Et par år tilbage var jeg inviteret som gæsteprædikant i en sønderjysk kirke. Det var en invitation, jeg glad havde takket ja til og glædede mig til. Teksten var om Nikodemus, og jeg talte om at tvivle og søge, om nysgerrigheden og erkendelsen.
De seneste ugers skriverier om min person har fået mig til at tænke: Forbrød jeg mig nu mod selve det sekulære samfunds grundprincip ved som politiker at stå på en prædikestol? Sammenblandede jeg politik og tro? Krænkede jeg mon nogen?
Jeg husker det som en dejlig dag, hvor jeg sammen med menigheden også efterfølgende havde en fin snak om dagens testamente og dets udlægning. Men især læsere af denne avis, ja, såmænd endog dens egen kirkeredaktør, synes at have ganske svært ved at forstå forholdet mellem det verdslige og religiøse og dermed sætte skellet mellem politik og religion. For læsere – og journalister – af denne avis burde det ellers ikke være svært.
Som politiker at tale om kristendom er selvsagt ikke at sammenblande politik og religion. Tværtimod siger det en del om samfundets åndløshed, når nogen åbent bekender sig til den tanke.
Jeg ville ønske, flere politikere ville forstå, hvor vigtigt kristendommen er for det danske samfund – historisk som nu – og hvor katastrofalt det derfor er, når stadig færre kender til og forholder sig til kristendommen.
Derfor ønsker jeg, at kristendommen skal spille en større rolle i vore skoler. I historie- og danskundervisningen især. For dansk kristendom er et spørgsmål om dannelse. Det handler ikke om at forkynde en tro. Men om at formidle en viden. Hvordan kan man forstå trediveårskrigen uden at kende til Reformationen? Hvordan kan man forstå velfærdssamfundet uden at kende til dansk lutheranisme? Hvordan kan man overhovedet forstå dansk kultur – og det danske frisind – uden at have stødt på Kierkegaards ”hiin Enkelte” og Grundtvigs ”mageløse Opdagelse”?
Derfor bør der synges salmer og sange i skolerne. Og der bør læses litteratur, som ikke er skrevet i reminiscenserne af det moderne gennembrud. Hvordan kan man i øvrigt overhovedet forstå ”det moderne gennembruds mænd” uden at kende til kristendommen? Voltaires ”Écrasez l’infâme”, knus den afskyelige, det vil sige kirken, giver ikke megen mening uden objekt, vel?
Og dette er selve sagen – at de seneste 30 års afkristning af det offentlige rum har skabt en generation af kulturløse, frit i luften svævende individer, som af frygt for at blive kaldt racister ikke tør bekende sig til deres egen tro eller kultur, og som af frygt for at blive kaldt nationalister ikke tør bekende sig til at være dansk.
Men faktisk burde det jo egentlig være en hjertesag for enhver, der føler sig forankret i dansk kultur og kristendom. Ikke ungarsk, polsk eller anden katolicisme, som nogle i debatspalterne har muntret sig over. Men dansk kristendom. Dette er selve sagen. Og dermed er vi tilbage ved mig på en sønderjysk prædikestol. For som politiker at tage aktivt del i kirkelivet bryder selvsagt ikke med credoet om ej at sammenblande tro og politik. Tværtimod synes den sammenblanding langt hyppigere at forekomme blandt mine politiske modstandere, som gerne bruger både Jesu ord om næsten og andre fragmenter af Bibelen til at retfærdiggøre deres ødelæggende indvandringspolitik. Humanisme kalder de det – i Herrens navn! Vorherre bevares! Men sjovt nok aldrig med den forargelse til følge, som de seneste uger har været mig til del. Hvorfor mon?
Måske fordi kristendommen – fra lærd til lægmand – står så svagt, at fraserne ikke længere kan kendes fra det lærde ord? Som når en kirkeredaktør på Kristeligt Dagblad løber sur i begreberne og tror, at en besværgelse af Folkekirkens Nødhjælp står i kontrast til at tale kristendommen op som en del af samfundsdebatten. Nej, de to ting er netop fuldt kongruente.
For hvor Folkekirkens Nødhjælp falsk og forlorent giver indtryk af at agere nødhjælp på vegne af kirken og dermed gør sig selv og sin sag helligere end andre, da taler jeg ikke om forkyndelse eller brug af hverken kirken eller troen i en bestemt sags tjeneste. Med bevidst accent har jeg understreget, at ingen kan eller skal pådutte andre en tro.
Dermed ville det jo netop ikke være tro, men tvang. Og kan man sin Grundtvig, ved man, at det ikke er særligt kristent. Men sagen er måske, at det faktisk selv blandt kirkens folk og fortalere står lidt sløjt til – også på den galaj.
Morten Messerschmidt er folketingsmedlem og næstformand for Dansk Folkeparti.