Vores nationalparker er ringe beskyttet og himmelråbende langt fra at leve op til de gængse internationale standarder. Skal parkerne være andet og mere end falsk varebetegnelse, skal lovgivningen ændres og indsatsen styrkes, så vi passer bedre på den natur, vi fortsat har tilbage.
Spor fra ulve og guldsjakaler i skovbunden. Vilde heste, der løber på åbne stepper. Lugten af nyfalden regn, som hviler tungt på bladene fra frodige buske og krogede træer. Den rislende lyd af vand fra kilometerlange bække og åer, der snor sig som små slanger gennem store, fredede naturområder flankeret af eng, hede og urørt skov.
Sådan er der sikkert mange, som forestiller sig, at idyllen ser ud i de danske nationalparker. Måske fordi det ofte er sådan, at naturen og nationalparkerne præsenteres, når vi møder den i forskellige turistguider, tv-spots og radioreklamer.
Sandheden er desværre, at Danmarks vilde natur er mere truet end nogensinde før.
60 procent af vores areal er opdyrket, og sammen med Bangladesh er vi det mest intensivt dyrkede land i verden. Samtidig er vi den nation i Europa med den ringeste naturbeskyttelse. Selv ikke inden for rammerne af vores nationalparker er vi i stand til at passe ordentligt på naturen, fordi parkerne ligger side om side med sprøjtede marker, byer og erhverv.
Der er ikke meget slaraffenland over Danmarks natur. Tværtimod. Det ville faktisk være mere virkelighedsnært at sammenligne dansk natur med et hospice for døende arter. Vi befinder os nemlig midt i en tid, hvor arter, både planter og dyr, dør og forsvinder i et uhørt højt tempo.
Forskerne taler ligefrem om, at vi er midt i ”den sjette masseuddøen”. Det mærker vi bestemt også her i vores egen lille andedam. De seneste 50 år er der forsvundet 11 arter af dagsommerfugle fra den danske natur. Bestanden af sanglærker og viber er faldet med henholdsvis 65 og 76 procent fra 1976 til 2016. Storken, stæren og kirkeuglen er næsten forsvundet. Og tal fra Danmarks Biavlerforening viser, at vi mistede cirka hver femte bifamilie sidste år. Selvom man skulle tro det, har oprettelsen af nationalparker desværre ikke gjort en positiv forskel for naturen.
Et af hovedproblemerne med nationalparkloven er, at der hverken stilles krav til omfanget eller beskyttelsen af den vilde natur, og at parkerne ingenting skal gøre for at styrke naturgenopretningen. Som Rasmus Ejrnæs, seniorforsker i bioscience ved Aarhus Universitet, udtalte den 28. maj 2018 i Kristeligt Dagblad, så kræver loven ikke, at der sker yderligere beskyttelse af naturen i nationalparkerne end i andre områder.
Virkeligheden er derfor, at naturen ikke er bedre beskyttet i nationalparkerne end uden for, fordi naturen også her er underordnet menneskelige, kommercielle og industrielle behov. Mens man i flere andre lande betoner, at vilde arter og økosystemer skal have plads, ordentlig beskyttelse og førsterang i nationalparkerne, siger den danske lovgivning blot, at udviklingen af lokalsamfundet, herunder erhvervslivet, skal ske ”med respekt for beskyttelsesinteresserne”.
Det betyder i praksis, at der gælder de samme regler for arealdrift inden for nationalparkernes grænser som uden for. Dermed svigter lovgivningen på det skammeligste den truede natur og biologiske mangfoldighed, som den ellers er skabt til at beskytte. Blandt andet derfor er det i dag helt normalt, at vores nationalparker rummer tæt trafikerede veje, intensivt konventionelt landbrug og tætbebyggede områder – også selvom vi her taler om elementer, som grundlæggende strider mod hele idéen om, hvad en nationalpark er, og hvad der hører hjemme her.
Hvordan sikrer vi naturens og biodiversitetens fremtid i Danmark? Og hvorfor skal vi gøre det? Mit svar på det sidste er ganske enkelt, at vi skal gøre det af kærlighed til naturen. Vi skal gøre det, fordi vi ønsker et samfund i balance med dyre- og planteliv. For selvom planter og dyr ganske vist kan have værdi for os, så har de først og fremmest værdi i sig selv. Det er derfor, vi demonstrerer på Amager Fælled. Det er derfor, vi bliver fortvivlede, når arter forsvinder for altid. Og det er derfor, vi bliver vrede, når snigmordet på en ulv ved Ulfborg end ikke skal koste gerningsmanden jagttegnet.
I Alternativet ønsker vi at udlægge mere statsskov til urørt skov og oprette en naturzone i planloven og udpege 20 procent af Danmark til naturzone. Men vi skal i samme åndedrag huske at styrke indsatsen og lovgivningen i nationalparker. Parkerne skal leve op til de gængse internationale standarder, som andre lande arbejder ud fra.
Der er brug for at gennemføre en større revision af den nuværende lovgivning for at styrke naturbeskyttelsen. I den forbindelse bør man desuden udnytte muligheden for at udpege flere, større og gerne sammenhængende områder til naturparker. Vi har stadig nogle unikke og fantastiske naturskatte, som vi hurtigst muligt bør gøre til nationalparker. Tænk blot på, at storslåede områder som Råbjerg Mile, Stevns Klint og Møns Klint i dag ikke er dele af nationalparker.
Sidst, men ikke mindst, bør en kritisk gennemgang af de eksisterende nationalparker føre til, at man enten tager de områder ud, som ikke egner sig til nationalpark, eller omlægger dem til naturgenopretning. Sprøjtede marker og skovdrift har ikke noget at gøre i en nationalpark, så enten skal de områder tages ud eller – bedre – omdannes ud fra ønsket om at vende tilbagegangen for natur og biodiversitet til fremgang.
Så enkelt kan det faktisk gøres, hvis nationalparkerne skal være andet og mere end en falsk varebetegnelse.
Christian Poll er medlem af Folketinget og ordfører for natur, miljø, dyrevelfærd og grøn omstilling for Alternativet.