Nadver under coronakrisen: Jeg foreslår hjemmets altergang

Landets kirker vil være lukket for gudstjenester foreløbig frem til den 13. april. Kirkeårets største højtid, påsken, skal altså fejres uden åbne kirker, eventuelt udendørs i grupper af maksimalt 10 personer.

Præstestanden har taget mange slags initiativer, blandt andet brug af sociale medier, i et forsøg på at betjene deres menigheder i denne krisetid. Et omdiskuteret initiativ er den såkaldte fjernnadver, hvor biskoppen eller præsten forretter altergang i en tom kirke, mens ”kirkegængerne” enkeltvis eller i fåtal sidder hjemme og indtager eget brød og vin, efter at indstiftelsesordene har lydt.

Jeg vil dog foreslå en anden ordning, nemlig hjemmets altergang udført inden for rammerne af det almindelige præstedømme.

Ordningen fastholder nadverens sakramentale betydning og dens afholdelse i en fysisk menighed ud fra Jesu ord: ”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matt. 18, 20). Hovedproblemet med fjernnadveren er, at en tilstedeværende menighed mangler.

Et sakramente er en hellig handling, indstiftet af Jesus Kristus, hvor der meddeles en usynlig nådegave gennem et ydre tegn. I dåben er det ydre tegn vandet, som barnet eller den voksne overøses med ledsaget af ordene: ”Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. I nadveren er det ydre tegn brød og vin, som uddeles til hver nadvergæst med ordene: ”Dette er Jesu Kristi legeme” og ”Dette er Jesu Kristi blod”.

ORD OG TEGN hører uløseligt sammen, ellers kan handlingen ikke være et sakramente, hvor den treenige Gud handler – i dåben ved at genføde os til evigt liv og i nadveren ved at give os syndernes forladelse – uden at hverken vandet eller nadverelementerne forvandles. Sakramenterne modtages i tro på Guds ord, sådan som de lyder til dem, der er fysisk til stede. Guds nærvær i sakramenterne retter sig mod de tilstedeværende.

I folkekirken er udførelsen af sakramenterne forbeholdt ordinerede præster. Med hensyn til dåb kan den i nødsituationer udføres af lægfolk under overværelse af et par vidner; lægmandsdåb er fuldt ud gyldig og skal, ja, må slet ikke foretages på ny af en gejstlig. I stedet kan der foretages fremstilling af den nøddøbte for menigheden.

Ifølge Luther bliver enhver i dåben indviet til ”præst, biskop og pave” og får dermed direkte adgang til Gud. Præsten udgør altså ikke nogen melleminstans mellem Gud og mennesker, når han varetager det kirkelige embede, som eksisterer i kraft af en guddommelig indstiftelse til netop at udføre evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning.

Præsten, som selv er døbt, skal imidlertid kaldes af det almindelige præstedømme, det vil sige de døbte. Her er tale om en bemyndigelse, som de døbte overdrager til dem, som de vælger til at blive præster i særdeleshed. Denne overdragelse betyder ikke, at de døbte mister deres præstevielse og den direkte adgang til Gud.

Derfor ligger der indbygget i det almindelige præstedømme en mulighed for, at de døbte selv kan udføre embedshandlinger, herunder holde altergang i en mindre kreds, der er forsamlet i Jesu Kristi navn. Det kan kun ske i nødsituationer. Luther giver selv et eksempel med en lille gruppe kristne lægfolk, der – overladt til sig selv uden præst – udpeger en af sin egen midte til at forkynde og forvalte.

Det betyder, at sakramentets gyldighed ikke står og falder med, at det forvaltes af en ordineret præst, men at det udføres i overensstemmelse med ritualets ord, og at nadverelementerne med tilknyttet løfte om syndernes forladelse modtages i tro af de forsamlede døbte hver især. Nadveren kan forkortes til Fadervor, indstiftelsesordene og uddeling, nøjagtig som præsten kan gøre det, når der holdes nadver i hjemmet, på sygehuset eller plejehjem.

I et indlæg i Kristeligt Dagblad den 24. marts skriver biskop Marianne Christiansen: ”Hvis man begynder at holde altergang uden en præst, regnes det for en splittelse af fællesskabet.” Denne antagelse harmonerer ikke med Luthers holdning i en situation, som kan opleves som en kirkelig og åndelig nødsituation. Hvis man ikke kan forlige sig med fjernnadver eller kan afvente, at kirkerne åbner igen, er der retsteologisk intet til hinder for at holde altergang uden en ordineret præst. Personligt vil jeg dog være tilbageholdende med begge dele, selvom jeg som ordineret vil kunne forrette nadver i vores hjem for en lille kreds.

Kristine Garde er retsteolog og ph.d.