Misforstået forslag om øremærket barsel. Mor er en vigtigere figur end far i barnets helt tidlige år

Det er, som om forældreorloven slet ikke handler om børnene længere – men derimod er blevet en kønspolitisk slagmark, hvor børnene spiller birollen, skriver Kenneth Kristensen Berth (DF)

Mødreforskning har helt konsekvent vist, at moderens evne til at forstå, hvad det lille barns signaler betyder, og reagere på dem, er en helt afgørende – måske den mest afgørende faktor – for en tryg opvækst. Den rolle kan faderen ikke sådan bare erstatte, skriver Kenneth Kristensen Berth (DF).
Mødreforskning har helt konsekvent vist, at moderens evne til at forstå, hvad det lille barns signaler betyder, og reagere på dem, er en helt afgørende – måske den mest afgørende faktor – for en tryg opvækst. Den rolle kan faderen ikke sådan bare erstatte, skriver Kenneth Kristensen Berth (DF). Foto: Peter Clausen/Ritzau Scanpix.

DANSK INDUSTRI har nu også kastet sig ind i kampen for at få mænd til at tage en større del af forældreorloven. Argumenterne er et ekko af de seneste års debat på området: Kvinder har lettere ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter kortere orlovsperiode, og der er en større sandsynlighed for, at kvinder bliver forfremmet, hvis de tager mindre orlov.

MEN HVOR ER BØRNENE HENNE i den ligning? Det er, som om forældreorloven slet ikke handler om børnene længere – men derimod er blevet en kønspolitisk slagmark, hvor børnene spiller birollen, og alt i virkeligheden handler om mors mulighed for at blive chef, og at far med en vis herres vold og magt skal hjem og opleve glæden ved kødgryder og bleskift – om han vil det eller ej.

Jeg var af den opfattelse, at det sådan set var for barnets skyld, at bestemmelserne om barselsorlov og forældreorlov blev indført. For at barnet trygt kunne bruge de første måneder af sit liv i forældrenes skød. Men jeg har helt tydeligt misforstået noget.

ALLE UNDERSØGELSER PEGER PÅ, at helt små børn har bedst af at blive passet hjemme. Med øremærkningen af to måneders barsel til fædre risikerer børnene at starte tidligere i institution. Nogle fædre vil ikke gøre brug af de to måneders barsel, andre vil vælge at holde de to måneder, samtidig med at moderen har barsel. Resultatet er det samme. Flere helt små børn vil komme i institution tidligere.

Dertil kommer – og nu bliver kætteriet helt evident – mor er bare en vigtigere figur end far i barnets helt tidlige måneder og år. Mødreforskning har helt konsekvent vist, at moderens evne til at forstå, hvad det lille barns signaler betyder, og reagere på dem, er en helt afgørende – måske den mest afgørende faktor – for en tryg opvækst. Den rolle kan faderen ikke sådan bare erstatte. Der er – alt andet lige – bare forskel på kvinder og mænd. Kvinder er i udgangspunktet mere sensitive over for små børn, end mænd er. Den biologiske realitet fornægter sig ikke.

MEN INGEN SYNES LÆNGERE at interessere sig for barnets tarv. Alt handler om ligemageri, identitetspolitik, selvrealisering og feminisme i stedet for at handle om det, der virkelig betyder noget, nemlig at give barnet den bedst mulige start på tilværelsen.

Det nyfødte barns liv skal ikke reduceres til en birolle i et kønspolitisk cirkus. Barnet skal have hovedrollen i sine første leveår. Det skal både forældre og samfund forstå og respektere.

Kenneth Kristensen Berth er forhenværende medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti og folketingskandidat.