896-1982) . Foredraget fik ham til at forstå begrebet folkelighed. Her ses Jørgen Bukdahl med forfatter Elsa Gress i 1971. – Foto: Lars Hansen/Ritzau Scanpix

Ebbe Larsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jørgen Bukdahl forstod om nogen at fængsle folk gennem sine foredrag, men han havde også et talent for at underholde sine tilhørere i forsamlingshusene

Der er en oplevelse, som jeg betragter som væsentlig i mit livs dannelsesrejse. Det er mit møde med det folkelige Danmark. Oplevelsen fik jeg som 18-årig, kort efter jeg havde erhvervet det kørekort, min cigarrygende far havde lovet mig som belønning for, at jeg ikke havde røget.

”Ebbe,” sagde min far, ”i aften skal du være chauffør for Jørgen Bukdahl. Du har godt af at høre hans foredrag om den gudelige vækkelse på Fyn.”

Forfatteren Jørgen Bukdahl kom meget i mit barndomshjem. Jeg kendte ham udmærket og vidste, at min far flere gange havde været chauffør for ham. Nu var det så blevet min tur, men ærligt talt: Den gudelige vækkelse på Fyn! Det var måske ikke ligefrem det, man som 18-årig havde mest lyst til at bruge en aften på.

På den anden side overbeviste mit kendskab til Jørgen Bukdahl mig om, at det godt kunne gå hen og blive en rimelig spændende aften.

Jeg hentede Jørgen Bukdahl på banegården i Odense.

”Nå, du skal nok køre for den hvide elefant i dag,” sagde Jørgen Bukdahl, da han satte sig ind i bilen. Han yndede at omtale sig selv som den hvide elefant. Jeg bemærkede en vis nervøsitet hos Jørgen Bukdahl. Det skyldtes ikke det forestående foredrag, men alene betænkeligheden ved at køre med mig som nyudklækket chauffør.

For at dulme nervøsiteten tændte Jørgen Bukdahl en cerut og fyldte på kort tid kabinen med fed cigarrøg. Efter måske tre cerutter nåede vi målet – et sydfynsk forsamlingshus. Der var allerede mange mennesker i salen, og flere var på vej. Man sad ved lange borde med papirduge, og der var dækket op med kopper og tallerkener. I køkkenet stod lagkager, kringle og boller med smør.

”Det store grundtvigske kaffebord,” sagde Jørgen Bukdahl til mig.

”Hvad ønsker Bukdahl, vi synger?”, blev der spurgt.

”’Bladet i bogen sig vender’,” svarede Jørgen Bukdahl.

Man sang de fire vers med styrke. Det var tydeligt, at man befandt sig blandt mennesker, der var vant til at synge, og som også var bevidste om det, de sang. Jeg havde hørt sangen før, men for første gang noterede jeg mig for alvor Grundtvigs ord – især i det sidste vers:

”Bladet, som Herren det ville, vendte sig tit, når det gik Danmark ilde, vendte sig blidt.”

Jeg syntes, Grundtvig ramte plet med det, han skrev i sangen. Det var jo rigtigt, at historiens blad havde haft det med at vende sig blidt, når det drejede sig om Danmark. Som om vi fortjente en bedre skæbne end andre. Jeg tænkte for første gang over det den aften i forsamlingshuset.

Jørgen Bukdahl gik på talerstolen – uden manuskript, bemærkede jeg.

Det var ikke en tilfældig forsamling, Jørgen Bukdahl havde foran sig. Det var folk fra landet, folk, der havde en holdning og en livsanskuelse, der var forankret i det grundtvigske.

Jørgen Bukdahls foredrag om den gudelige vækkelse på Fyn tog sit udgangspunkt i tiden omkring første halvdel af 1800-tallet. Han talte om folk, der havde valgt at tage deres åndelige skæbne i egne hænder. Om Peter Larsen Skræppenborg fra Vestfyn, Christen Larsen i Dalby og skomager J.A. Hansen fra Langeland – alle mennesker af folket, der gjorde det usædvanlige for menigmand, at de beskæftigede sig med Bibelen og kristendommen og holdt vækkelsesmøder for gårdmænd, husmænd og tjenestefolk.

Men den gudelige vækkelse var ikke blot et spørgsmål om folkets ret til at tage deres åndelige skæbne i egne hænder. Det var i sidste ende et spørgsmål om retten til frihed. Det, man oplevede, var, som Jørgen Bukdahl udtrykte det, ”historien om en almue, der blev til et folk”.

Jeg var overrasket over min egen reaktion på Jørgen Bukdahls foredrag. Umiddelbart ville jeg have forventet, at jeg under foredraget for længst var blevet ramt af tankeflugt og nu ville være optaget af det, der normalt hører til i en 18-årigs verdenssfære.

Til min store overraskelse opdagede jeg, hvordan min verden blev udvidet til at omfatte mere og andet end min egen selvoptagethed. Jeg så mig omkring og konstaterede, at jeg delte en god oplevelse med måske hundrede andre mennesker her i et sydfynsk forsamlingshus.

Jørgen Bukdahls foredrag var vedkommende, fordi det handlede om os selv – om vores egen skæbne som folk. Jeg begyndte at forstå begrebet folkelighed. Det var for mig ikke længere et ord, man brugte i flæng.

Jørgen Bukdahls talent var mangesidet. Jeg husker en aften, der som sædvanligt skulle indledes med, at vi sang ”Bladet i bogen sig vender”. Desværre var der ingen til at betjene forsamlingshusets klaver. Førstelærer Andersen var syg, sagde man.

”Det går ikke,” kom det fra Jørgen Bukdahl, hvorefter han satte sig til klaveret, og i bogstaveligste forstand slog næverne i tangenterne og tvang det stakkels klaver til at frembringe melodien til ”Bladet i bogen sig vender”.

Jørgen Bukdahl forstod om nogen at fængsle folk gennem sine foredrag, men han havde også et talent for at underholde sine tilhørere i forsamlingshusene.

Efter foredraget og det efterfølgende ”grundtvigske kaffebord” gik han ofte på scenen og fortalte H.C. Andersen-eventyret ”Det utroligste”. Det skete med fagter og en stemmeføring, ingen skuespiller kunne levere bedre.

Mit bijob som chauffør for Jørgen Bukdahl varede et par år, hvor vi sammen besøgte adskillige forsamlingshuse. Foredragene kunne være forskellige, men oftest var det ”Den gudelige vækkelse på Fyn”, vi gjorde det i. Uanset foredragets titel var der altid fuldt hus i forsamlingshuset. Sådan var det bare, og det var der ingen, der undrede sig over.

Jeg betragter det næsten som et privilegium, at jeg har fået lov til at opleve en tid, hvor forsamlingshuset i bogstaveligste forstand gav husly til den danske folkelighed. Jeg var vidne til et levende og engageret fællesskab, som jeg godt kan savne i dag. Jeg føler selv, at mit møde med Jørgen Bukdahl og de oplevelser, han gav mig, i høj grad har været med til at forme mig.

Ebbe Larsen er kortfilminstruktør og forfatter, senest til ”Tidsbilleder – fra en fortælling, der begyndte i 1937”, som udkom i 2018.