Mundbind er symbol på politisk handlekraft. Men er det proportionelt? Næppe

Sandsynligheden for at møde én, der er smittet, og så tilmed selv blive smittet, er mindre end at vinde i Lotto, skriver debattører

Siden i lørdags har det været påbudt at bruge mundbind i offentlig transport som for eksempel her ved Metroen i København. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
Siden i lørdags har det været påbudt at bruge mundbind i offentlig transport som for eksempel her ved Metroen i København. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Siden i lørdags har alle i Danmark skullet bære mundbind, når de benytter offentlig transport.

Er det ren symbolpolitik? Skabt i en uheldig alliance mellem politikere og en ukritisk presse, som begge har mistet den sunde fornuft. En presse, der går efter sensationer som ”Tre ansatte på plejehjem smittet med corona”, og ikke efter at være den vagthund, som kigger politikerne efter i sømmene. Tværtimod er der ved Statsministeriets pressemøder en let og fornøjelig tone mellem politikere, embedsfolk og journalister, som når Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, viser, hvordan man tager mundbind på og slutter med at sige, at det ser nemt ud, fordi han har 20 års erfaring.

Kravet om mundbind viser handlekraft og signalerer, at situationen er meget alvorlig. Pressen er tilfreds. Men der findes ingen dokumentation for, at mundbind beskytter mod coronasmitte. Vi kan se, at i lande som Belgien og Spanien, som hurtigt indførte mundbind, er der det samme smittemønster som i de lande, der ikke har indført det.

Med kravet om mundbind dækker regeringen sig ind og viser handlekraft. Fortællingen om handlekraft og fortsat beskyttelse af de svageste, ”som skal være de stærkeste”, kan fortsætte. En fortælling, som pressen og befolkningen har taget til sig.

”Eksplosiv stigning i antallet af smittede” skriver TV 2. Nej, der er ikke en stigning i antallet af smittede, men der er eksplosiv stigning i antallet af personer, som bliver testet. Derfor findes der flere smittede. Lige nu er færre end 20 personer indlagt på de danske hospitaler med covid-19. Ingen er indlagt på en intensivafdeling. Det er en god historie, men den rammer ikke overskrifterne.

Vi har beskyttet de svageste. De fleste nye smittede er yngre mennesker, som oftest ikke har andre sygdomme. Nogle opdager slet ikke, at de har virussen, mens de fleste ikke bliver synderligt syge. Derfor er der ingen, der bliver indlagt. Tallene viser, at jo mere Danmark har lukket op, jo færre er blevet indlagt, og jo færre er døde. De daglige dødstal er for længst hørt op.

Til nu har coronavirussen opført sig som de fleste andre vira. Den tog hårdest fat i starten, så er den tonet ud i løbet af sommeren og forventes at dukke op hist og pist i løbet de kommende måneder.

Fuldstændig som Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, beskrev det, da han i februar første gang trådte frem på skærmen og fortalte, hvordan han forventede, at coronavirussen ville forløbe.

Men kort efter regeringens første corona-pressemøde den 11. marts blev en række af Søren Brostrøms beføjelser taget fra ham og flyttet over til Sundhedsministeriet, hvis departementschef, Per Okkels, efterfølgende skrev til Brostrøm, at han skulle se bort fra proportionalitetsprincippet og anerkende regeringens ”ekstreme sikkerhedsprincip”.

Det betød helt konkret, at Brostrøm skulle lægge sin faglighed til side og sige og gøre det, som regeringen ønskede. Nedlukningen af Danmark blev en realitet.

Er det det samme, som er sket i forhold til at beslutte, at 5,8 millioner danskere skal bruge mundbind i den offentlige transport? Der er i dag konstateret omkring 2500 smittede – af de knap 16.000, som er testet positive, er de 13.500 erklæret raske – så sandsynligheden for at møde én, der er smittet, og så tilmed selv blive smittet, er mindre end at vinde i Lotto.

Det er i et demokratisk samfund et helt grundlæggende retssikkerhedsprincip, at de indgreb, som en regering laver i forhold til sine borgere, skal være proportionelle. At bede sine borgere om at dække ansigtet til er et af de største indgreb i vores personlige frihed.

Men alligevel er det nu besluttet, at alle danskere skal have mundbind på i den offentlige transport. Også på Bornholm og i Tønder – og en række andre kommuner – hvor der stort set ikke er konstateret nogle smittede i månedsvis.

Så er mundbind til alle proportionelt – eller er det symbolpolitik?

Anne Knudsen er psykolog, og Steen Valgreen-Voigt er journalist.