Prøv avisen
Debat

Professor: Bibelvidenskab er et værn mod teologisk selvsikkerhed

Foto: Leif Tuxen

Anders Klostergaard Petersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Er bibelvidenskab ikke irrelevant for forkyndelse, spørger professor i religionsvidenskab

THOMAS REINHOLDT RASMUSSEN anmeldte i Kristeligt Dagblad den 13. juli bogen ”Paulus og jødedommen” redigeret af Troels Engberg-Pedersen. Det skal han have tak for, men anmeldelsen er præget af en alvorlig misforståelse. Det drejer sig om mål og med for bibelvidenskaben. Anmeldelsen var positiv, men Rasmussen klandrer også bogens kapitler for at være mere religionshistorie end teologi.

Han hævder, at bibelvidenskaben ikke må reduceres til et spørgsmål om teksters historiske betydning. Den slags kontekstualisering må overlades religionshistorikere, klassiske filologer og oldtidsarkæologer, mens bibelforskere ansat i teologi må forholde sig til teksternes betydning i dag.

Engberg-Pedersen og undertegnede burde også have afstået fra at skildre Paulus-læsningen i modstilling til Luther. Det er ikke være nødvendigt med en luthersk stråmand. Nu er en stråmand en til lejligheden opfundet karikatur og ikke en præcis gengivelse af den lutherske forståelse.

Jeg ser gerne Rasmussen aflægge regnskab for, i hvilken forstand min gengivelse af den lutherske syndsforståelse og opfattelse af mennesket som retfærdig i håbet, men de facto synder skulle være en forvrænget skildring.

MERE ALVORLIG ER Rasmussens tanke om bibelvidenskabens primære formål som undersøgelse af teksternes betydning for os i dag.

Bedre bliver det ikke af hans reference til to berømte bibelforskere i det 20. århundrede – Rudolf Bultmann og Ernst Käsemann – som forbilleder for moderne bibelvidenskab. Begge var dygtige lutherske teologer, men de var ringe historikere. Hvorfor?

Fordi de i elementær forstand ikke forstod at sondre mellem teksters betydning i deres oprindelige kontekst, deres betydning i senere perioder og normsættende betydning i deres egen samtid. Læser man tekster med det formål at se dem som svar på ens egen nutid, får man sjældent noget at vide, man ikke vidste i forvejen. Det er Bultmanns og Käsemanns læsninger et illustrativt udtryk for, alle indbyrdes forskelle til trods.

MEN HVAD SKAL TEOLOGI DOG bruge bibelvidenskab til? Er den ikke irrelevant for forkyndelsen? Her forregner Rasmussen sig. I min optik, og i tråd med den renæssancehumanisme, som også udgjorde en del af Luthers baggrund, har bibelvidenskaben ikke mindst sin afgørende pointe i netop at være irrelevant for nutiden. Dens væsentligste opdrag ligger i at vise nutiden, at det, den troede, stod i de bibelske tekster, står der ikke, medens det, den ikke troede stod der, rent faktisk står der.

På den måde er den et afgørende værn mod konfessionel vanetænkning og teologisk selvsikkerhed. Den lutherske Paulus-læsning er afgørende forskellig fra en læsning, der søger at tolke Paulus i lyset af hans egen socialt-kulturelle kontekst.

Det samme gælder, hvis man læser Luther historisk og sammenligner med for eksempel Kingo eller Grundtvig. Er det et problem? Det synes jeg ikke. Det er en rigdom, som en teologi, der ved at agte på inkarnationen, burde skønne på.

OG SÅ TIL AFSLUTNING. Rasmussen bør lægge sig Prædikerens ord på sinde, at al ting har sin tid. Flere af de i bogen optrædende forskere driver faktisk også lejlighedsvis systematisk teologi; men, og det er pointen, de ved at skelne mellem discipliner og læsemåder. For begynder man først at sammenblande tingene, kan det meget hurtigt blive alt for forudsigeligt og teologisk selvbekræftende. Det har vi heldigvis bibelvidenskaben som et væsentligt værn mod. Derfor læser vi kilderne i deres fremmedartethed og ikke i kirkelig fortrolighed.

Anders Klostergaard Petersen er professor mso ved Afdeling for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet.