Psykologi handler om at forstå menneskets psyke og adfærd og forklare, hvorfor mennesker oplever, føler, tænker og handler, som de gør. Psykologi er ikke én ting, men består af en hel række forskellige retninger og opfattelser af, hvordan man undersøger og forstår psykologiske fænomener.
Har man – som jeg – arbejdet med psykologi inden for uddannelsesområdet, er det især retninger inden for udviklingspsykologi, kognitiv psykologi, indlæringspsykologi, personlighedspsykologi og socialpsykologi, der havde interesse. Nu, da jeg er gået på pension og snart fylder 70 år, har min interesse for psykologiens forklaringer på, hvorfor mennesker oplever, føler, tænker og handler, som de gør, forandret sig. Nu interesserer jeg mig for aldringens psykologi.
Det skyldes jo indlysende nok, at jeg ikke længere arbejder professionelt med uddannelse, men sikkert mest på grund af min alder. Et af de temaer, jeg er optaget af nu, er ældres ”brug af tid” eller rettere: Hvordan oplever ældre, føler og tænker med hensyn til brug af tid efter deres pensionering, og hvad ønsker de at bruge den tid til, som de måtte have tilbage at leve i?
Bag spørgsmålene ligger en antagelse om, at den fortolkning, en ældre person giver af sit livsforløb, er mere afgørende for livstilfredsheden end en række andre indgribende forhold, for eksempel fysiske eller psykiske lidelser, mindre handicaps eller en kronisk sygdom.
Undersøgelser af ældres livstilfredshed fortæller, at de på trods af aldringens snigende forfald føler sig lykkeligere og mere tilfredse end midaldrende, at de føler sig mindre stressede og er blevet bedre til at prioritere væsentligt fra uvæsentligt. De synes selv, at de nu er bedre til at håndtere konflikter og finde løsninger og kompromisser, end da de var midaldrende. De lever bedre med sammensatte følelser, for eksempel vemod og længsel end tidligere. Endelig er de gode til at tilpasse sig aldringens livsbetingelser.
Det peger på noget særligt karakteristisk for aldringens psykologi, hvor livet ikke blot ses som opdelt i faser eller særlige livsafsnit, for eksempel bestående af barndom og opvækst, ungdom og udvikling, midtlivsalder og kulmination, alderdom og forfald. Men hvor man også betragter det levede liv som en helhed, et sammenhængende livsprojekt. Ikke nødvendigvis styret af en ”skæbne” eller klare bevidste mål med livet, men dog delvist bestemt af noget, man gerne ville opnå. Noget, man stræbte efter. Det gælder for eksempel inden for uddannelse, job, familie, fritidsinteresser og så videre. De enkelte livsafsnit har så deres særlige rolle i dette overordnede livsprojekt.
Når man er omkring 70 år, har man et levet liv bag sig og et begrænset rum af tid foran sig, før livet slutter.
På grund af netop denne position i livet vil alderen få en dobbelt betydning: På den ene side er det ubetvivleligt en periode, hvor der indtræffer tab af visse fysiske og psykiske evner. Man bliver tidligere træt, ser eller hører ikke så godt og husker ikke så godt.
På den anden side kan alderen betyde, at man i lyset af livets ophør kan forstå og opleve resten af livet som en periode af ”fuldførelse” af ens livsforløb. Billedligt talt er det ligesom at være nået frem til de sidste kapitler af en lang roman, hvor alle handlingstråde samles, og hvor man som læser kan se tilbage på et langt forløb med nogle karakterer/ hovedpersoner delvist styret af bestemte motiver, delvist af arvelige og miljømæssige forhold og en række tilfældigheder i livet. De sidste kapitler vil nu i en eller anden forstand komme til at handle om, hvordan hovedpersonernes liv afsluttes. Om deres livsmål nås eller ikke nås, og om det ender lykkeligt og godt eller tragisk og skidt eller et sted midtimellem.
I den sidste del af livet opstår hos mange en stærk tilskyndelse til at gøre status og evaluere det liv, de har levet. I den proces søger hver enkelt at se mønstre og sammenhænge, at integrere de mange livserfaringer til en sammen hængende og meningsfuld livshistorie. I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at forholde sig til ting, man fortryder, eller at forlige sig med problematiske hændelser, der ikke kan gøres om.
