Prøv avisen
Debat

Muskelsvindfonden og patientforening: Aktiv dødshjælp er ikke en løsning

I Holland har aktiv dødshjælp været mulig i flere år. Opgørelser viser, at mere end fire procent af alle dødsfald skyldes aktiv dødshjælp, skriver debattører. – Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Lisbeth Koed Doktor og Janus Tarp

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Døden er ikke en løsning på hverken sygdom eller handicap. Vi insisterer på, at lindring, støtte og omsorg er vejen frem, skriver formand for henholdsvis Muskelsvindfonden og Ulykkespatientforeningen

I DENNE UGE skal læge Svend Lings for retten i Svendborg, anklaget for at have været medvirkende til to selvmord. Svend Lings er fortaler for aktiv dødshjælp og mener ikke, at han har handlet uansvarligt eller i strid med sit virke som læge i de to tilfælde.

Vi har fuld tillid til, at retssystemet kan tage stilling i sagen, og at dommerne kan håndtere den som enhver anden retssag trods den store bevågenhed fra medier, politikere og dele af befolkningen.

Men vi er bekymrede for det, som retssagen er udtryk for: at sundhedssystemet skal tilbyde døden som en løsning på smerte og lidelse. Døden er ikke en løsning på hverken sygdom eller handicap. Vi insisterer på, at lindring, støtte og omsorg er vejen frem.

I DANMARK justerede Folketinget reglerne for passiv dødshjælp i foråret, så det bliver nemmere at give afkald på behandling ved forskellige former for lidelser, funktionsnedsættelser og terminale forløb. Det var en regelændring, der ikke var behov for efter vores mening. Reglerne var allerede dengang tilstrækkelige.

I stedet burde Folketingets partier støtte op om at forbedre den palliative indsats over hele landet. Det vil sige den forebyggende og lindrende behandling af alvorligt syge mennesker. Der er i dag

meget omfattende muligheder til rådighed i den palliative indsats, men området skal opprioriteres med flere ressourcer til såvel indsats som forskning, så vi sikrer endnu bedre behandling til døende mennesker.

Fortalerne for aktiv dødshjælp fremhæver, at man får mulighed for at vælge en værdig død sammen med sine nærmeste, hvis man er syg eller lidende. Desværre er realiteterne ikke altid sådan. Det er muligt, at man selv får lov til at vælge tid og sted, men selve processen er ikke nødvendigvis den fredsommelige oplevelse, som fortalerne efterspørger. Vi ser hellere, at vi som samfund giver mulighed for, at mennesker kan leve et godt og værdigt liv – hele livet og lige til det sidste.

For hvordan dør man en værdig død? Debatten om en værdig død dukker løbende op i samfundsdebatten i forbindelse med aktiv dødshjælp, passiv dødshjælp og aktiv livshjælp. Vi vil som foreninger hellere fokusere på, hvordan man lever et værdigt liv, også når livet er ved at slutte. Vi synes, det giver god mening at tale om aktiv livshjælp frem for dødshjælp. Altså, hvordan hjælper vi mennesker med alvorlig sygdom eller handicap videre i livet frem for at fokusere på, hvordan vi afslutter livet.

Vi ser i landene omkring os, at reglerne for, hvornår aktiv dødshjælp bliver muligt, gradvist rykker sig. I Holland og Belgien har aktiv dødshjælp i flere år været muligt. Opgørelser fra Holland viser, at mere end fire procent af alle dødsfald skyldes aktiv dødshjælp. I 2016 drejede det sig om 5856 liv, der blev afsluttet på den måde.

Et af argumenterne fra den hollandske debat er, at når man tillader aktiv dødshjælp, vil antallet af selvmord falde i befolkningen. Det er imidlertid ikke et argument, der holder. I 2017 var der 1917 selvmord i Holland, og det er en stigning på 23 i forhold til året før. Og herudover viser de hollandske tal en voldsom stigning i selvmord blandt teenagere. En fjerdedel af alle hollandske unge mellem 10 og 30 år, som døde i 2017, døde som følge af selvmord. Det er flere end dem, der døde som følge af kræft eller trafikulykker.

