Prøv avisen
Debat

Næste måned går jeg på efterløn. Det er svært at finde meningen

Foto: Privatfoto

Anette Riis

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Kan nogen fortælle mig, hvordan jeg finder rigtige, meningsfulde ting i stedet og lærer at sætte pris på min nye hverdag, når jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet? Jeg har endnu ikke fundet den helt rette opskrift, skriver Anette Riis fra Silkeborg

TIL OKTOBER går jeg på efterløn.

Rundt omkring mig kan folk nærmest ikke få armene ned: ”Nyd det, det er fantastisk, og så velfortjent efter 40 år på arbejdsmarkedet.”

Indrømmet: Alderen sætter sine elegante spor, og det er da ganske rart med en lille eftermiddagslur. Men kan det virkelig passe, at det fra nu af skal handle om huset, der skal holdes i orden, indkøb, der skal gøres, maden, der skal tilberedes?

Alt sammen hverdagsgøremål, der altid har eksisteret – og for mig har været noget, der skulle overstås som evigt ensartede sisyfoshandlinger. Selvom Sisyfos efter sigende var en lykkelig mand med sine daglige rutiner, så har jeg en klar fornemmelse af, at jeg er anderledes skruet sammen.

JEG ER OMGIVET AF kloge mennesker: ”Du skal bare gå til sprog, foredrag, motion, vandre og rejse – nu har du tiden til det.”

”Tak,” siger jeg pænt og tilføjer, at det har jeg jo i øvrigt gjort rigtig meget, mens jeg var i job.

Jeg kan ikke blive ved med at vandre rundt på caminoerne, og det at gå til diverse foredrag, lære sprog, rejse og dyrke motion har altid været en vigtig del af mit liv.

Der må være noget mere. Noget helt andet, jeg skal med min såkaldte tredje alder.

Noget vil ud, jeg ved bare ikke hvad. Jeg er strandet – og har megasvært ved at give slip på min arbejdsidentitet. Dét at være noget, en titel, et fællesskab, en daglig struktur.

Og ja, jeg har mit lille barnebarn. Herligt – helt sikkert. Jeg elsker hende den lille, der beriger mit liv, når jeg som alle de andre farmødre og mormødre valfarter med Flix-bussen til staden for at hjælpe – og nyde livet fra barnebarnets øjenhøjde. Dét at gøre nytte på en god måde og være til stede i nuet med hende. Så jeg glemmer tomheden for en stund.

Det kan bare ikke helt opfylde min halvgamle hjernes behov for fællesskab, nye input og livsflow. Den slags flow, hvor man ikke kigger på uret, men bare arbejder med noget, der flyder med energi. Sjælen vågner på ny, og man bliver træt på den gode måde. Som for eksempel i højskolelivet. Her er flow i mange aldre – og alle kan rummes. Min verden får værdi.

MIN SENIORTILVÆRELSE bliver også udfordret af, at min mand elsker at arbejde og ikke har tænkt sig at stoppe foreløbig. Allerede dér falder vi ved siden af som ægtepar, for der skal helst være en ægtefælle, som man kan tusse rundt og udføre alle sisyfosopgaverne sammen med. Så tæt og indsnævret en hverdag har vi ikke lyst til nogen af os – og vi duer ikke til det.

Vi vil helst gøre dét, vi hver især gerne vil og så mødes derefter – frem for at gå rundt i synkront pingvinmønster og udstøde de samme kurrende lyde i fuld samdrægtighed.

Der er altså noget galt. Det fungerer ikke helt med den efterløn og al den frihed. Ikke for mig i hvert fald.

Måske er pointen, at vi – i min generation – er født og opdraget med at ”arbejde adler” og ”først pligter, så fornøjelser” efter bedste protestantiske kulturmønster. Det forekommer mig vanskeligt at lade friheden fylde næsten alt og tiden flyde, som var det én lang ferie. Jeg mærker min krop blive træt af ikke at blive brugt, hvis jeg for eksempel sidder hjemme og læser i for mange timer ad gangen. Allerhelst vil jeg læse sammen med andre – og dele det, vi læser.

