Prøv avisen
Debat

Muslimsk forfatter: Forandringen skal komme fra muslimerne selv

Drabet på Huda Ali Ahmad (billedet) er seneste eksempel på social kontrol og æresvold i muslimske miljøer. Hvis vi skal komme det til livs, kræver det en holdningsændring, som kun kan løses af muslimerne selv, skriver Aminah Tønnsen. – Privatfoto bearbejdet af Julie Meldhede Kristensen.

Aminah Tønnsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er de ressourcestærke muslimer, der må gøre en indsats for at bevidstgøre de ressourcesvage og tage kampen op imod uduelige imamer, skriver forfatter Aminah Tønnesen i debatindlæg

Kristeligt Dagblad har i en artikelserie oprullet historien om den syriske flygtning Huda Ali Ahmads liv og død for at finde svar på, hvorfor hun skulle bøde for sin nyvundne frihed. Læs hele historien her.

I årevis har medierne givet det ene eksempel efter det andet på social kontrol og æresvold i visse muslimske miljøer, senest har Kristeligt Dagblad fortalt om drabet på Huda Ali Ahmad og hendes søn. Nogle efterspørger politisk indgriben, andre mener, at massedemonstrationer er løsningen, men de færreste ser Koranen som et redskab til at befri sig fra uønsket kontrol og magtmisbrug.

”Gud vil ikke ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv,” er et af de koranvers, som mange progressive muslimske tænkere igen og igen henviser til. Vil man ændre verden, må man begynde med sig selv og ikke passivt vente på at blive befriet af andre.

Ingen af de dårligdomme, som visse muslimer igen og igen gør sig uheldigt bemærket med til omverdenens store forargelse, kan retfærdiggøres ud fra Koranen: mænds autoritet over kvinder, social kontrol, æresrelateret vold, kvinders afsondring bag mure eller myriader af stof, tvangsægteskaber, børneægteskaber, dobbeltmoral og så videre.

Mange muslimske miljøer er imidlertid domineret af uvidende og inkompetente mænd, der læser Koranen som Fanden, og som ukritisk efteraber deres forgængeres patriarkalske tankegods.

De få, som udfordrer dem, og som sætter spørgsmålstegn ved deres holdninger og autoritet, bliver meget ofte ignoreret og forkætret.

Men det er nu engang en naturlov, at man må gå imod strømme for at nå kilden. Vil man den æresrelaterede undertrykkelse og vold til livs, er man nødt til at gøre op med det fortolknings- og magtmonopol, som imamerne har tiltusket sig i århundredernes løb på bekostning af den enkeltes ret og pligt til at forsøge at forstå Koranens budskab og omsætte det til praksis i harmoni med sin egen virkelighed.

Det er trist at måtte erkende, at de færreste mennesker, kvinder såvel som mænd, muslimer såvel som ikkemuslimer, kan se det potentiale, som Koranen rummer som helende kraft og vejledning i hverdagen.

Selv finder jeg det fascinerende, at Koranens vejledning kan give mening i samfund, der er vidt forskellige fra 600-tallets Arabien. Og at den selv i vore dage kan hjælpe os med at håndtere modgang og løse dagligdagens små og store etiske dilemmaer.

Det er dog kun de færreste, der for alvor forsøger at leve sig ind i budskabet. Man nøjes med at lære teksten udenad og lytte til en tilfældig ”lærd” i stedet for at studere de mange fortolkningsmuligheder, Koranen rummer i kraft af de hyppigt forekommende metaforer og lignelser – og ikke mindst i kraft af rigdommen i det arabiske sprog.

Coronakrisen har med al tydelighed vist, at menneskene er indbyrdes afhængige af og forpligtede over for hinanden – på godt og ondt, og på tværs af alle tænkelige skel. Og at de udfordringer, som den månedlange faste, ramadanen, stillede os over for midt i pandemien, kunne løses gennem tro og eftertanke.

De færreste af de muslimer, der er opvokset med den sort-hvide dogmatiske islam iblandet folkereligiøsitet og patriarkalsk tankegods, kan forestille sig, at man kan bruge Koranen til at befri sig selv og andre fra uretfærdighed, vold og undertrykkelse. Det er de ressourcestærke, der må gøre en indsats for at bevidstgøre de ressourcesvage og tage kampen op imod uduelige imamer.

Tænk, hvilken forskel det ville gøre for den enkelte, for fællesskabet og for muslimernes omdømme i verden, om vi alle fulgte Koranens opfordring til at imødegå ondskab med godhed og til at søge tilgivelse og forsoning frem for at ty til vold.

Det er fint og nødvendigt med opbakning fra majoritetssamfundet, men det lange seje træk, der omfatter en gennemgribende holdningsændring, kan kun løses af muslimerne selv.

Aminah Tønnsen er forfatter.