Med andre ord tyder meget på, at værdien af et liv bliver stadig mindre, når vi tillader døden som en løsning. Det forekommer, at den brede, hollandske adgang til aktiv dødshjælp har ændret på den måde, man opfatter et menneskeliv på.

ENKELTSAGER om terminale patienter har i lang tid fået lov til at præge den danske debat om dødshjælp, og her er der er brug for, at vi får sat fokus på at forbedre den palliative indsats, så ingen har så store smerter, at de ønsker at dø. Uanset hvor forfærdelige de enkelte sager er, har vi også brug for, at debatten ikke kun handler om den gruppe, der er plaget af mange smerter.

Fra Holland og Belgien kan vi se, at muligheden for dødshjælp bliver bredt ud til stadig flere grupper, for eksempel mennesker med depression. I Belgien skal et menneske, for at kunne få hjælpen, lide under ”konstant og ubærlig fysisk eller psykisk lidelse”, og der er ikke krav om, at patienten skal være døende. Det er altså tilstrækkeligt, at patienten er i en udsigtsløs ubærlig tilstand enten fysisk eller psykisk. Den udvikling vil givetvis også finde sted i Danmark, hvis vi ændrer vores lovgivning. Langsomt vil vores respekt for livet blive udvandet, og flere vil føle sig til besvær for samfundet, familie og venner, og den følelse fremskynder ofte et ønske om at dø. Et ønske, der måske ikke er reelt, men et råb om hjælp.

OG SPØRGSMÅLET er, om en læge, de pårørende eller én selv er i stand til at vurdere, hvornår livet ikke længere er værd at leve med en kronisk sygdom eller et fysisk handicap. Er vi i stand til at bedømme, hvad der er et værdigt liv?

Vi oplever forudindtagede holdninger til mennesker med alvorlige handicap. Holdninger om, at de ikke har et værdigt liv, fordi de er afhængige af hjælp til at spise, drikke eller andre dagligdagsting.

Jesper Vaczy Kragh, som er forsker på Medicinsk Museion på Københavns Universitet, har tidligere udtalt til Kristeligt Dagblad, at vi historisk er gået fra at se på mennesker med handicaps liv som uværdige til en overbevisning om, at de skulle leve så godt og normalt som muligt, men nu er vi på vej tilbage i forestillingen om det uværdige liv. Den udvikling er i sig selv bekymrende.

Selve debatten om aktiv dødshjælp kan også lægge et stort pres på den gruppe mennesker, der dels bliver påvirket af andres folk syn på deres liv som uværdigt, dels bliver bange for at blive til besvær for omgivelserne, fordi de har et synligt behov for hjælp. Lad os sætte fokus på det gode liv med handicap og på aktiv livshjælp.

At man kan føle sig til besvær, ses også i USA. I staten Oregon, hvor assisteret selvmord er lovligt, fylder smerter meget lidt i årsagen til ønsket om assisteret selvmord. Hver fjerde angiver smerter som en årsag, men de fem hyppigste årsager er i denne rækkefølge: tab af autonomi, sværere ved at deltage i aktiviteter, tab af værdighed, følelse af at være en belastning og tab af kontrol over kropsfunktioner. Det er fem konsekvenser af handicap, som ikke er til stede, hvis den enkelte får aktiv livshjælp: hjælpemidler, hjælperordning eller ordentlig lægehjælp.

MUSKELSVINDFONDEN og Ulykkespatientforeningen er foreninger for mennesker, der er påvirkede som følge af handicap, sygdom eller ulykke, og mange af vores medlemmer har fra tid til anden haft tankerne om, at de ikke ønsker at leve mere.

Vores svar er, at vi alle har et ansvar for at hjælpe og støtte vores medmennesker.

Livet er dyrebart uanset omstændighederne, og mennesker, der lider, skal hjælpes, ikke til at dø, men til at leve. I de situationer, hvor man stadig har livet foran sig, uanset hvor anderledes det må være, må dødshjælp ikke være en præmis. Her skal samfundet og pårørende have mulighed for at hjælpe den pågældende videre i livet med den støtte, de hjælpemidler og håndsrækninger, der er nødvendige.

Lisbeth Koed Doktor er formand for Muskelsvindfonden, og Janus Tarp er formand for Ulykkespatientforeningen.