”Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.”
Matthæusevangeliet 6, 8
I den fine udgivelse ”Længslen er din gave. Søren Kierkegaards bønner” kan man læse Kierkegaards beskrivelse af, hvordan det går, når ”den rette bedende” henvender sig til Gud i et alvorligt anliggende.
Kierkegaard skriver: Når nu en bedende samlede sit sind og bad inderligt, skete der det forunderlige, at ”efterhånden som han blev inderligere og inderligere i bønnen, havde han mindre og mindre at sige, og til sidst blev han ganske tavs. Han blev tavs, ja, hvad der om muligt endnu mere end tavshed er modsat det at tale, han blev en hørende. Han mente, at det at bede er at tale; han lærte, at det at bede ikke blot er at tie, men er at høre. Og således er det; at bede er ikke at høre sig selv tale, men er at komme til at tie, at bie, til den bedende hører Gud.”
Der er for mig at se både noget sandt og noget diskutabelt ved det, Kierkegaard her skriver. Det sande er for det første, at det ikke er de mange ord, der tæller. Bønnen tjener ikke til at fortælle Gud noget, han ikke ved i forvejen. Som Augustin skriver: Vi beder ikke ”for at instruere Gud, men for at konstruere vores eget sind”.
Eller som det siges i Dostojevskijs ”Brødrene Karamasov”: ”Bøn er opdragelse.” Fordybelse i bøn er et møde med Gud, der virker tilbage som afklaring på den, der beder. Og afklaringen indebærer, at min egen begrænsede indsigt i, hvad der tjener mig bedst, må vige for bønnen: Ske din vilje.
Her er vi ved den anden sandhed i citatet fra Kierkegaard: Det højeste må være at nå frem til at være lyttende i forhold til Gud. Falde ind i Guds vilje.
Det diskutable er, at Kierkegaard sætter ”den rette bedende” lig med den, der i tiltagende inderlighed opnår den tavse, kun lyttende bøn. Som om vi, der ikke tilhører eliten af bedende, men er mere stammende og famlende, ikke kan kaldes ”rette bedende”. Paulus lader forstå, at blot et suk er en fuldgyldig bøn, som Guds ånd tager imod og fuldfører, og Jesus lærte os, at vi blot kan gentage bønnen Fadervor efter ham.
Men i Fadervor indgår jo også ”ske din vilje”, og hvis fordybelse i bøn kan føre til ”opdragelse” i oprigtighed og lytten, er det en dyrebar gave.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.