Prøv avisen
Debat

Morten Messerschmidt: Vores udlændingepolitik er under angreb

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Morten Messerschmidt

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Angrebet begyndte med dommene, som ledte frem mod Metock i 2009. Men udviklingen fortsatte og er nu nået dertil, at EU’s associeringsaftale med Tyrkiet fra 1980 på afgørende måde griber ind i dansk udlændingepolitik, skriver EU-ordfører Morten Messerschmidt (DF)

DET ER IKKE første gang, Danmark har tabt en sag ved EU-Domstolen. Men sådan er det i et retssamfund, ikke sandt? Parterne fremlægger sagerne, hvorefter dommerne under skyldigt hensyn til lov og omstændigheder afgør sagen. Nej – ikke i Luxembourg.

Ved EU’s domstol hersker andre vilkår, end vi kender det fra de danske domstole. Her er ingen formaning om, at dommerne ”i deres kald skal følge loven” eller om at udvise anden form for tilbageholdenhed. Tværtimod drives EU’s dommere af det, der på dansk kaldes EU-rettens formål – eller på fransk ”l’effet utile”.

Og imellem disse to tilgange er der en ganske stor forskel. Hvor den danske maner til tilbageholdenhed, er EU’s udvidende og politisk forankret.

I SIN BEGYNDELSE vakte det ikke den store opsigt. På det institutionelle plan kunne man forstå, at nogen måtte trække en streg i sandet. Men de seneste godt 10 år har EU-Domstolen bevæget sig langt væk fra principielle spørgsmål og kaster sig med stigende appetit over udlændinge- og socialpolitikkerne.

I dette felt er især Danmark udsat. Her afviger vi nemlig fra den gængse EU-jargon, at ”en fremmed er en ven, du ikke har mødt”, ligesom vi socialpolitisk skiller os ud.

Derfor er EU-Domstolen ikke en nøgtern opmand, der afgør juridiske tvister. Det er en politisk modstander, der må mødes med aktiv kamp frem for den resignation, regeringen udviser.

Alle må forstå, at udlændingepolitikken er under angreb. Det begyndte med dommene, som ledte frem mod Metock i 2009. Men udviklingen fortsatte og er nu nået dertil, at EU’s associeringsaftale med Tyrkiet fra 1980 på afgørende måde griber ind i dansk udlændingepolitik.

Det paradoksale er bare, at EF i 1980 ikke havde kompetence til at regulere dansk udlændingepolitik. Den blev først indført i traktaten med Maastricht i 1993 – hvor Danmark i øvrigt tog forbehold. Men forbeholdet gælder kun visse dele af traktaten.

Og EU’s fyrster i Luxembourg, der ved at nægte mindretalsudtalelser insisterer på at henlægge deres afgørelser i fuldkommen mørke, bestemmer enevældigt, hvordan grænserne skal trækkes. Og rykkes.

DE LØBENDE udlændingestramninger op gennem 1990’erne blev derfor ikke indbragt for dommerne. Ej heller i 2000’erne.

Men nu er praksis tilpas forandret til, at udlændingestramningerne kan anfægtes. Og det slutter ikke med dommen fra den 10. juli. Flere er i vente, ligesom man vil presse regeringen til at ændre lovgivningen.

I strid med, hvad danskerne ønsker. I strid med, hvad regeringen selv siger, den ønsker. Derfor er der brug for, at regeringen gør dommerne i Luxembourg klart, at der er forskel på ret og politik.

Det gør vi ved at at meddele, at vi ikke agter at følge politiske domme, og at sagen bør forelægges en regeringskonference. For hvorfor er det egentlig, EU skal have en associeringsaftale med det Tyrkiet, der dag for dag med Sultan Erdogan i spidsen rykker længere ind i Mellemøsten?

Lad os opsige aftalen, sætte dommerne en stol for døren og tage magten over vores udlændingepolitik tilbage. Det er ikke et sekund for tidligt.

Morten Messerschmidt er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.