Michael Böss responderer i avisen den 25. oktober på min anmeldelse af hans bog ”Nationalitet”, hvor jeg påpegede, at Böss kom for nemt omkring forholdet mellem det etniske og det nationale. I sit svar uddyber Böss sine overvejelser – og tak for det. Jeg skal her prøve at skitsere baggrunden for min anke.
Først er det nødvendigt at tage et skridt tilbage.
Det principielle skel inden for nationalismeforskningen er traditionelt gået mellem ”politisk nationalisme” og ”kulturel nationalisme”. Historisk er det udtrykt i forskellen på fransk nationalisme og tysk nationalisme. I det første tilfælde gik staten forud for nationen, da en moderne fransk nationalitet opstod i forbindelse med Den Franske Revolution.
Derfor blev nationen defineret politisk, altså man var en del af nationen, fordi man var borger i et specifikt land. I det tyske tilfælde var forholdet det modsatte. Der var ingen tysk stat, da den moderne tyske nationale identitet opstod i kølvandet på Napoleonskrigene, og derfor blev det kultur- og sprog, som definerede folket. Den første betegnes nogle gange som liberal, mens den sidste opfattes som illiberal. Opdelingen er helt basal, men også noget skematisk.
Michael Böss afviser klart en national identitet, der er tæt knyttet til det etniske. Den slags er noget for nationalkonservative, og han har i en tidligere bog her peget på Kasper Støvring og hans bog ”Sammenhængskraft” som et modstykke til sin egen opfattelse.
Böss anfører dog to grunde til sin insisteren, der ikke hænger nøjere sammen, men peger i hver sin retning. På den ene side, fordi etnicitet er for snævert et begreb, der slet og ret handler om afstamning og blodsbånd. På den anden side, fordi etnicitet slet ikke er et klart begreb. Således er problemet ikke, at det betyder én ting, men flere ting.
Det første er et bedre argument end det sidste, for det sidste forudsætter, at nationalitet skulle være et anderledes entydigt begreb. Det mener Böss da også er tilfældet. Det er det bare ikke. Når vi ikke har bestilt andet i 30 år end at diskutere, hvem der er dansk, er det, fordi der hersker uklarhed. Når nationalismeforskningen kan operere med en skematisk dualitet mellem to modsatrettede forståelser af nationalitet, understreger det, at uklarheden ikke bare skyldes os, eller at anmelderen ikke har styr på sine sager, men knytter sig til selve begrebet.
Michael Böss’ replik føjer da også nye lag til forvirringen. Han nævner, at en stat uden problem kan rumme flere etniciteter, men ikke flere nationer, og fremhæver her Spanien og Catalonien. Det står imidlertid hen i det uvisse, om catalonerne er en nation eller en etnicitet. De har jo ingen stat. Så de mangler altså den ene halvdel i Böss’ opskrift på nationalitet. Så må de være en etnicitet. Men i så fald synes de aktuelle begivenheder jo ikke just at underbygge, at en stat nemt kan indeholde flere etniciteter.
Humlen er, at forskellen mellem etnicitet og nationalitet slet ikke er et spørgsmål om en forskel i art, men en forskel i status.
Historisk – og aktuelt – er der tale om etniciteter, der begynder at tænke sig selv på en ny måde, således at deres identitet nu blandt andet kræver en stat. Forholdet mellem det etniske og det nationale handler ikke om brud, men om kontinuitet. På dansk udtrykker vi i øvrigt begge dele ved begrebet ”folk”, og man talte i tidligere tiders nationale historiefortælling om, hvordan folket ligesom vågnede op i 1800-tallet. Grundtvig, som Michael Böss selv inddrager i sin argumentation, var blandt de fremmeste af det 19. århundredes folkeopdragere og folkeoplysning, begge begreber, der i denne sammenhæng handler om forsøget på at hæve et etnisk fællesskab til et nationalt.
Bevægelsen fra etnicitet til nationalitet er således ikke en bevægelse fra det ene og over i det andet, men billedligt talt en bevægelsen ned i det første for at finde det sidste. Derfor var 1800-tallets intellektuelle næsten besatte af historie, sprogvidenskab og folkloristik. Ligesom det nationale altså hænger på det etniske, hænger det etniske ved det nationale.
Der er gode grunde til at tage afstand fra etno-nationalismens redaktion af nationalitetsspørgsmålet til blod og biologi. Vi kender resultatet. Men også sagligt set er der grund til at afvise anetavle-nationalismen. Etniske identiteter indikerer ikke reelle afstamningsfællesskaber, men en delt myte om fælles ophav og fælles historie. Det etniske viser sig hurtigt at være et spørgsmål om kultur og historie.
Men dermed er vores problemer ikke ovre. For den etniske identitet, vi nu bedre kan forstå som historisk-kulturel, er heller ikke just pivåben. ”Vi” ved, at ”vi” nedstammer fra vikingerne. ”Vi” ved også, at ”vi” tabte flåden til England i 1807, men vandt over Tyskland i fodbold i 1992. Det er ikke i sig selv et problem. Tværtimod.
Men vores nye arabiske nabo deler ikke nødvendigvis denne forestilling. Selvom han er blevet statsborger, og selvom han måtte dele ”danske værdier”, vil han kun vanskeligt trænge ind i den nationale identitets inderste kerne.
Lad mig slutte af i Sønderjylland. Michael Böss nævner en tysktalende, der kunne stemme dansk i 1920. Ja, det findes der givetvis eksempler på. Men det altovervejende billede var et andet: Sindelagsgrænsen fulgte sproggrænsen – og sproggrænsen fulgte mere bestemt en dybt forankret grænse mellem dansk og tysk kirkesprog stammende fra middelalderen.
Nationalitet hander ikke om blod. Det handler om historie og kultur, men der er i begge tilfælde taler om lange linjer, der sætter sig igennem og trodser aktuelle politiske bekvemmeligheder og nødvendigheder. Her ligger udfordringen.
Christian Egander Skov er historiker og postdoc ved Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet i Trondheim.