Min søn og jeg så DR's ”Døde pigers dagbog” sammen: Som mor sidder jeg tilbage med frygten

Min søn og jeg så ”Døde pigers dagbog” sammen. Kun få minutter inde i programmet havde jeg lyst til at slukke for fjernsynet, men jeg tror samtidig, det er nødvendigt at vide, hvad der foregår. Både derhjemme og i cyberspace – ellers kan vi ikke hjælpe, skriver mor

Efter at have set DR-program-met ”Døde pigers dagbog” sidder jeg tilbage med frygten: Bliver han inspireret til at skade sig selv, skriver Charlotte Lind.
Efter at have set DR-program-met ”Døde pigers dagbog” sidder jeg tilbage med frygten: Bliver han inspireret til at skade sig selv, skriver Charlotte Lind. . Foto: DR.

Jeg er mor til en svært udfordret søn på knap 16 år. Efter at have set DR-programmet ”Døde pigers dagbog” sidder jeg tilbage med frygten: Bliver han inspireret til at skade sig selv eller endnu værre – til at begå selvmord?

Selvskade har han faktisk allerede stiftet bekendtskab med, ad flere omgange. Jeg havde ikke set det komme. Anede ikke, at det foregik. Jeg sad kun få meter fra ham, da han for få år siden postede foruroligende billeder af sig selv på Snapchat med teksten ”Am I not good enough?” (Er jeg ikke god nok?). Det var i den periode, at selvskaden begyndte.

Selvbebrejdelserne har været mange. Hvordan kunne jeg undgå at lægge mærke til, at han havde det så skidt, at smerten blev forsøgt fjernet ved at skære i sig selv? Det kunne jeg, fordi min søn er en sand mester i at skjule, hvad der foregår i hans indre. Eller rettere: var.

For i dag er der heldigvis blevet kastet lys på det mørke, han gemmer i sit indre. Fordi jeg har været stædig og insisterende i forhold til at få ham til at sætte ord på, hvordan han har det. Men får jeg alt, hvad der foregår på den anden side af pandelappen, at vide? Jeg tror det ikke.

Det er jo en teenager, jeg har med at gøre. Trods modgang er den helt naturlig – og sunde – løsrivelsesproces i gang. Mor skal ikke vide alt. Det er sådan, det skal være. Men når det, der tynger min søn, er så store ting, at de kalder på lindring via bladet fra en blyantspidser i armen, så er det frygteligt at vide, at jeg ikke bliver lukket helt ind.

Vi så ”Døde pigers dagbog” sammen. Kun få minutter inde i programmet havde jeg lyst til at slukke for fjernsynet. Det gjorde fysisk ondt på mig at se de unge piger i programmet. Al den smerte og al den sorg, de bar på. Den ensomhed, de føler. Ensomhed, der har fået dem til at indløse billet til Priv-netværket.

Det var ikke svært for mig at forstå spørgsmålet fra den mor, der medvirkede i programmet:”Hvorfor kontaktede I mig ikke?”. Hendes datter begik selvmord. I gruppen vidste man, hvor dårligt pigen havde det, men vi fortæller ikke noget til nogen-kodekset trumfede livet.

Priv er en gruppe på Instagram, hvor unge piger deler billeder af selvskade og selvmordsmetoder. Inspirationen til, hvordan du kan gøre dig selv ondt eller tage livet af dig selv, breder sig som en steppebrand i gruppen. Seks piger har allerede begået selvmord.

Min søn fortæller, at han aldrig har hørt om gruppen. Han så rystet ud, da vi så programmet, så jeg tror på ham. Men går han nu i gang med at undersøge, om det er et netværk, han skal være med i? Han siger nej, da jeg spørger. Om jeg tror på ham? Jeg vil gerne, men tvivlen nager.

For min søn er udfordret i en grad, der overstiger selv den vildeste fantasi. Hvad nu, hvis nok pludselig er nok?

Som 10-årig fik han efter en årelang periode med tilbagevendende mave-smerter konstateret den kroniske tarmsygdom colitis ulcerosa (blødende tyktarmsbetændelse). Da han var knap 13 år betroede han mig, at han følte sig som en dreng og ikke som en pige – transkøn og de udfordringer, dét fører med sig, blev en del af vores hverdag. Dagen før hans 15-årsfødselsdag blev hans syge tyktarm udskiftet med en stomi. I dag er han efter en lang periode med tungsind og social isolation endelig kommet i behandling for en depression.

”Jeg har ikke haft en barndom, mor”, sagde han forleden til mig over morgenmaden.

Der stoppede mit mor-hjerte et kort øjeblik, for jeg kan godt se, hvor han kommer fra. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage alle hans sten op af rygsækken og selv bære dem. Ikke som en anden curlingmor. Nej, af kærlighed til mit barn, som hver dag skal mønstre et overskud af dimensioner for at være til.

Den antidepressive medicin ser dog heldigvis ud til så småt at begynde at have en effekt. Samtalerne med en psykolog hjælper forhåbentlig også. Jeg krydser fingre og håber så, at mit barn endelig kan begynde at indhente det liv, han er gået glip af indtil nu.

Men frygten sidder i mig. Hvad kan der ske på en rigtig dårlig dag? Bliver der så endnu en død piges (drengs) dagbog? Jeg kan ikke våge over min søn døgnet rundt – skal ikke. Jeg kan ikke koble mig på hans hjerne og se hans tankevirksomhed. Men guderne skal vide, at jeg har lyst til det. Jeg tror, det er sådan det er at være mor – især til et barn, der har det svært.

I skrivende stund sidder jeg og debatterer med mig selv: Skal et program som ”Døde pigers dagbog” laves eller ej? Den ene halvdel af mig siger ja, og jeg har den største respekt for den mor og for de piger, der stod frem i programmet. Det er nødvendigt at vide, hvad der foregår – ellers kan vi ikke hjælpe mennesker i nød.

Den anden halvdel af mig så helst, at programmet ikke var blevet lavet og sendt. Det er mor-halvdelen af mig – den del, der frygter, at både min søn og andre kan blive inspireret til at gøre ting, de indtil nu slet ikke havde tænkt på. Ting, der kan få deres indre smerte til at forsvinde.

På bundlinjen står dog tilbage, at jeg må tøjle min frygt og huske mig selv på, at den er vand ved siden af, hvad min søn og andre unge med ondt i livet gennemgår. Og så må jeg fortsætte med at hjælpe min søn så godt, jeg kan. For mig betyder det at være den stædige, insisterende løvemor, skulderen, der kan grædes ved og hende, der ikke lukker øjnene for, at grupper som Priv findes.

I bund og grund tror jeg nemlig på, at åbenhed er vejen frem, hvis det, der er svært, skal kunne lettes. Derfor er dette indlæg også skrevet med min søns kendskab til hvert et ord.8

Charlotte Lind er relationsmentor.