Det sker indimellem, at jeg lægger vejen forbi Mødrehjælpens nydelige genbrugsbutik i Fredericia – tæt på kirken, hvor jeg arbejder. Her lugter rent, børnetøjet hænger sirligt på bøjler, ligesom nystrikkede babytrøjer. Betjeningen er venlig, og alt går til et godt formål. What’s not to like?
Alligevel kan jeg mærke en tøven, når jeg læser interviewet med Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen, i Kristeligt Dagblad den 30. oktober, hvor hun svarer nej til spørgsmålet om, hvorvidt fri abort bør diskuteres:
”Jeg ser ikke et behov for at diskutere retten til fri abort. Det er en lovfæstet rettighed, som kvinder har haft i over 40 år.”
Jeg har ingen personlige aktier i Mødrehjælpens arbejde og har nok først og fremmest betragtet Mødrehjælpen som en organisation, der lever op til sit navn og støtter kvinder i deres liv som mødre, også når livsvilkårene er udfordrende.
Men ifølge Ninna Thomsen er en helt afgørende funktion også at støtte kvinder i at tilvælge abort. Tidligere har hun i et indlæg i Kristeligt Dagblad skrevet: ”I Mødrehjælpen er spørgsmålet om abort ikke et kompliceret spørgsmål.” (Kristeligt Dagblad den 11. juli 2019). Mødrehjælpens direktør ønsker altså ikke en fri debat om fri abort; retten til at afbryde det lille barns liv må ikke anfægtes. Men dermed rejser spørgsmålet sig også: Hjælper Mødrehjælpen virkelig kvinder til at være mødre?
Ninna Thomsens retorik får mig til at overveje, hvor uvildig Mødrehjælpens rådgivning er. Når Mødrehjælpen afviser at debattere abort, hvordan mødes så den kvinde, der har reelle samvittighedskvaler over at fravælge sit barn?
Og lige så vigtigt: På Mødrehjælpens hjemmeside findes der flere artikler for vordende forældre, for eksempel om sociale roller og økonomi. Men ingen af artiklerne handler om, hvordan det lille barn udvikler sig i mors mave. Den saglige oplysning om hovedpersonen – barnet – udebliver.
Jeg ser det som et bevidst fravalg: Man ønsker ikke at beskrive barnet som individ med eget dna og blodtype. Eller vise billeder af små 12-ugersbørn i mors mave med arme og ben, fingre og tæer. For vi har jo vedtaget, at fosteret blot er en del af kvindens krop. Og her kunne billederne forvirre. Jeg spørger: Er dette virkelig uvildig rådgivning?
Ninna Thomsen har selv beskrevet, at 25 procent af deres abortrådgivningssamtaler omhandler psykiske efterreaktioner på abort. Aborten i Danmark har været fri i 47 år, så hvis Ninna Thomsen og fæller har ret, burde den slags for længst være udryddet.
Alligevel er der stadig mange kvinder, der reagerer psykisk efter indgrebet, og nogle søger endda hjælp. Nogle hos Mødrehjælpen, andre hos Retten til Liv. Organisationerne er vidt forskellige, men er dog enige om, at efterreaktion kan man tale om.
Min tanke er: Så er der håb! Håb for en fortsat mere åben debat om, hvor dramatisk og sørgelig abort er som løsning på uønsket eller uoverskuelig graviditet. En vordende mor i eksistentiel krise skal støttes og vejledes. Men ikke til at gøre en ende på det lille barns liv.
Den ene løsning er ikke lige så god som den anden, og derfor er ”uvildig” rådgivning en sørgelig kost at spise en sulten sjæl af med. Debatten skal vi rejse – af omsorg for mødre og børn. Mødrehjælpen gør allerede en masse godt, når man tilbyder en række indsatser. De små strikkede trøjer hænger jo i butikken, fordi det er det, vi ønsker os: børn svøbt i omsorg. Mødre – og fædre – der er klædt på til opgaven som forældre.
Oline Bøndergaard Kobbersmed er cand.theol. og kirke- og diakonimedarbejder.