Misvisende kritik af mindfulness: Nærvær er almenmenneskeligt og ikke specielt buddhistisk eller kristent

Både yoga og mindfulness er rykket ind på skolerne og som fritidstilbud til børn, som her på Santhi Yoga School i København. –
Både yoga og mindfulness er rykket ind på skolerne og som fritidstilbud til børn, som her på Santhi Yoga School i København. – . Foto: Tobias Nørgaard Pedersen/ Ritzau Scanpix.

KRISTELIGT DAGBLADS artikel den 29. november ”Kritik: Buddhistisk praksis har sneget sig ind i folkeskolen” giver efter min mening stemme til nogle beskrivelser af mindfulness, som er misopfattede og unødvendigt polariserende. Formanden for Religionslærerforeningen, John Rydahl, citeres for det synspunkt, at mindfulness er en ”diffus buddhisme” og som sådan ”forkyndelse forklædt som pædagogik”, når det anvendes i folkeskolen. ”Forkyndelsen ligger i, at man med mindfulness ligesom i buddhismen søger sandheden inde i sig selv ved at lukke alt andet ude og få en spirituel oplevelse eller indsigt.” Som uddannet instruktør i mindfulness kan jeg sige, at beskrivelsen er misvisende, selvom den er almindeligt udbredt.

Derimod instruerer mindfulness i at være åben i alle retninger for sanseindtryk. Det er det modsatte af at lukke alt andet ude. Rigtignok er det et led i træningen, at udøveren lærer sig at fokusere opmærksomheden på for eksempel vejrtrækningen. Det er koncentration, man samler sig om en opgave og lader det øvrige glide ud i periferien for en stund. Når man har et klart fokus, kan man åbne opmærksomheden, zoome ud, få overblik og hente indtryk ind. Således også i mindfulness: Når man har et vist fokus på vejrtrækningen, kan man slappe af, åbne op og modtage indtryk gennem alle sanserne samtidig. Uden at identificere sig med det enkelte indtryk frem for det andet. Man mærker kroppen, man hører lydene, man opdager tankerne, man ser, hvem man er sammen med, og ikke mindst er man inkluderende over for alle indtryk, der kommer til en.

Mindfulness er ikke-dømmende, det lukker ikke alt andet ude, og det henter ikke noget bestemt ind. Der sorteres ikke, og der rangordnes ikke i sanseindtrykkene. Det er at opøve ”væren” som afbalancering af hektisk aktivitet. Man har omhu med empatien, så indlevelsen i andre og forståelsen af andres perspektiv holdes levende og fri for de værste fordomme.

FORKYNDELSE ER MINDFULNESS IKKE. Forkyndelse kræver vel, at der er et ord, som forkyndes. Lad os et øjeblik med Rydahl antage, at det er ”teknikken”, som er forkyndelsen. Teknikken er fænomenologisk, sådan som man arbejder med fænomenologi i vestlig filosofi og psykoterapi. Det vil sige, at man er sammen med de umiddelbare sanseindtryk fra omverdenen og inderverdenen uden at sætte ord på. Man forholder sig bevidst venligt nærværende. I stedet for at præge sætter man parentes om de fortolkninger og vurderinger, som vanemæssigt melder sig. I mindfulness foregår det i et elementært lag af den menneskelige psykologi og bevidsthed uden en bestemt hensigt. Ord og forkyndelse foregår i andre og mere kultiverede lag af hjernen.

Det er vel netop disse øjeblikke af væren uden et bestemt formål, der får elevernes nervesystem til at slappe af og dermed forebygge stress. ”Sandheden” er vel bare, at eleven ser i det nuværende øjeblik, at man er i skole!

Den fænomenologiske tilgang i mindfulness viser, at mindfulness har et naturligt hjemsted i vestlig filosofi, psykologi og pædagogik. Den polemiske tilgang fra Rydahl og Krab Koed er helt unødvendig for mig at se. Det er rigtigt som påpeget af Krab Koed, at mindfulness og fokusering på vejrtrækningen findes i buddhismen. Så vidt jeg ved som en lille del af buddhismen, og det er vist langtfra alle buddhister, som overhovedet har hørt om det endsige praktiserer det. Her er det på sin plads at skelne mellem, at mindfulness har taget inspiration af et hjørne af buddhistisk filosofi og at sige, at det er fordækt, og at noget sniges ind i folkeskolen.

Konklusionen må blive, at træning af opmærksomhed på vejrtrækningen og bevidst venligt nærvær er almenmenneskeligt og ikke specielt buddhistisk eller kristent. Tusinder af år før Buddha og Jesus har mødre siddet med deres nyfødte i armene og været helt fokuseret på den lilles vejrtrækning, om hun bare måtte leve. Og lige så længe har slægtninge og venner siddet ved dødslejer og fulgt de sidste dages vejrtrækning hos den syge. Sådan har naturen i alle verdensdele indøvet en dybt menneskelig holdning til livet, som det bliver givet – uden at tage det for givet.

Svend Kjærgaard er mindfulnessinstruktør og tidligere sognepræst.