Prøv avisen

Er der tilgivelse for robotter?

De selvkørende biler og lægediagnostisk kunstig intelligens kan efter min mening godt vente. Skulle jeg blive ramt som en ud af adskillige tusinder af netop en sådan fejlende maskine, ville jeg stå i en forfærdelig eksistentiel krise, skriver stud.theol. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Jakob Steen Madsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg mener, vi skal prøve at fokusere meget mere på teknologier, som øger vores eksisterende evner, og holde de egentlige beslutningsprocesser langt væk fra vores maskiner, i hvert fald indtil vi har bedre tilvænning med nogle mindre omfavnende typer, skriver Jakob Steen Madsen

I DENNE TID hører vi konstant om fordelene og til dels ulemperne og problemerne med udviklingen af kunstig intelligens og senere regulære androider. Vi taler om selvkørende biler og deres etiske beslutningsalgoritmer. Det i sig selv er et yderst absurd begreb. Alle synes at være enormt fokuserede på og motiverede til at få disse teknologier ud i den virkelige verden.

Alligevel fristes jeg til at stille det store spørgsmål: Er vi åndsparate til denne omvæltning?

Til daglig i vores adfærd har vi en nærmest iboende medfødt empati og basal etik. Egenskaber, vi i en vis grad deler med en del dyr i naturen. Her eksempelvis illustreret af forsøg lavet om retfærdighedssans med visse abearter, observationer af omsorg for skadede flokmedlemmer hos de store katte- og hundeflokke og observeret regulær sorglignende adfærd hos elefanter.

Det er nok netop det modsatte, som gør sig gældende, hvad angår menneskers adfærd omkring teknologi. Jeg formoder, at dette fænomen har eksisteret til alle tider, men det er blevet alment kendt i vores forhold til computeren. Nettet er glimrende fyldt med diverse videoer og memes til at underholde os i mange timer, men ét er sikkert: Vi reagerer fuldstændig ude af proportioner imod teknologien, når den ikke gør det, vi forventer.

VORES ADFÆRD TANGERER ekstremt raseri, som ellers kun forekommer i meget særlige situationer, når det angår vores medmennesker. Den dybere psykologiske årsag til dette er sikkert at finde i, at vi betragter teknologien som en forlængelse af os selv eller en regulær slave.

Altså enten en selvdestruktiv eller selvstraffende adfærd eller den rent ud dominansbetingede og højtforventende slave-herre-dynamik. Det udmønter sig i en adfærd, som er langtfra fornuftsbetonet. Forventningerne er urealistiske og resulterer i hypersensitivitet og følgende overreaktion.

I de fleste tilfælde, vi kender, er der tale om relativt bagatelliserbare ”uheld” og irritationsmomenter. Det er sjældent, at der er tale om reelle skader på liv og lemmer. Netop derfor gruer jeg for, hvordan vi vil forholde os til omtalte fænomen, når der kommer fysisk interaktive robotter på banen og kunstige intelligenssystemer, som i bogstavelig forstand har vores liv i hænderne.

VORES ERFARING OG EVOLUTION har ikke udviklet sig til at forholde sig til skabninger, som ikke har en umiddelbart ansvarlig repræsentant. Hvor skal hulemanden i os rette sin hammer, eller hvad kan han sætte ild til?

Kunstig intelligens kommer til at eksistere i et ubegribeligt mellemlag imellem det mondæne og det guddommelige.

Vi kan ikke bøje os for uheldets force majeure i nærmest gudfrygtighed, når der er tale om noget menneskeskabt. Vi kan dog heller ikke forvente, at nogle individer eller grupper kan påtage sig et reelt ansvar.

Det kan allerhøjst blive til samme art ansvarlighedsunddragelse, som vi har set nu adskillige gange i forbindelse med for eksempel bankvæsen, enterpriseprojekter eller forureningssager. Vi får måske en ”ged af strå”, vi kan sætte ild til, men det er tvivlsomt, hvorvidt det rækker til at mætte vores retfærdighedsfølelse.

Principielt er jeg positivt indstillet over for teknologi, tangerende til futurist, men jeg tror, vi er på vej ud ad en farlig tangent, når det angår kunstig intelligens. De problemer, jeg opstiller, kan minimaliseres til ret små og nærmest ubetydelige tal set rent utilitaristisk. I samme stil som bivirkninger i medicinalindustrien eller maskinfejl i automobiler.

Alligevel mener jeg, vi skal prøve at fokusere meget mere på teknologier, som øger vores eksisterende evner, og holde de egentlige beslutningsprocesser langt væk fra vores maskiner, i hvert fald indtil vi har bedre tilvænning med nogle mindre omfavnende typer.

De selvkørende biler og lægediagnostisk kunstig intelligens kan efter min mening godt vente. Skulle jeg blive ramt som en ud af adskillige tusinder af netop en sådan fejlende maskine, ville jeg stå i en forfærdelig eksistentiel krise.

Hvis jeg ikke engang som Job kan råbe ad Gud, men kun vredes over en absurd afgud.

Jakob Steen Madsen er stud.theol.