DET ER EN KUNST at bygge bro mellem generationer i missionsland. De traditionelle missionsstøtter og forbederne er en uddøende race. Derfor er armen vredet om på ryggen på missionsselskaberne – og en del af folkekirken – for at have fokus på at bryde nyt land, så vi overlever om fem år. Men hvordan er vi relevante for alle?
Vi er nødt til at tale til unåede målgrupper. Hvor man tidligere læste det samme missionsblad, er kommunikationen nu spredt på mange platforme. Der kan vi ikke bruge det sprog, vi plejer. Vi er nødt til at bruge tidens temaer og jargon. For eksempel tekster, billeder og videoer med kant. Men kan det klassiske bagland holde til det?
Flere missionsselskaber – inklusive Mission Afrika – har eksempler på materiale på de sociale medier, der har vakt anstød. Her var mulighed for at bryde nyt land og være relevante. Men flere gode danske støtter kunne ikke se sig selv i kommunikationen.
Vi elsker debatten – også omkring det etiske. Her har vi brug for hinandens hjælp. Det fordrer, at vi lytter og er nysgerrige. Kan vi se hen over egne præferencer og tænke: Den her var vist til de unge? Mon vores pytknap er stor nok i missionsorganisationerne? Det kræver selvfølgelig, at vi løfter etikkens fane højt og ikke går på kompromis med ordentligheden. Mission er balancegang og bevægelse.
For at skabe kant og åbne for samtale mellem generationerne, havde vi til Mission Afrikas nyligt overståede årsmødefest inviteret en kristen standupkomiker. Han skulle guide os gennem ”MA(ds) og Monopolet”, hvor nogle af de missionsdilemmaer, vi ikke altid tør tage op, blev hevet frem i lyset. Det var ungt, friskt og med kant. Vi udstillede os selv i en transparent debat. Bagefter sagde en af vore helt gamle missionærer på en kærlig måde:
”Det var jo decideret mest for de unge. Men det er godt, vi får de unge mere ind. Det kan godt gå lidt for hurtigt for os gamle, men der er så mange andre ting, man må finde sig i, når man bliver gammel, og man skal jo også finde overgangen til de unge (…). Og jeg synes egentlig, det var sjovt. Det var virkelig sjovt!”.
Mission Afrika har et stærkt folkeligt engagement på tværs af kirkelivet. Men et stærkt folkeligt engagement forudsætter medejerskab. Medhørighed. Det kræver, at vi ikke tænker: mig og organisationen, men et kollektiv, et fællesskab, et ”vi”.
Man kan se det som om et økosystem, hvor alle har sin plads, men også giver plads, når nye vækster dukker op, og fremtiden ubønhørligt banker på. Økosystemet overlever og vokser sig stærkt, fordi det giver, modtager, skaber sammen. Når noget dør i økosystemet, arver resten af fællesskabet de tiloversblevne midler, så de bedre kan opbygge hinanden og hjælpe hinanden med at vokse.
Henrik Engelbrekt Refshauge er generalsekretær i Mission Afrika.