I aften er der dansk premiere på den prisvindende dokumentarfilm ”Bag skyerne”. Filmen følger den amerikanske organisation Good Grief’s arbejde med børn, der har mistet forældre eller søskende. Og den viser en tilgang til sorgarbejdet, som vi skal lære af i Danmark.
I Danmark er det groft sagt sådan, at forældrene afleverer deres børn i en sorggruppe og henter dem igen to timer senere. I de to timer gør vi alt for at hjælpe barnet. Vi lærer barnet at sætte ord på de tanker og følelser, sorgen udløser. Og barnet får en forståelse for sine egne og omverdenens reaktioner.
Vi fjerner ikke barnets sorg, og vi prøver ikke på det. Vi lærer barnet at leve med sorgen og gøre den til en naturlig del af deres liv, så den ikke spænder ben for deres drømme og livsmuligheder.
Men alt for længe har den danske model været, at vi alene fokuserede på barnet. Det er ikke godt nok. Familien er en organisme, og hvis vi sender barnet hjem til en forælder, der selv kæmper med komplicerede sorgreaktioner, er det næsten umuligt at hjælpe barnet.
I USA har de en anderledes tradition for at arbejde med hele familien. Det skildres på smukkeste vis i dokumentaren ”Bag skyerne”. I dokumentaren ser vi, hvordan organisationen Good Grief i New Jersey inddrager hele familien for sammen at tale om deres sorg og i fællesskab lære at leve med sorgen.
I Danmark overlader vi i for høj grad det personlige udviklingsarbejde til barnet selv. Når vi beder forælderen om at aflevere sit barn i en sorggruppe, uden at forælderen selv støttes, risikerer vi at sende et signal til barnet om, at barnet er alene med problemet. Det er barnet, der skal fikses. Det er ikke alene et forkert signal at sende til barnet. Det er også et forkert signal at sende til forælderen og til omverdenen.
For når en mor, far, bror eller søster dør, rammer sorgen hele familien. Det siger sig selv. Og vi hjælper bedst barnet, når vi hjælper hele familien til at arbejde med sorgen, støtte hinanden og skabe et fælles sprog for sorgen.
Så hvorfor bruger vi ikke en mere holistisk og familieorienteret tilgang til sorgarbejdet i Danmark? Det er det åbenlyse spørgsmål at stille nu.
I Børn, Unge & Sorg har vi altid inddraget forældrene i størst muligt omfang gennem de indledende samtaler, og siden sidste år har vi også haft mulighed for at tilbyde forældrene en række gruppegange, hvor de inddrages i sorgarbejdet. Det er et stort skridt i den rigtige retning, men vi kan blive bedre.
For vi tager fortsat afsæt i barnet. Forældrene lærer, hvordan de støtter deres barn, men vi arbejder ikke med forælderens egen sorg. Da jeg så ”Bag skyerne” blev jeg på samme tid trist og inspireret. Inspireret til at udvikle vores tilbud og skabe et fællesskab for hele familien. Og trist over, at det ikke sker i dag.
Det handler om ressourcer. Og så handler det om, at der mangler en accept af, at sorgen ikke har en alder. For at sige det som det er: Det er i forvejen svært for os at skaffe tilstrækkelige midler til behandling af børn og unge. Endnu sværere er det at skaffe økonomiske midler til voksne, der har mistet. Det må og skal ændres. Ikke alene for barnets skyld og ikke alene for den voksnes skyld. Men for hele familiens skyld.
Lad os nu sammen sætte familien først.
I ”Bag skyerne” ser vi, hvordan børnene i organisationen Good Grief finder et fællesskab med andre børn, der kender sorgens smerte. Genkendelsen og fællesskabet er også centralt for vores børnegrupper. Men når jeg ser børnene i Good Grief udtrykke deres følelser gennem lege, give efter for deres raseri i ”vulkanrummet” og sige farvel til en døende bamse-patient i ”hospitalsstuen”, kan jeg godt blive misundelig. På vegne af de danske børn. For de faciliteter kan vi ikke tilbyde dem.
På den anden side ser jeg også begrænsninger i Good Grief-modellen. Den adskiller sig fundamentalt fra vores arbejde i Børn, Unge & Sorg ved ikke at være klinisk. De tilbyder med andre ord ikke terapi fra specialiserede psykologer. Deres model består i at bringe sørgende mennesker sammen for at danne et medfølende og omsorgsfuldt miljø. Og der er ingen tvivl om, at Good Grief – og frivilligt ledede sorggrupper i det hele taget – er en kæmpe hjælp for efterladte børn og unge. Men den frivillige metode har sine begrænsninger. Først og fremmest i forhold til de børn og unge, der er hårdest ramt. Det ser vi også i filmen, da seksårige Peter lukker op omkring sin sorg over for en af organisationens frivillige.
Peter: ”Det gjorde nok ondt, da min mor døde.”
Den frivillige: ”Hvorfor tror du, det gjorde ondt?”.
Peter: ”Fordi det var en bilulykke.”
Den frivillige: ”Hvem skal du fejre jul med?”.
Det skærer i mit hjerte, når jeg ser den scene. Når jeg ser, at Peters reaktioner på moderens død ikke bliver mødt. Men den frivillige, der taler med Peter, handler korrekt. Hun har ikke en psykologfaglighed til at gå ind og undersøge de forestillinger, Peter gør sig om sin mors død. Måske kæmper Peter med indre flashbacks ud fra forestillinger om sin mors trafikulykke. Måske har Peter svært ved at slippe en form for identificering med sin mor om at være i smerte, inden hun dør.
Cirka 2 ud af 10 børn, der mister, udvikler komplicerede sorgreaktioner. Hos børn og unge med komplicerede sorgreaktioner overtager sorgen livet. Det kan føre til, at børnene stopper deres udvikling, klarer sig dårligt i skolen og udvikler selvskadende adfærd. Det er selvfølgelig umuligt ud fra filmen alene at vide, om Peter har udviklet komplicerede sorgreaktioner. Men vi får dog at vide, at Peter har mistet sin far på grund af en overdosis og sin mor et halvt år senere i en bilulykke. Begge hans forældre er altså døde under traumatiske omstændigheder, og Peter er i dag forældreløs. Alt sammen faktorer, der øger risikoen for at udvikle komplicerede sorgreaktioner.
Hvis Peter skal bearbejde de forestillinger, han gør sig om sin mors død, har han brug professionel hjælp, hvor der er mulighed for at arbejde med traumespecifikke reaktioner. Hvis Peter har udviklet komplicerede sorgreaktioner, har han brug for specialiseret sorgterapi.
Det er helt åbenlyst, at Good Grief gør en kæmpe forskel for familier i sorg. Og jeg synes, at vi har pligt til at lære af organisationens familiebaserede tilgang til sorgarbejdet. Men jeg synes også, vi har pligt til at have et landsdækkende specialiseret tilbud til de efterladte, der udvikler komplicerede sorgreaktioner. Uden specialiseret terapi, risikerer de at få deres liv ødelagt af sorg.
Hvem siger, at vi ikke kan gøre begge ting i Danmark? Vi går allerede forrest i arbejdet med specialiseret sorgbehandling. Bygger vi oven på den behandling, så den får et endnu mere holistisk sigte og omfatter hele familien, kan Danmark have verdens bedste tilbud til mennesker i sorg.
Preben Engelbrekt er direktør for Det Nationale Sorgcenter og dets underorganisation Børn, Unge & Sorg.