Jo, vi har fattige i velfærdssamfundet Danmark.
I dag bliver regeringens første politiske aftale fremsat. En aftale, der giver næsten 28.000 børn fra de fattigste børnefamilier en bedre chance for at være med, for at deltage i fritid og fællesskab på lige fod med deres kammerater.
Blækket på aftalen var knap nok tørt, før automatreaktionerne fra det borgerlige Danmark stod i kø: Det kan ikke betale sig at komme i arbejde for de familier, der får børnetilskuddet, lød det. Og tilskuddet vil få flygtningefamilier til at strømme hertil, måtte man forstå. Men topmålet er nu alligevel påstanden om, at der ikke findes økonomisk fattigdom i Danmark – kun ”åndelig” fattigdom.
Det kalder naturligvis på et modsvar, når det borgerlige Danmark bruger børnetilskuddet til at drage i ideologisk krig.
Vi starter med det sidste først: Findes der økonomisk fattigdom i Danmark?
Økonomisk versus ”åndelig” fattigdom
Nej er svaret, hvis du spørger Alex Vanopslagh og Søren Pape Poulsen, formænd for henholdsvis Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Ifølge Vanopslagh findes der ikke økonomisk fattige i Danmark – kun ”åndelig” fattigdom. Og med det begreb forstås mennesker, der har vænnet sig så meget til at leve på overførselsindkomst, at de har opgivet håbet om at forbedre deres egen situation.
Også Pape Poulsen afviser, at der findes fattige familier i Danmark. Der findes kun forældre, som ikke kan finde ud af at administrere deres penge, men bruger dem på spil, cigaretter og kæledyr. Er pengene små, kan familien bare opsige Netflix-abonnementet og skille sig af med katten, så er problemet løst.
Der er intet nyt i synspunkterne, der bygger på den liberale ideologi om, at enhver er sin egen lykkes smed. Problemet er individualiseret – det er den enkeltes eget ansvar, og offentlig hjælp gør bare situationen værre. Længere væk fra den socialdemokratiske grundtanke kan man næsten ikke komme.
Når borgerlige og liberale politikere påstår, at det kun er smøger, Netflix og åndelig forarmelse, der er skyld i fattigdom, så skaber de et ideologisk vrangbillede af den fattigdom, der er.
Man må heller ikke falde i den grøft, hvor det at bekæmpe fattigdom kun bliver et spørgsmål om at hæve ydelserne. Vi skal selvfølgelig stille krav til mennesker og have forventninger. Det er et spørgsmål om ret og pligt, men børnene må bare ikke blive gidsler, hvor de for eksempel ikke kan invitere til børnefødselsdag, fordi der ikke er råd.
Når regeringen er optaget af at bekæmpe børnefattigdom, er det, fordi vi ved, at fattigdom i barndommen trækker dystre spor videre i livet. Børn, der vokser op i fattigdom, har ofte dårligere fremtidsudsigter end andre børn. Flere står som voksne uden uddannelse og job. I den samme marginaliserede situation som deres forældre. At et barns fremtidsudsigter stadig i alt for høj grad kan forudsiges blot ved at se på forældrene, er den største uretfærdighed, der findes. Det mønster skal vi have brudt.
Det fører os videre til den næste borgerlige indvending mod børnetilskuddet: At hvis man vil hjælpe børnene, så gør det nærmest mere skade end gavn, at nogle børnefamilier får et ekstra børnetilskud. Fordi det så ikke kan betale sig at arbejde.
Vi vil gerne én gang for alle slå fast: Det ekstra børnetilskud ændrer ikke på, at det fortsat kan betale sig at arbejde. Sådan skal det være. En typisk enlig mor på kontanthjælp med to børn får 3300 kroner ekstra hver måned efter skat, hvis hun får et job og tjener mindstelønnen. Og det er vel at mærke forskellen, efter hun får det nye børnetilskud.
At nogen i ramme alvor kan påstå, at de penge ikke gør en forskel, er så virkelighedsfjernt og privilegieblindt, som noget kan være.
3300 kroner kan eksempelvis betyde vintertøj til to børn, fodboldstøvler og gaver til fælles fødselsdage, som der ellers ikke var råd til.
Vi skal finde den rette balance. Danmark har brug for et ydelsessystem, der på den ene side skærmer mod børnefattigdom, og som på den anden side sikrer, at man opnår en økonomisk gevinst ved at tage et arbejde og lade sig integrere i det danske samfund.
Det er baggrunden for, at regeringen nedsætter en ydelseskommission, som skal komme med anbefalinger til, hvordan vi kan indrette et mere balanceret ydelsessystem.
Børnene skal ikke holde for, mens ydelseskommissionen arbejder med at finde ordentlige løsninger på den komplekse opgave. Derfor har vi lavet det midlertidige børnetilskud, som vil være der for de fattigste børnefamilier, indtil et nyt system træder i kraft.
Diskussionen om fattigdom og børnetilskuddet handler først og fremmest om, hvilket land vi ønsker, Danmark skal være. Og om vi i vores velfærdssamfund vil acceptere, at der er børn, som vokser op med sociale og materielle afsavn, mens alle vi andre oplever fremgang og stigende velstand. Det kommer regeringen aldrig til. Og derfor er vi stolte af, at vores første politiske aftale rækker ud til netop de børn.
Astrid Krag er social- og indenrigsminister (S), og Peter Hummelgaard er beskæftigelsesminister (S).