Når penslen beder

”Den, der har set mig, har set Faderen.”

Johannesevangeliet 14, 9

En dag kørte jeg forbi en moské sammen med én af vore drenge, som dengang var 10-11 år. Han spurgte mig, hvordan der egentlig så ud inden i moskéen, og da vi ikke havde tid til at kigge indenfor, beskrev jeg det så godt som muligt.

Jeg fortalte, at der ikke var nogen billeder, for i islam må man ikke lave noget billede af det guddommelige eller af Gud. ”Men det må vi godt?”, spurgte han. ”Ja” – svarede jeg, ”det må vi godt!”. Der blev et øjebliks stilhed, hvorpå han sagde: ”Det er egentlig klart nok, for vi har jo set ham!”.

Det er én af de bemærkninger, man som forældre noterer sig. For ofte kan børn sige tingene så enkelt og klart og mere præcist, end mange ord og forklaringer. Han pegede jo her på en vigtig forskel mellem islam og kristendom.

I kristendommen har Gud åbenbaret sig i Jesus Kristus, så vi har på en måde set ham. Det er derfor, at vi som kristne ikke har noget billedforbud. I Jesus Kristus har vi set Faderen. Gud har i ham afsløret sig og vist os, hvem og hvad han er.

Derfor må vi tegne, male og kunstnerisk forsøge at beskrive Gud alt, hvad vi kan og evner. Det vil aldrig berøve eller sætte Guds storhed eller hellighed på spil. Den har han nemlig selv sat på spil, da han valgte at komme til verden.

Den danske maler, Arne Haugen Sørensen, har mere end nogen anden dansk kirkekunstner vovet at tage livtag ved med sin pensel at fremstille bibelske motiver. Det er fantastisk at opleve, hvordan hans billeder kan sige langt mere end ord.

Der er god grund til at takke for, at vi ikke har noget billedforbud. For pensler kan tale. Også pensler kan være redskaber i Guds skaberhænder.

Arne Haugen Sørensen er selv meget ydmyg i forhold til sin kunst. Faktisk taler han om, at det at male for ham er som at bede. Penslen beder og kalder det guddommelige frem på lærredet.

Det betyder vel at mærke ikke, at vi tilbeder billeder, kunstnere eller pensler. Vi tilbeder Gud. Ham, som i Jesus Kristus har vovet at iklæde sig en jordisk menneskeskikkelse.

Steen Skovsgaard er tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift.