Mødre og fædre på arbejde knækker midtover. Vi må sige stop, længe før vi må kravle til lægen

"For nyligt stiftede vi foreningen Forældre på Arbejde. Det gjorde vi for at gøre noget ved skylden, skammen, stereotyperne og de forældede strukturer, der dominerer måden, vi får arbejde og familie til at hænge sammen i dag," fortæller stifterne

Mødre mødes med en forventning om at være den primære omsorgsperson for børnene. Omvendt forventes far at være skafferen. Det er på tide, at vi får ændret på stereotyperne, mener skribenterne. – Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix.
Mødre mødes med en forventning om at være den primære omsorgsperson for børnene. Omvendt forventes far at være skafferen. Det er på tide, at vi får ændret på stereotyperne, mener skribenterne. – Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix.

For nyligt stiftede vi foreningen Forældre på Arbejde. Det gjorde vi for at gøre noget ved skylden, skammen, stereotyperne og de forældede strukturer, der dominerer måden, vi får arbejde og familie til at hænge sammen i dag.

Det viste sig, at vi ikke var alene – på det første døgn meldte over 300 personer sig ind i foreningens Facebook-gruppe, og i skrivende stund er 546 personer medlemmer af gruppen. Alene på baggrund af tre kort beskrevne mærkesager.

Det, vi dog hæfter os ved, er, at langt størstedelen af medlemmerne er kvinder, og det er der en grund til. For det at være forælder anses nemlig stadig primært som et kvindedomæne. Mor betragtes som primær omsorgsgiver og far som skaffer. Det lider både fædre og mødre under. Lad os forklare, hvorfor det i vores optik hænger sådan sammen:

Den underrepræsenterede part i familielivet, fædrene, bliver fortsat mødt med en forventning om, at de ikke er en lige så dominerende del af familielivet som mor. Det betyder blandt andet, at far tager kort barsel, er mest sandsynlig at finde på jobbet, når junior er syg, og sjældent er den, der går på deltid, når work life balance -krisen kradser.

Mændene er til at regne med på arbejdsmarkedet og besidder derfor langt de fleste magtpositioner i samfundet. Samtidig lider fædrenes tilknytning til deres børn tit under denne forventning.

Vi ser også oftere, at det relationelle er sværere for mænd, hvilket særligt har konsekvens for dem, der bevæger sig i bunden af samfundet. Her er der markant flere mænd i de statistikker, der omhandler hjemløshed, alkoholisme og stofafhængighed. Desværre laves denne kobling sjældent, ud over, når altid skarpe Svend Aage Madsen får mikrofonen.

Den underrepræsenterede part i arbejdslivet, mødrene, mødes derimod af den modsatte forventning. De skal være den primære omsorgsperson for børnene. Mor tager det meste af det fravær på arbejdet, der er forårsaget af børnene, og hun vinder derfor også stort på relationerne – ikke bare i familien, men også uden for de familiære bånd. Hun får tilkendt forældremyndigheden ved skilsmisser og er sjældnere at finde i statistikkerne om samfundets bund.

Til gengæld falder hun ud af talentpipelinen på vej mod magtpositioner i samfundet, fordi hun er pålidelig i familien, men upålidelig på arbejdet – og hun knækker midt over med stress i højere grad, end far gør. Det fik for nylig danske pensionsselskaber til at hæve stemmen, fordi andelen af stressede kvinder under 40 år er alarmerende høj.

Men hvorfor er det så svært at ændre på stereotyper? Faktisk viser diverse undersøgelser, at der er meget at vinde ved, at kvinder og mænd udfolder deres potentialer på begge fronter.

På arbejdsmarkedet ser vi, at større diversitet giver bedre tal på bundlinjen. Vi bliver dygtigere og mere innovative, når vi arbejder sammen med mennesker, der ikke er kopier af os selv.

På hjemmefronten viser undersøgelser, at lige fordeling og lige engagement gavner både mor og far og familien som hele. Derfor må vi frigøre os fra de barrierer, der giver mødre dårlig samvittighed over at elske deres arbejde, og mænd skam over at ønske sig dybere relationer.

Vi må anskue kombinationen af arbejde og familie fra en anden vinkel – en inklusiv vinkel, hvor vi sætter spørgsmålstegn ved arbejds- og karrierelogikken, som den er i dag.

Vi skal udfordre arbejdstid, performancekrav, dialogformer og karrierestiger.

Vi må give os selv og hinanden rygraden til at sige stop, længe før vi må kravle til lægen med stress, alkoholisme, eller hvilken lidelse, ubalancen imellem arbejde og familie og den medfølgende skam, det fostrer, nu har fremelsket for os.

Det vil vi arbejde for. For alle forældre på arbejde.

Anna Katarina Rosenblad, Marlene Røddik, Sidsel Vinther Breau, Lene Lind, Lisbeth Odgaard Madsen og Marianne Thiel Persson er stiftere af Foreningen Forældre på Arbejde.