MÅSKE HANDLER DET i virkeligheden om en decideret livskrise, som for nogle passerer totalt ubemærket og blot er en glidende overgang hen mod en påstået lang række af nydelser, men som for mig og andre kræver en lidt længere tilvænning. For om vi vil det eller ej, så står vi med vores forsvundne arbejdsidentitet og kigger ind ad et vindue. Vi er uden for noget, som indtil nu har givet os rigtig megen mening. Nu skal vi selv finde meningen.

Måske handler det om, at så sjovt er det altså heller ikke at blive ældre. Vi kan ikke længere tåle at feste så meget som før, er nok lige knap så attråværdige, og vi mærker – når begge vore forældre er borte – at vi sidder yderst på den der bænk. En form for alderssorg.

Jeg er naturligvis glad for at blive ældre (for hvad er alternativet) og lægger mere mærke til livets små glæder, samtidigt med at kroppen går sine egne veje – og sommetider også hukommelsen. Jeg er i den grad bevidst om det betydningsfulde i at bruge både min krop og hjerne. Det er fint nok ikke at skulle totalt tidligt op og stresse af sted på job.

Men kan nogen fortælle mig, hvordan jeg finder rigtige, meningsfulde ting i stedet og lærer at sætte pris på min nye hverdag? Jeg har endnu ikke fundet den helt rette opskrift.

Jeg undrer mig over, hvorfor jeg ikke ”tænder” på de eksisterende tilbud. Det må være, fordi det er noget andet, jeg vil. Noget jeg ikke har fået øje på endnu. Noget nyt.

FOR NYLIG LYKKEDES DET MIG faktisk at finde et foredrag for os i overgangen. Det var en temaaften med titlen ”Find din egen vej i livsovergangen fra et aktivt arbejdsliv til den tredje livsfase”.

Aftenen var en appetitvækker til en senere kursusuge, hvor vi sammen skulle finde frem til vores nye livsidentitet. Det lød da vældigt lovende.

Vi var 12 deltagere, der var mødt op i et lille støvet og hengemt lokale i Herning. Der var meget stille omkring bordene. De fremmødte skævede allerede længselsfuldt efter kaffen.

Ud på aftenen skulle vi lave en collage med ting, vi skulle finde ude i naturen, som kunne sige en hel masse om vores aktuelle sted i livet. På denne måde kunne vi sammen glade finde frem til vores nye roller og værdier – og en ny begyndelse.

Kursuslederne har uden tvivl været forberedte og velmenende. På mig virkede det dog stik modsat. Især tanken om at skulle klippe og klistre collage med grene og blade i bedste børnehavestil. Det kan de og vi gøre bedre, uden at jeg helt ved hvordan – men i hvert fald ikke på den ydmygende måde, som nærmer sig en ”peddigrørsaktivitet”. Jeg sagde farvel og tak – og ikke på gensyn.

Derhjemme var strikketøjet, HBO- serien og den gode kaffe pludselig ikke så tosset endda.

MEN, KÆRE JÆVNALDRENDE: Den der løn efter det virkelige liv – og den der pension for folket – er det ikke bare temmelig opreklameret og et udtryk for, at vi er havnet i et aldersmæssigt tomrum, som vi helst kun må vise begejstring for?

Er der ikke noget ”Kejserens nye klæder” over det?

Prøv engang at lægge mærke til de mennesker, der fortsat arbejder, underviser og skaber kunst langt oppe i årene. Er der ikke betydeligt mere gang i dem?

Jeg vil gerne være en af dem, så det må være mit mål at komme videre – over broen – og lande et godt sted med både krop og hjerne rimeligt i behold.

Jeg søger mod lyset som et lettere flakkende møl.

Anette Riis, Silkeborg

Prøv engang at lægge mærke til de mennesker, der fortsat arbejder, underviser og skaber kunst langt oppe i årene. Er der ikke betydeligt mere gang i dem? Jeg vil gerne være en af dem

Anette Riis, går på efterløn om en måned