Det begynder i vuggestuen, går videre i børnehaven og slutter i skolen, hvor mor altid følger med på sidelinien. Mor bliver nærmest 24/7 opdateret med datterens gøremål over mobilen, forældreintra og sociale medier.
Tidligere havde man som forældre tillid til børnehaven og skolen, når man overlod sine børn til dem.
Måske startede det allerede med den tidligere folkeskolelov, hvor det blev bestemt, at ”lærerne i samarbejde med forældrene skulle undervise eleverne”.
Intentionerne var gode nok, man ville have forældrene til at tage ansvar. Problemet er blot, at moderne forældre, efter mobiltelefonen og de sociale medier, mener, at de hele tiden ”skal være på”.
Det samme mønster går videre, når Susanne kommer på efterskole. Mor følger med på sidelinien. Mor er på hele døgnet over mobilen og Facebook.
Bliver Susanne presset eller gør det lidt ondt, ringer hun straks hjem til mor. Mor følger hele tiden med i Susannes dagligdag. Har Susanne kærestesorger, bliver det livligt diskuteret på Facebook med både mor og de øvrige mødre.
Det, som skulle være en frigørelse for Susanne til at blive voksen, ender med at blive en fastholdelse til navlestrengen. Mor er altid i den anden ende af mobilen dag og nat.
Mor ikke bare blander sig i forhold til lærerne og de øvrige elever. Hun er også på Facebook med hele elevflokken og deres mødre. Ethvert problem bliver livligt vendt og drejet på Facebook, og alle har en mening om store og små ting, der foregår på efterskolen.
Det, som skulle være en frigørelse for Susanne – at lære at flytte hjemmefra og prøve at stå på egne ben sammen med andre unge og nye voksne, i trygge rammer, ender med at blive en frustration for Susanne, der ikke ved, hvem man skal være loyal overfor. Er det skolen? Læreren? Eller mor derhjemme?
Tidligere var det sådan, at når man sendte sit barn på efterskole, så havde man tillid til, at skolen klarede de små problemer i dagligdagen. Man havde tillid til, at barnet fik trøst hos sin lærer. Hvis det gik helt galt, så kontaktede man skolen og fik en snak.
At mor ringer, skriver og blander sig i barnets dagligdag, sker nok ud fra den gode vilje, men det har ofte den modsatte virkning, et frustreret barn som hænger fast i navlestrengen og aldrig lærer at stå på egne ben.
Hvor ville det være dejligt, om mødrene kunne lære at lade være med at blande sig i efterskolens dagligdag. Hvor ville det være dejligt, om mødrene havde mod til at kappe navlestrengen og lade deres barn selv klare de små dagligdags problemer på efterskolen, hav tillid til at efterskolen selvfølgelig kontakter hjemmet, hvis der er problemer, hvor det er nødvendigt at indblande forældrene.
Måske skulle vi starte med at sende mor på efterskole uden mobiltelefon og Facebook. Lad dog Susanne have fred, så hun kan lære at stå på egne ben.
Poul Petersen er tidligere efterskoleforstander på Vestfyns Efterskole.