Nadver i hjemmet er fuldt ud gyldig. Det bekymrer mig, at gyldigheden betvivles

Lad os glade samles med alle andre kristne til gudstjeneste foran radioen, fjernsynet eller computeren og fejre nadver sammen – men på afstand. Så er Kristus med sikkerhed iblandt os, skriver professor i debatindlæg

Efter debat skriver professor i dogmatik, at den fysiske og digitale nadvar er lige gyldige. Arkivfoto.
Efter debat skriver professor i dogmatik, at den fysiske og digitale nadvar er lige gyldige. Arkivfoto. Foto: Søren Staal.

Jeg har med en vis bekymring fulgt de seneste dages debat om nadverfejring i hjemmet i forbindelse med transmission af gudstjenester i radio, tv og via internettet.

Min bekymring går på, at der sås tvivl om gyldigheden af den nadver, som mange nyder hjemme.

Jeg mener, at nadver fejret hjemme i forbindelse med en transmitteret gudstjeneste ifølge luthersk teologi er fuldt ud gyldig. Det begrunder jeg med følgende centrale punkter i hans teologi:

1) Nadverens brød og vin bliver ikke til Kristi legeme og blod, blot ved at præsten siger indstiftelsesordene, men ved, at de mennesker, der deltager i nadverhandlingen, tror på og har tillid til, at Kristus er til stede for dem i nadverens brød og vin. En kortere eller længere afstand til den præst, der indstifter nadveren, betyder ikke noget i denne sammenhæng.

2) Ifølge luthersk teologi har præsten ikke en særlig status i forhold til andre døbte kristne. Præsten er en kristen, som menigheden har valgt til at varetage bestemte opgaver. Det betyder, at alle døbte kristne med lige stor gyldighed kan forrette sakramenterne. Alle døbte kan således indstifte et nadvermåltid, ligesom alle kristne kan døbe.

Normalt står den ordinerede præst for at forvalte sakramenterne. Ikke fordi hun eller han har en særligt åndelig myndighed, men fordi menigheden har valgt ham eller hende til den opgave. Det er et spørgsmål om under normale omstændigheder at have en vis opgavefordeling og orden i sagerne. I øjeblikket er vi i en unormal situation på grund af coronaepidemien. Derfor er det fint at finde andre måder at fejre nadver på – ligesom når lægfolk døber spædbørn, der er i fare for at dø.

Jeg vil derfor foreslå, at man ude i stuerne selv siger med på indstiftelsesordene, ligesom man kan bede med på Fadervor og synge med på salmerne. Så er nadveren retteligt indstiftet, og man kan stole fuldt og fast på, at Kristus er til stede for os i det brød og den vin, der nu er Kristi legeme og blod.

3) Nadveren er et fællesskabsmåltid, hvor alle kristne samles til måltidsfællesskab med Kristus og hinanden. Når vi under normale omstændigheder samles i kirken og holder nadver, fejrer vi nadver med alle kristne, både nær og fjern, både døde og levende. Nadveren er en forsmag på det fuldkomne måltid i Guds rige, hvor vi skal drikke den nye vin. Derfor er det ikke en ny situation, at vi fejrer nadver sammen med andre, der ikke er til stede i det samme fysiske rum. Det gør vi altid. I øjeblikket er Kristi menighed på grund af coronaepidemien spredt i mindre grupper og i flere fysiske rum end sædvanligt. Det ændrer ikke på, at det stadig er én menighed, der fejrer nadver. Kristus er til stede i alle små dele af denne menighed, når nadveren fejres – også der, hvor kun én, to eller tre er forsamlet.

Lad os glade samles med alle andre kristne til gudstjeneste foran radioen, fjernsynet eller computeren og fejre nadver sammen – men på afstand. Så er Kristus med sikkerhed iblandt os.

Anders-Christian Jacobsen er professor (mso) i dogmatik ved Aarhus Universitet.