Morten Messerschmidt: Folkekirken må tage afstand fra Folkekirkens Nødhjælp, der forkynder sin falske sandhed

Vil kirken kende sin rolle, må den bekende kulør mellem det kristne og antikristne. Den må være kirke for alle, og det kræver et konsekvent brud med Folkekirkens Nødhjælp, mener Morten Messerschmidt (DF)

I stedet for at stå fast på opdrag og pligt har kirkens svar på indvandringen været en pluralistisk falden på halen, mener Morten Messerschmidt (DF).
I stedet for at stå fast på opdrag og pligt har kirkens svar på indvandringen været en pluralistisk falden på halen, mener Morten Messerschmidt (DF). . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

”KRISTENDOMMENS rolle i et åbent og pluralistisk samfund.” Det var for nylig emnet under en høring på Christiansborg. Men åbent for hvad? En flerhed af hvad? At et kristent samfund må være åbent for trosfriheden, giver sig selv. Stien til Kristus kan kun trædes af den frie vilje. Så hvad er det for et opdrag, kirken søger? Thi er der andre end det ene at forkynde Jesu ord og efterleve hans befaling om at gøre alle folkeslag til hans disciple? Er det ikke kirkens opgave i ethvert samfund?

Det er jo ikke just sådan, at samfundsudviklingen har overflødiggjort netop denne ene opgave. De seneste 30 års indvandring af alverdens folkeslag er da alle tiders chance for at lade vore præster vise missionens kraftfuldhed.

Men i stedet for at stå fast på opdrag og pligt har kirkens svar på indvandringen været en pluralistisk falden på halen, hvor åbne og inkluderende præster i skiftevis fascination og inklusion har budt vantroen velkommen – ikke omvendt fra den.

Man vægrer sig ved den kærlige forkyndelse af sandheden, som kirken er sat i verden for at bevare og fortælle, og har i forlegenhed over rent faktisk at skulle mene noget bøjet af og gradvist bevæget sig væk fra at være en kirke ”ikke af denne verden” til at være et politisk prædikenhus.

Hvor pluralismen burde være anledning til at tage handsken op og sig selv alvorligt, er man i begrebs- og identitetsforvirring gået bort fra overhovedet at ville være kirke. Her kunne overvejelsen passende tage sin begyndelse. Men det gjorde den ikke under sidste uges høring. Snarere tværtimod.

Og det leder tankerne hen mod Selma Lagerlöf: ”Når Antikrist kommer, ligner han fuldstændig Kristus. Da skal der herske stor nød, og Antikrist skal gå fra land til land og give brød til de fattige, og han skal vinde mange tilhængere.”

ISÆR HØRINGENS SALVELSESFULDE indlæg fra Folkekirkens Nødhjælp bragte tankerne i retning af den svenske forfatter. ”Gå for klimaet”, vær god, red menneskeheden, red planeten, hvisker den nødhjælpende slange. Og de har dygtigt fået præsteskabet med sig.

Fromt lader man kirkeklokkerne ringe ”for klimaet”, for menneskeheden. Ikke næsten. Det er så dejligt ukonkret, ikke? Lad os nu ikke tale for meget om, hvad vi selv kan gøre for naboen, vennen eller familien. Nej, det godgørende overlader vi til Meldahlsgade. De ved nok, hvem der har brug for hjælp, og hvem ”der har det allersværest i verden”, som de farisæisk skriver på deres hjemmeside.

En umiskendelig lighed præger Folkekirkens Nødhjælp af i dag og middelalderens ærkebiskopper, hvis velnærede fingre med ædelstenstunge ringe kyssedes af de fattige, som lod den sidste mønt i kisten klinge i håbet om at slippe fra skærsilden at springe. Men mest af alt minder de om Lagerlöfs profetiske advarsel: Antikrist! Og dermed giver den ”folkekirkelige” nødhjælpsfabrik indirekte et godt svar på, hvad kirken rent faktisk kan gøre for at gøre sig selv relevant:

Vogte sig mod de falske profeter, der kommer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. Vogte sig mod godgørere, der med deres politikmageri river kirken i stykker.

I KIRKEN SAMLES VI på tværs af ideologier, tanker, sym- og antipatier. Hos Gud er vi alle lige og lige værdifulde, som fårene er det for hyrden. Uanset hvad man tænker om klimaet eller andre spørgsmål, som Folkekirkens Nødhjælp forkynder sin falske sandhed om, kan man høre til i det kristne fællesskab.

Kirken har ingen mening om politik. Thi dens rige er ikke af denne verden. Men det er Antikrists. Vil kirken kende sin rolle, må den derfor bekende kulør mellem det kristne og antikristne. Den må være kirke for alle, og det kræver et konsekvent brud med Folkekirkens Nødhjælp og andre farisæiske bevægelser, hvorefter man atter kan tage fat på den egentlige gerning: forkynd frejdigt ordet, det glædelige budskab, det sande budskab, som fra den første menighed har været selve kirkens anliggende. For det er det såmænd også i dag.

Morten Messerschmidt (DF) er folketingsmedlem og stedfortrædende medlem af Kirkeudvalget.