I Kristeligt Dagblad den 8. oktober kunne jeg med sorg om hjertet læse, at kirke- og kulturminister Joy Mogensen (S) havde mistet sin lille datter Sarah. Hvis du læser med, Joy Mogensen, må jeg kondolere, hvor er det trist. På trods af at jeg aldrig har eller vil komme til at bære et barn, så kender jeg muligvis til nogle af nuancerne i den sorg, du føler.
Den 15. februar 2019. Der blev min søn Yusef født. Han blev født død. Efter at have været undervejs i næsten seks måneder så vi på en scanning, at hans lille hjerte var stoppet med at slå.
For at gøre en lang historie kort, så var min hustru og jeg i Bosnien-Hercegovina på det tidspunkt, og lægen, der foretog scanningen, havde et lidt gebrokkent engelsk. Han kiggede på scanningen og konstaterede: ”The baby is deaf.” I denne smertelige situation irriterede det mig, at lægen ikke kunne sine tillægsord rigtigt. Hvis da bare min søn havde været døv og ikke død. Men Yusef var død.
I artiklen fra den 8. oktober citeres Birthe Gunhild Friis, der er sognepræst i Nykøbing Falster og præst på byens sygehus, at ”døden er et grundvilkår, når vi lever i en falden verden”. Det er en vigtig pointe, at døden er eller bliver en realitet for alle mennesker, fordi vi lever i en falden verden. Ligeledes skrives der i artiklen, at Joy Mogensen nu prøver at acceptere livets uforudsigelighed. Døden er en realitet, og derfor er det også en kendsgerning, at livet på jorden har et uforudsigeligt destruktivt aspekt. Det destruktive kommer særligt til udtryk, når børn dør. Ufødte eller fødte. For mig er spædbarnsdød, ligesom det er for Joy Mogensen, blevet til et håndgribeligt udtryk for livets uforudsigelighed.
Endnu mere tror jeg, at spædbarnsdød er hændelser, der bekræfter for mennesker, at vores liv dybest set ikke er i vores egen kontrol. Der er en tendens i vores samfund i dag, hvor mennesker siger til sig selv, at de kan, hvad de vil. Hvis de forbereder sig nok, læser tilpas mange bøger eller lægger til side til en opsparing, så har de kontrol i livet.
Når livets destruktivitet så viser sit fæle ansigt, kan det være lige meget, hvor forberedt man er, eller hvor meget man vil, at det skal lykkes. En depression kan ikke bare knipses væk. En kræftsygdom går ikke væk, hvis man smiler nok. Et dødt barn bliver ikke levende ved, at man formulerer en flot kommando. Døden er et grundvilkår, og ligeledes er livets uforudsigelighed. Vi kan ikke planlægge os ud af uforudsigeligheden.
I førnævnte artikel nævner tidligere sygehuspræst Preben Kok, at de kvinder, han har talt med om deres tab, har bildt sig ind, at de havde magten over deres svangerskab. Han konkluderer, at kvinder i vores tid tror, de har meget mere magt over situationen, end de rent faktisk har. Det er endnu et eksempel på, at vi er desperate efter at finde mening i meningsløsheden. Vi begynder at analysere, hvad der kan være gået galt, eller rettere hvad vi mon har gjort galt. Men svaret skal ikke altid findes i os selv. Døden kommer til unge og gamle, fordi verden også er destruktiv. Det kan vi med vores menneskelige magt ikke sætte os op imod. I Bibelen læser vi om, hvordan Gud besejrede det onde og destruktive i verden. Han inviterer dem, der ønsker at tro på ham, til nyt liv på en ny jord, der kun er konstruktiv. Personligt glæder jeg mig til at møde Yusef dér.
Mika Raja Bak-Skovenborg er leder af Internationalt Kristent Center København.