En vellykket ”fordøjelse” eller fortolkning af oplevelserne fra det levede liv muliggør en følelse af at have levet et helt og meningsfuldt liv på godt og ondt.
For nogle er denne proces meget vanskelig, dels fordi deres levede liv har været fyldt af lidelse, tab, ensomhed og angst. En af de første psykologer, der beskæftigede sig aldringens psykologi, var Charlotte Bühler (1961). Hun nåede i sine undersøgelser frem til fire forskellige kategorier af ældre:
1. Dem, der ser tilbage på deres livsforløb med tilfredshed og derfor nu kan hvile og slappe af med god samvittighed. De er gennem en fortolkende erindringsproces nået frem til en sammenhængende og meningsfuld livshistorie og ser nu fortrøstningsfuldt frem til at leve den sidste del af livet.
2. Dem, der føler, at deres aktive liv ikke er slut – og heller ikke slutter, før deres liv afsluttes. De ser ikke så meget tilbage, men mest frem.
3. Dem, der ikke rigtig er tilfredse med det liv, de har levet, eller det, de har opnået i livet. De føler sig magtesløse og mangler styrke til at kæmpe videre.
4. Dem, der næsten har opgivet livet. De ser tilbage på et levet liv præget af kaos og meningsløshed. De fortryder
forkerte beslutninger, forkerte valg eller forkerte handlinger, og derfor finder de aldrig tilfredshed i livet. Frustration og skyld præger deres tankeverden, og flere føler sig krænkede og anklager deres omgivelser for at være ansvarlige for deres situation.
I dag skelner man inden for aldringens psykologi mellem optimal, vellykket normal og sygdomsdomineret aldring. Om denne opdeling svarer til de ovenstående fire grupper, skal jeg ikke kunne sige, men de ligner hinanden temmelig meget. I den optimale aldring forekommer meget begrænset funktionstab, hverken fysisk eller psykisk. Et eksempel er en 70-årig maratonløber, der har en bedre tid end de fleste 35-årige.
En vellykket aldring er præget af et beskedent funktionstab, herunder et godt helbred, for eksempel intet intellektuelt forfald. Man kan klare sig i de allerfleste dagligdagsfunktioner og er godt tilfreds med livet, der er præget af trivsel og meningsfuldhed.
En normal aldring er en livsfase, som de allerfleste af os kommer til at opleve. Den er præget af et liv med få begrænsninger, man er relativt velfungerende, oplever god trivsel på trods af eventuelle kroniske lidelser som gigt eller en hjertekarsygdom. Livet igennem er der opbygget en vis modstandsdygtighed over for modgang, og de fleste er gode til at tilpasse sig alderens vilkår.
Den sygdomsdominerede aldring er karakteriseret ved mange alvorlige fysiske og/eller psykiske belastninger, der betyder store begrænsninger i udfoldelsesmuligheder. Dagligdagen er præget af lav trivsel, stor skrøbelighed. Der er ofte tale om tab af mening med livet, sorg efter dødsfald af de nærmeste, demens, depression, ensomhed og dødsangst.
De tre første grupper af ældre rummer ingen større problemer i forholdet til deres ”selv” eller det samfund, de lever i. De håndterer deres eget liv i overensstemmelse med deres ønsker og behov og realiserer et liv i tilfredshed under de vilkår, som nu gælder. Det er en udbredt misforståelse, at livet som ældre og gammel er præget af tristhed og sygdom. De fleste ældre lever et helt og godt liv fyldt af aktivitet, trivsel og tilfredshed på trods af større og mindre skavanker.
For den sidste gruppes vedkommende er der brug for hjælp og støtte. Ud over hvad den den kommunale hjemmehjælp og eventuelle plejecentre kan tilbyde, er der for denne gruppe behov for hjælp til at klare de psykologiske udfordringer og belastninger, der er forbundet med at blive ældre.
Sven Erik Henningsen er pensioneret lektor og ph.d.